’Det politiske superbrand’ af Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen. Børsens Forlag. Ugivet: 27. august 2009

De to lobbyist-kometer Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund skubber i deres nye bog ideen om politikeren som et brand helt ud over scenekanten. ’Det politiske superbrand’ er til tider ganske underholdende læsning, men hverken særlig akademisk eller velskrevet.

For at kunne kalde sig et politisk superbrand skal man som forhåbningsfuld politiker ikke blot kunne det politiske håndværk, men også gøre sig synlig i medierne, have karisma og troværdighed, være visionær samt mestre strategisk kommunikation. I bogen analyseres danske toppolitikere lige fra Lars Løkke over Villy Søvndal til Pia Kjærsgaard ud fra disse parametre, og der gives sågar point fra 1 til 6, så man kan se hvilken politiker, der samlet set er det fedeste superbrand. Smart!

Bogen er bedst dér, hvor vi får nogle konkrete eksempler på, fx hvorfor Villy Søvndal er så sørens god til at være synlig i medierne, og hvorfor Naser Khaders troværdighed er som en rutsjebanetur. Her kommer forfatternes praktiske erfaring dem til gode, og man føler sig flere steder taget med om bag Borgens tunge mure, der hvor politikken i virkeligheden sker.

Værre står det til med den mere – hvad skal vi sige – teoretiske del af bogen. Argumentationen for de seks lige vigtige kategorier er tynd, og det samme er måden, der måles fx synlighed (lad os lave en Infomedia-søgning!) og troværdighed på  (hvad siger meningsmålingerne?).

Jovist har vi ikke at gøre med videnskabelig forskning, men fra medstuderende har den gode Mads Christian Esbensen ry for at være en særdeles teoretisk velfunderet underviser (hvad bogen da også gør opmærksom på i omslaget). Vi forventer altså lidt mere. Heller ikke forfatternes større overvejelser omkring udviklingen af nutidens medie-demokratiet eller fremtidens politiske kommunikator bør få folk med bare en smule indsigt i emnet politisk kommunikation til at falde på halen.

Hvis du er politisk afficionado vil bogen være udmærket underholdning. Skriver du opgave om politikeren som brand kommer du ikke i mål med ’Det politiske superbrand’.

Karakter: 3 ud af 6 m’er

]]> http://www.medievaerk.dk/2010/02/24/boganmeldelse-politisk-kommunikation-for-letv%c3%a6gtere/feed/ http://www.medievaerk.dk/2010/02/03/udviklingsh%c3%a6mmet-underholdning/ http://www.medievaerk.dk/2010/02/03/udviklingsh%c3%a6mmet-underholdning/#comments Wed, 03 Feb 2010 12:48:06 +0000 Joachim Brandt-Møller http://www.medievaerk.dk/?p=1945

Er udviklingshæmmede underholdning, eller er det snarere underholdningen som er blevet udviklingshæmmet? Kritikken af X Factor’s etiske standarder har rod i en evigt aktuel diskussion der omkring årsskiftet blev stimuleret af flere programmer: TV 2’s “I en anden del af Danmark” blev efterårets dårlige eksempel der med ironisk musik ødelagde et ellers godt koncept. DR1’s “Det nye talkshow” blev plastret på såret da en skizofren patient fik en oplevelse for livet.

“Hvor er dine sko henne, Flemming?” spørger Lillie. “Dem har jeg i en pose” lyder svaret. To udviklingshæmmede står i et hotelværelse, og nu er der opstået tvivl om hvor de pæne sko er blevet af. Lystig fagot-musik tager til mens Lillie og Flemming scanner skabe, tasker og gulv for sko. Men de finder dem aldrig, og Flemming må nøjes med gummiskoene.

Tænk nyt, TV 2

Den refererede scene er et eksempel på hvordan TV 2’s  ”I en anden del af Danmark” producerer underholdning ved at lægge lystig musik på lydsporet. Denne formel - handicap + musik - er ikke bare irriterende. Den er også afsindig uoriginal. Det kan enhver finde på. Jeg gentager: enhver.

