Tysk schlager og dans for 175 kr.

24. november 2009 af Joachim Brandt-Møller | 8 kommentarer

Hvad gør en smart kanaldirektør? Han køber rettighederne til en ung, tysk schlagersangerinde og reklamerer for hende på sin egen kanal. Det gjorde Stig Hasner, dk4’s ejer, og dét fortjener en kommentar. Men først skal vi til optagelse i Cirkusbygningen.

Det er 1. november. Klokken er 18:45. Det er koldt, og så er det mørkt. En ældre dame trisser langsomt mod Cirkusbygningens hoveddør med hænderne knyttet til rollatoren. I hælene har hun os - fire unge mænd i skjorte og slips. Vi regner med at hun er en god repræsentant for den gennemsnitlige tilskuer til “Dans under Kuplen” - det dk4-program som vi skal være publikummer til. Og vi har ret. Inde i den farverige foyer står gråhårede mænd i alderen 50-70 år. De har taget konerne med, iført farvestrålende kjoler og palliettrøjer. Som de fire mediestuderende vi er, skiller vi os altså en anelse ud. Men vi må simpelthen opleve hvad det her går ud på. Billetpris: 175 kroner.

Dans for alle

I løbet af de næste 3 timer skal vi gennem publikumsdans, professionel danseturnering, amatørdans, underholdning med Wallmanns artister og - ikke mindst - den tyske schlagersangerinde Helene Fischer. Den aldrende tv-vært Poul Erik Andersson, kendt fra adskillige danseprogrammer, guider os friskt og frejdigt gennem aftenens program. Det ældre ægtepar ved bordet bag os virker knap så veloplagte. Da en ivrig, tolvårig danser springer rundt på scenen til høj techno, stikker de prompte pegefingrene i øregangene for at overskue larmen. Skulle dét være dans?! Heldigvis er der mere at komme efter.

Det unge schlager-håb

Efter en halv times rundtur i dansens verden gør en lyshåret, velklædt skønhed sin entré i manegen. Stort bifald. Hun hedder Helene Fischer, hun er 24 år og hun giver fire numre. Melodierne er iørefaldende, men sukkersøde, og genrens appel til Kandis-segmentet er ikke til at tage fejl af. På trods af musikkens ringe appel til humanistdelegationen ved bord 43, så må vi dog sande at Helene Fischer har forstået opskriften på en schlager-succes.

Vejen til Kandis-segmentet

I pausen møder vi en dk4-medarbejder der kan fortælle at stationen har købt de danske rettigheder til Helene Fischers musik. Først griner vi af nyheden. Men jo længere man tænker over det, desto mere indlysende synes investeringen at være:

1) Helene Fischer har schlager-X-factor. Hun leverer sine hits så overlegent og rutineret at man skulle tro hun havde været i branchen i 30 år. Hun er køn. Hun er ung. Hun kan synge. Og så er hun en fandens dygtig skuespiller der gang på gang udstråler at aftenens publikum er det bedste hun nogensinde har optrådt for. Hvis jeg var schlagerfan ville jeg lappe det i mig. Af den grund er hun en fornuftig vej til Kandis-segmentet.

2) dk4 er hverken afhængig af høje seertal eller af nogen public service-kontrakt. Ejer Stig Hasner kan derfor sende præcis det han vil, og det indebærer også Helene Fischer. Imens kan seerne lade sig friste af hendes plader som naturligvis er til salg i dk4-butikken. Smart.

Merchandise i foyeren

Da optagelsen er vel overstået kan man købe alskens Helene Fischer-merchandise i foyeren, og få en signatur med i købet. Vi møder værten Poul Erik Andersson foran butikken. Han mener det er gået godt. Også Stig Hasner får færten af vores tilstedeværelse, og han synes ikke at være specielt overrasket over de unge mænds begejstring for den tyske schlager-skønhed.

Da vi træder ud i kulden igen er fordommene om målgruppen til “Dans under Kuplen” bekræftet. Men respekten for dk4’s mission er ikke blevet mindre, for der skal være plads til det hele. Publikumsdans såvel som schlager.

Programmet skydes i gang med publikumsdans hvor alle kan deltage.

Permalink | Skriv kommentar

Forbrydelsen II – 6. Afsnit (Skamfuldt sen udgave)

13. november 2009 af Nick Bruhn-Petersen | Ingen kommentarer endnu

Vi er trådt ind i den afsluttende fase af Forbrydelsen II. Det paradigme skift skærper kravene til seriens kvalitet og troværdighed i plottet. Plottrådene begynder, at skulle samles, og ligningen skal gå op. På toppen af det skal det også være spændende, og en dramaserie på blot 10 afsnit bør også kunne følge en ark og overordnet spændingskurve fra første til sidste afsnit. Indtil nu har DR endnu engang demonstreret leveringsdygtighed i velproduceret tv-drama, men de har ikke blæst landet bagover i fordoms stil. Målstregen kan nu spejdes, Jørgen Leth forlader inden længe kommentatorboksen, og vi må håbe, etapen ikke ender i en jævn massespurt.