Faktisk bliver humoren så dominerende at seriens potentielle styrker fejes af banen, og seeren efterlades med vigtige spørgsmål: Hvor er de berigende og øjeåbnende interviews som “Morten & Peter” gav os tidligere? Hvor er de geniale ‘one liners’ som får seerne til at falde bagover af bar respekt for de medvirkendes livssyn?
Det hele er VÆK. Der er intet at snakke om over morgenkaffen, fordi programmets morsomme form vægtes højere end det livsbekræftende indhold. Og det er synd, for programmet har faktisk en god tilgang til emnet: at skildre glæde og begejstring.

Det gode eksempel

Problematikken handler derfor om hvordan vi tager udviklingshæmmede med i tv-programmer uden at gøre dem til grin. Det helt simple svar er at vi skal bevare respekten, og Anders Lund Madsens “Det nye talkshow” afsluttede 2009 med et godt eksempel. Praktikanten Thomas Skov tog til et hjem for psykisk syge i Sorø for at overrække præmien fra en billedkonkurrence til beboeren Robert og den ansatte Steffen: et sponsorat af et barn i Afrika og et års forbrug af Cola.

Cola-præmien landede på et tørt sted, eftersom Robert drikker to liter af væsken om dagen. Robert er derfor målløs da en kæmpe, rød Coca Cola-julelastbil med lys langs siden kører ind ad indkørslen med hans præmie i lasten. En fantastisk historie om en lille drøm der går i opfyldelse, formidlet af Thomas Skov der med sin underspillede tone og respektfulde ironi var den helt rigtige mand til opgaven.

Men hvad er forskellen i forhold til TV 2’s udsendelse? For det første arbejder “Det nye talkshow” med en synlig fortæller, hvilket skaber et troværdigt forhold mellem ham og de øvrige medvirkende. Thomas forstår at bevare respekten og give Robert taletid. Seeren belæres blandt andet om livet som skizofren, og Robert finder overskud til at underholde os med herlige kommentarer, således at indslaget både besidder humor og substans. For det andet er der ingen irriterende underlægningsmusik, og indslaget har derfor en behagelig puls.

Så jo. Udviklingshæmmede kan sagtens være underholdning. Men hvis de alene castes med det formål at lave skæg, så går det galt. Hvis de formidles gennem højt tempo, sjov musik og i det hele taget kun er til grin, så er tv’et også til grin. Programmet skal frem for alt besidde et ønske om at berige seerne med de medvirkendes livssyn. Tak til “Det nye talkshow” for at have hjertet på rette sted.

Duel mellem DR chef Kenneth Plummer og JP-chefredaktør Jørn Mikkelsen med Kurt Strand som moderator.

Kurt Strand: Kan I nævne mig  noget DR og JP har sat på dagsordenen her i løbet af denne uge?
Plummer og Mikkelsen: “Hmmmmmmm….”
Lidt efter svarer Plummer: “Jeg har ikke været i Danmark hele sidste uge såååå.”
Mikkelsen er stadig blank.

Kurt Strand: “Skal Plummer have flere licenspenge?”
Plummer er nu på vej ind i kampen. Han svarer: “Ja. Pengene skal bruges til at styrke lokal og global tv-dækning, tv-drama, ny teknologi.”
Mikkelsen sover stadig (åbenbart): “DR skal ikke have flere licenspenge. Ikke så længe de producerer tv, der ligner Tv3’s.”
Kurt Strand: “Jørn Mikkelsen, hvilke programmer er det så DR skal holde op med at lave?”
Mikkelsen tænker. Og tænker. Og giver så op men fremhæver i stedet DR’s nye kanal, DR K.
Plummer kigger opgivende på Mikkelsen: “Jamen, det er jo en nichekanal.”
Mikkelsen: “Jo, men øh. Jo men øh….” tøver og fortsætter “DR1’s programmer ligner Tv3’s.”
Plummer er kørt i stilling: “DR1 skal jo ramme så bredt som muligt. Men det er forkert at sammenligne DR1’s programmer med Tv3’s. Ved du overhovede, hvem Tv3’s målgruppe er?”
Mikkelsen: “Øøøøh”.
Plummer: “Det er en ung målgruppe, de forsøger at ramme.”
Mikkelsen: “Ja okay… Men for at vende tilbage til det med støttepenge til mediebranchen. Hvorfor kun give penge til mediebrancen og ikke til bilbranchen?”

- Sådan vinder man en svær duel: Træk bilkortet, det virker hver gang.

Medievaerk har tilbragt en hel dag på CSS i selskab med nogle af medieverdenens mest fremtrædende personligheder ved Ræsons Årskonference, hvor der blev diskuteret medier, net og politik. Ét af de indslag der fik mig til at spærre ørene ekstra meget op, var et indslag, hvor DJH’s rektor Anne-Marie Dohm, RUC’s chef for journalistuddannelsen, Mark Blach-Ørsten samt Susanne Hegelund, chef for Tv-avisen skulle de give deres bud på, hvad fremtidens journalist er for en størrelse.
Der var ingen af dem, der var i tvivl om at de journalister, der bliver spyttet ud af Danmarks Journalisthøjskole, RUC og SDU alle bør være fleksible og i stand til at kunne operere på flere platforme. Og Blach-Ørsten lagde selvfølgelig, i kraft af RUCs tværfaglige fokus, vægt på at en god journalist nu er i stand til at operere på tværs af forskellige vidensfelter, hvilket virker ganske ideelt. Det er dog påfaldende at spørge sig selv, om fremtidens tværfaglige journalister nogensinde vil få brugt al den viden, når det allerede nu viser sig, at de fleste journalister ikke har tid til at gå i dybden med noget som helst fordi nyhedsgryden hele tiden skal holdes i kog. Og nyhedsstrømmen skal med sikkerhed flyde endnu hurtigere i fremtiden. Susanne Hegelund tilføjede senere i diskussionen, hvor vigtigt det var, at journalisterne kunne ”tage en kop kaffe med samfundets aktører” (hvis de så bare havde tid til den kop kaffe!). Det er meget at bede fremtidens journalist om både at kunne operere på alle platformer, drikke kaffe med samfundets aktører samt have en stor tværfaglig viden med mindre fremtidens journalist skal være på arbejde alle døgnets 24 timer. Jeg tænker bare, hvorfor vender man ikke blikket mod vest til USA, hvor man længe har inddraget citizen journalists i kampen om altid at være med, der hvor det sker. Så kan borgerjournalisterne opsnappe krusninger i overfladen, mens de uddannede tværfaglige journalister har mulighed for rent faktisk at tage den føromtalte kop kaffe og samtidig gå i dybden med stoffet, der selvfølgelig er udøvet grundig kildekritik på (en anden ting journalister ikke har tid til i dag).

Pudsigt nok har hverken Blach-Ørsten eller Dohm tillid til de nuværende mediehuse, og de forbereder derfor de studerende på selv at skulle skabe egne medier ved at sætte entrepreneurship på skemaet.  Men er mediehusene anno 2009 tabt på gulvet? Kræver det ikke bare, at man begynder at åbne øjnene mere for brugerne som potentielle hjælpere til at afdække den evige strøm af petitstof,  så de uddannede journalister kan fordybe sig i store spørgsmål? For at citere en anden af dagens talere, entreprenør og partner i konsulentfirmaet Wemind, Jacob Bøtter: ‘Jeg ville faktisk stole mere på en sms fra en ven om at en bombe er sprunget på Rådhuspladsen, end på en artikel fra en etableret netavis med samme besked.’ Nutidens uddannede journalister har ingen tid til fordybning og ingen tid til at tjekke kilder - men man kan forsøge at give fremtidens journalister lidt mere af begge ved at inddrage kompetente brugere i nyhedsproduktionen i de etablerede medier.

Det er 1. november. Klokken er 18:45. Det er koldt, og så er det mørkt. En ældre dame trisser langsomt mod Cirkusbygningens hoveddør med hænderne knyttet til rollatoren. I hælene har hun os - fire unge mænd i skjorte og slips. Vi regner med at hun er en god repræsentant for den gennemsnitlige tilskuer til “Dans under Kuplen” - det dk4-program som vi skal være publikummer til. Og vi har ret. Inde i den farverige foyer står gråhårede mænd i alderen 50-70 år. De har taget konerne med, iført farvestrålende kjoler og palliettrøjer. Som de fire mediestuderende vi er, skiller vi os altså en anelse ud. Men vi må simpelthen opleve hvad det her går ud på. Billetpris: 175 kroner.

Dans for alle

I løbet af de næste 3 timer skal vi gennem publikumsdans, professionel danseturnering, amatørdans, underholdning med Wallmanns artister og - ikke mindst - den tyske schlagersangerinde Helene Fischer. Den aldrende tv-vært Poul Erik Andersson, kendt fra adskillige danseprogrammer, guider os friskt og frejdigt gennem aftenens program. Det ældre ægtepar ved bordet bag os virker knap så veloplagte. Da en ivrig, tolvårig danser springer rundt på scenen til høj techno, stikker de prompte pegefingrene i øregangene for at overskue larmen. Skulle dét være dans?! Heldigvis er der mere at komme efter.

Det unge schlager-håb

Efter en halv times rundtur i dansens verden gør en lyshåret, velklædt skønhed sin entré i manegen. Stort bifald. Hun hedder Helene Fischer, hun er 24 år og hun giver fire numre. Melodierne er iørefaldende, men sukkersøde, og genrens appel til Kandis-segmentet er ikke til at tage fejl af. På trods af musikkens ringe appel til humanistdelegationen ved bord 43, så må vi dog sande at Helene Fischer har forstået opskriften på en schlager-succes.

Vejen til Kandis-segmentet

I pausen møder vi en dk4-medarbejder der kan fortælle at stationen har købt de danske rettigheder til Helene Fischers musik. Først griner vi af nyheden. Men jo længere man tænker over det, desto mere indlysende synes investeringen at være:

1) Helene Fischer har schlager-X-factor. Hun leverer sine hits så overlegent og rutineret at man skulle tro hun havde været i branchen i 30 år. Hun er køn. Hun er ung. Hun kan synge. Og så er hun en fandens dygtig skuespiller der gang på gang udstråler at aftenens publikum er det bedste hun nogensinde har optrådt for. Hvis jeg var schlagerfan ville jeg lappe det i mig. Af den grund er hun en fornuftig vej til Kandis-segmentet.

2) dk4 er hverken afhængig af høje seertal eller af nogen public service-kontrakt. Ejer Stig Hasner kan derfor sende præcis det han vil, og det indebærer også Helene Fischer. Imens kan seerne lade sig friste af hendes plader som naturligvis er til salg i dk4-butikken. Smart.

Merchandise i foyeren

Da optagelsen er vel overstået kan man købe alskens Helene Fischer-merchandise i foyeren, og få en signatur med i købet. Vi møder værten Poul Erik Andersson foran butikken. Han mener det er gået godt. Også Stig Hasner får færten af vores tilstedeværelse, og han synes ikke at være specielt overrasket over de unge mænds begejstring for den tyske schlager-skønhed.

Da vi træder ud i kulden igen er fordommene om målgruppen til “Dans under Kuplen” bekræftet. Men respekten for dk4’s mission er ikke blevet mindre, for der skal være plads til det hele. Publikumsdans såvel som schlager.

Programmet skydes i gang med publikumsdans hvor alle kan deltage.

I femte uges whoddunnit-special klagede jeg over befolkningens manglende spekulations psykose og den manglende interesse i at debattere serien. Siden sidst har jeg overhørt samtaler på kontoret og selv deltaget i Forbrydelsen-diskussioner, samt sidevisningerne på medievaerks Forbrydelsen-dækning er steget. (I en forbløffet sidenote er Lærkevej interessen også steget, men eftersom serien er blevet fornyet med endnu en sæson, har jeg indgivet min opsigelse som Lærkevej-seer. Jeg skammer mig på menneskehedens vegne over, at folk følger den serie.)

Femte afsnit sluttede med heltinden, men mærkværdigt lidt fremtrædende hovedperson, Sarah Lund, stod klar til at grave et lig op. Per K. aka. ’Perk’. Med et bat-shit vanvidsblik i øjnene er vi i sjette afsnit tilbage på kirkegården, hvor Lund sammen med Strange stort set står klar med skovlen i hånden. De har ikke fået soldatens mors godkendelse, og Brix kommer også forbi og nægter i første omgang impulsen. Han overbevises hurtigt af Lund, og morbiditeten kan endelig begynde.

I Rabens flugt-plot møder vi først fru Raben, der er taget ud til kirken for at finde Præst. Kirken står tom, da præsten er på vej i bil med Raben ud i en skov, mens han truer den eftersøgte soldat med en pistol. Rabens pludselige overgivelse fra sidste afsnit insinuerede, at pistolhylstret kunne være tømt, og i skoven bekræftes mistanken, som Dan Brown/Stieg Larsson-skeptikerne formentlig havde regnet ud. Præst bliver overmandet, men han kan ikke hjælpe med nye informationer.

Hvordan står det til i dansk politik? Situationen er ved at nå Muhammed-krise stadiet. Til et møde i regeringstoppen mundhugges ministrene om Buchs inkompetens som justitsminister. Scenen tilbød et indblik i, hvordan landet kunne være ledet, hvis Ny Alliance var lykkedes. Buch indrømmer, at hans bevæggrunde for at forlade pressemødet for den nye terrorpakke var forfejlede, og det dæmper ikke den dårlige stemning. Efter mødet står Plough klar til at snakke med den trængte justitsminister, der ønsker at sekretæren Karina kommer tilbage, så de kan få opklaret forbindelsen mellem Raben, forsvarsminister Rossing og eks-justitsminister Monberg. Plough sætter sig hårdt imod, og senere finder man ud af hvorfor. I en kort skuespiløvelse – ikke scene – råber Karina af Plough for aldrig at have givet hende en chance, og han forklarer, at han altid havde forventet mere af hende. Mere end en affære med den hospitalsindlagte Monberg.

Major Søgaard bliver bragt ind til afhøring hos Lund og Strange. De spørger til Per K. og hvorfor majoren ikke indrømmede, at han kendte en ’Perk’, da Lund første gang spurgte ham. Søgaard forklarer, at det næppe kunne have relevans Per K.’s død forud for hændelsen, men betjentene fortæller om deres kendskab til soldatens mystiske begravelse og deres forestående ’afsløring’. Majoren kigger forfærdet på dem. For som det normalt gælder for en kiste, er den ikke tom. Politilederen Brix bliver stillet et ultimatum, at kirkegårds krænkelsen enten bliver hans eller Lunds professionelle begravelse. Sarah Lund bliver endnu en gang sendt til grænsekontrollen. Hun skal dog til sin mors bryllup først.

Raben, som nu er under PET’s overvågning, opsøger igen sin kone. Oberst Jarnvig har informeret hende om, at Raben selv ønskede at blive genudstationeret i Afghanistan, og at hun muligvis ikke ved, hvem hendes mand egentlig er. Herr og fru Raben kommer ud i en alvorlig diskussion, og deres søn beordrer sin far til at lade mor være. Raben har en sidste bøn til sin kone. Hun skal opsøge Sarah Lund, fordi han har fundet ud af, at han og betjenten er på samme spor.

Efter at have besøgt Monberg på hospitalet, der er kommet i stabil tilstand, finder Buch også ud af, at han ligeså er på samme spor som Sarah Lund. Via Karina arrangeres endelig et møde mellem justitsministeren og heltinden. Evigt akavede Lund må forlade sin mors brudetale for mødet i brylluppets baglokaler. Hun giver Buch en ledetråd i retning af et forlig med kriminalforsorgen, og hun kan vende tilbage til festen. En buket roser på gavebordet er adresseret til Sarah Lund. Blomsterne er fra Raben, og på kortet spørger han til Per K.’s hundetegn. Verdens værste toastmaster, Lund, må igen afbryde hendes mors tale for helt at forlade brylluppet og tage ud til Per K.’s hjem. Moren indrømmer, at der har været livstegn på hendes søn siden hans død.

I slutfasen besøger Buch igen Monberg, og han konfronterer ham om kriminalforsorgsforliget. Stakkels Monberg bryder sammen og fortæller, at Dragsholm havde kontaktet ham, fordi hun havde opsporet ’afdøde’ Per K. og derfor ønskede sagen genåbnet. Nedslået spørger eks-ministeren til sidst sin efterfølger:
”Hvad vil du ha’ jeg skal gøre?”
Alarmklokker begynder normalt at skrige, når nogen lyder så suicidal. Buch derimod efterlader selvmordskandidaten alene. Gæt hvordan det ender!

Strange har kort afhørt Præst, som nægter kendskab til Dragsholm, men inden slutmontagen opdager han, at Dragsholms visitkort er overdækket med præstens fingeraftryk. Seriens hidtil tætteste bud på socialrealisme var denne scenes skildring af politiets ’effektivitet’.

Gennem Forbrydelsen II har Lund været ude i hård modvind (bl.a. undertegnedes kritik), og hun har været på mange vildspor. Slutningen på afsnittet fungerer i sin totale genoprejsning for den ellers uplausible heltinde. Da Strange ringer til hende, er hun allerede på vej ud til kirken, hvor hun finder en nyligt korsfæstet Præst. Og gerningsmanden er stadig tilstede. Jagten begynder, og afsnittet kan slutte med et nærbillede af et krucifiks, der hænger på en kirkedør.

Ved rundingen af hjørnestenen, der var sjette afsnit, samlede serien endelig vores hovedkarakterer på kryds og tværs, og lod dem udveksle oplysninger, der kunne hjælpe hinanden og seeren med at opklare mysteriet. Følelsen af endelig at få brugbar viden var god, men på den anden side gav afsnittet ikke følelsen af, at man så noget særligt. Det var tydeligvis ikke Jørgen Leth, men heller ikke Rolf Sørensen. Og man kan jo godt hygge sig med Dennis Ritter på en glimrende etape.

Vurdering: B

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Jeg er bange for, at det er en af de ting, Statsministeren helst ikke skal kende til.”
• ”I er da for helvede ikk’ ved at grave ham op?!”
• ”Du er simpelthen nød til at acceptere, at Jens ikke er den mand, du tror…”
• ”Plough, du skal huske at spise noget. Det smager skide godt.”
• Om Sarah Lund: ”Hvad er du for et menneske?!”
• Raben om sin søn: ”De ting jeg havde set. De ting jeg havde gjort. Han var så ren.”
• All work, no play har givet Buch en storkonsumerende spiseforstyrrelse. Nicolas Bro bringer omsider troværdighed til rollen.
• Mine to lyspunkter, Carsten Plough og Ulrik Strange, svigtede begge i 6. episode. Plough i den førnævnte skuespiløvelse, og Strange, da han leverer fire-fem ufærdige sætninger i sin afsked med Lund.
• Nis Bank-Mikkelsen som retsmediciner! Væsentlig mere troværdig type end Michael Falch i ’Rejseholdet’.
• Og jeg beklager forsinkelsen.
  

Byen summer i baggrunden, mens man følger balletkompagniet Paris Opera Ballet. Fra de tunge hørbare bevægelser i øvelokalerne til den elegante dans på scenerne skildres hele rækken af de involverede i balletverdenen.

For balletten er i Frederick Wisemans øjne en særlig verden i verden. En uendelig serie af billeder fra parisiske tage og ubefolkede gange i teatrene danner en gentagen ramme i filmen. Mennesker eksisterer kun når balletarbejdet er i gang. Disse mennesker er dansere, instruktører, ledere, sminkører, lysmænd og rengøringsfolk.

Der er åndeløst smukke billeder, især fra balletdansen, og ofte synes scenerne koreograferet for det observerende kamera. Men dette er ikke tilfældet. Wiseman er en mesterlig instruktør, men hans fuldkomment umanipulerede ’direct cinema’-stil og den spillelængde dette medfølger er bestemt ikke for enhver smag.

Selvom det er en relativt kort film fra filmmagerens hånd (160 minutter), er det stadig en langsom og stille affære, og tilskueren skal selv stykke handling og budskab sammen. Dertil synes jeg, det er svært at se, hvor dybt budskabet egentlig stikker, og hvorvidt det virkelig er over 2,5 times filmtid værd. Men fascinationen ved balletdansen skinner gennem lærredet.

Vurdering: B+

Det seneste værk fra Harmony Korines hånd er en voldsom og udforskende film om fire ’freaks’, hvis fælles fetisch er at knalde skraldespande og have anden erotisk omgang med livløse objekter. Med deres vansirede ansigter – eller masker – går de dag og nat på lemfældige amoralske eventyr, blandet med lejlighedsvis skralde-sex.

På vejen møder man bl.a. en tyk dreng i jakkesæt der forklarer, hvordan man dræber babyer, en racistisk og homofobisk stand-up komiker hvis jokes alle mangler en pointe, og et par uægte siamesiske tvillinger forbundet ved hovedet. Alle bevidner om en verden i forrådnelse, hvor ’trash humperne’ er de eneste, der udlever potentialet. Filmen ligger på den måde tæt op af ’Idioterne’, men de vidende tosser er hér erstattet af monstrene fra ’The Hills Have Eyes’.

Stilen og strukturen er som en gammel privatvideo fundet på et loft, komplet med vhs-flimmer og auto-tracking. Det er æstetisk veleksekveret, men strukturelt udebliver det mindste hint af narrativ (med Korine må man aldrig forvente mere end et ’hint’), og dette sløver til tider filmen .

Der er Korines signatur over hele filmen – mest markant gentagne stepdansescener – men den store styrke ligger i det dokumentariske møde mellem de fiktionelle og virkelighedens ’freaks’, hvor det meditative tempo gradvist gør det sværere at skelne mellem de to.

Vurdering: B

Fredag startede Copenhagen Dox-festival, hvor man kan få stillet sin dokumentar-sult frem til d. 15. november. Programmet tilbyder et bredt udbud af film og arrangementer, og det har været let-uoverskueligt at beslutte, hvad man skal få set. De næste dage vil jeg dække et lille udsnit af programmet, hvoraf jeg ser særligt frem til ’Trash Humpers’, ’All Tomorrow’s Parties’ og den nyeste Wiseman-film ’La Danse’.

Mit program ser sådan ud:
d. 6: Trash Humpers
d. 8: La Danse og When You’re Strange
d. 9: Seeing Spaces og Thorn in the Heart
d. 11: All Tomorrow’s Parties
d. 12: American Boy/American Prince og Inside/Outside
d. 14: Skinnskatteberg + Broder Daniel Forever
d. 15: Rethink #1 og The Shock Doctrine

Er der noget, jeg har glemt? Får jeg travlt?

DR’s kulturradikale medarbejdere har med garanti ventet i årevis på, at DR ville få en kanal som DR K, der viser cremen af mange års visuelle kulturprodukter.
Og der kredses for at tilfredsstille så mange forskellige smagstyper som muligt, dog stadig inden for et snævert intellektuelt segment.

Lørdag d. 1. november – Marc Jacobs og Louis Vuitton. En dokumentarfilm om modens Wunderkind Marc Jacobs’ liv som kunstnerisk chef for det parisiske modehus Louis Vuitton. Design- og kunstkendere har siddet klistret til skærmen.

Hver fredag – ’Berlin Alexanderplatz’. Hvor mange gange har man ikke fået banket ind i hovedet, at Fassbinder og måske i særdeleshed ’Berlin Alexanderplatz’ er noget af det største der er sket for tysk filmhistorie.

Hver lørdag – Bollywood. Meget mere kulturradikalt kan det vist ikke blive! DR sender hermed en stor fuckfinger af sted til Pia K med budskabet om at Morten Korch og naturalistiske blomsterbilleder er ’so last year’ - og at karry og mavedans er vejen frem. Havde PH skullet lave en ny Danmarksfilm, så havde han uden tvivl gjort det til tonerne af hindimusik.

Kan de li’ østers?. 60er-krimiserie af én af nyradikalismens frontfigurer Panduro

11. november - About de souffle. Fransk nybølge af Godards fineste skuffe. Igen en fuckfinger til Pia.

8. november og 4. November - Que la bete meure + Le boucher. En lidt mindre fuckfinger fra Claude Chabrol til Pia.

5. november – Tosca. Operafilm har (måske med god grund) været overset i kulturbilledet. Marguerite Duras’ instruktørassistent Jacquots filmatisering af Puccinis storværk.

3. november – Sultanes del sur. Gangsterfilm, der for en gangs skyld ikke er amerikansk, men mexicansk.

DR K rammer kulturentusiaster lige i solar plexus med noget der - indtil nu - må siges, at opleves som en behagelig mavepuster af anderledes, nytænkende kulturprodukter, der formår at fodre både sanserne og intelligensen. På trods af at man kan finde mange af DR’s egne programmer som fx Kan De li’østers på Bonanza.