I femte uges whoddunnit-special klagede jeg over befolkningens manglende spekulations psykose og den manglende interesse i at debattere serien. Siden sidst har jeg overhørt samtaler på kontoret og selv deltaget i Forbrydelsen-diskussioner, samt sidevisningerne på medievaerks Forbrydelsen-dækning er steget. (I en forbløffet sidenote er Lærkevej interessen også steget, men eftersom serien er blevet fornyet med endnu en sæson, har jeg indgivet min opsigelse som Lærkevej-seer. Jeg skammer mig på menneskehedens vegne over, at folk følger den serie.)

Femte afsnit sluttede med heltinden, men mærkværdigt lidt fremtrædende hovedperson, Sarah Lund, stod klar til at grave et lig op. Per K. aka. ’Perk’. Med et bat-shit vanvidsblik i øjnene er vi i sjette afsnit tilbage på kirkegården, hvor Lund sammen med Strange stort set står klar med skovlen i hånden. De har ikke fået soldatens mors godkendelse, og Brix kommer også forbi og nægter i første omgang impulsen. Han overbevises hurtigt af Lund, og morbiditeten kan endelig begynde.

I Rabens flugt-plot møder vi først fru Raben, der er taget ud til kirken for at finde Præst. Kirken står tom, da præsten er på vej i bil med Raben ud i en skov, mens han truer den eftersøgte soldat med en pistol. Rabens pludselige overgivelse fra sidste afsnit insinuerede, at pistolhylstret kunne være tømt, og i skoven bekræftes mistanken, som Dan Brown/Stieg Larsson-skeptikerne formentlig havde regnet ud. Præst bliver overmandet, men han kan ikke hjælpe med nye informationer.

Hvordan står det til i dansk politik? Situationen er ved at nå Muhammed-krise stadiet. Til et møde i regeringstoppen mundhugges ministrene om Buchs inkompetens som justitsminister. Scenen tilbød et indblik i, hvordan landet kunne være ledet, hvis Ny Alliance var lykkedes. Buch indrømmer, at hans bevæggrunde for at forlade pressemødet for den nye terrorpakke var forfejlede, og det dæmper ikke den dårlige stemning. Efter mødet står Plough klar til at snakke med den trængte justitsminister, der ønsker at sekretæren Karina kommer tilbage, så de kan få opklaret forbindelsen mellem Raben, forsvarsminister Rossing og eks-justitsminister Monberg. Plough sætter sig hårdt imod, og senere finder man ud af hvorfor. I en kort skuespiløvelse – ikke scene – råber Karina af Plough for aldrig at have givet hende en chance, og han forklarer, at han altid havde forventet mere af hende. Mere end en affære med den hospitalsindlagte Monberg.

Major Søgaard bliver bragt ind til afhøring hos Lund og Strange. De spørger til Per K. og hvorfor majoren ikke indrømmede, at han kendte en ’Perk’, da Lund første gang spurgte ham. Søgaard forklarer, at det næppe kunne have relevans Per K.’s død forud for hændelsen, men betjentene fortæller om deres kendskab til soldatens mystiske begravelse og deres forestående ’afsløring’. Majoren kigger forfærdet på dem. For som det normalt gælder for en kiste, er den ikke tom. Politilederen Brix bliver stillet et ultimatum, at kirkegårds krænkelsen enten bliver hans eller Lunds professionelle begravelse. Sarah Lund bliver endnu en gang sendt til grænsekontrollen. Hun skal dog til sin mors bryllup først.

Raben, som nu er under PET’s overvågning, opsøger igen sin kone. Oberst Jarnvig har informeret hende om, at Raben selv ønskede at blive genudstationeret i Afghanistan, og at hun muligvis ikke ved, hvem hendes mand egentlig er. Herr og fru Raben kommer ud i en alvorlig diskussion, og deres søn beordrer sin far til at lade mor være. Raben har en sidste bøn til sin kone. Hun skal opsøge Sarah Lund, fordi han har fundet ud af, at han og betjenten er på samme spor.

Efter at have besøgt Monberg på hospitalet, der er kommet i stabil tilstand, finder Buch også ud af, at han ligeså er på samme spor som Sarah Lund. Via Karina arrangeres endelig et møde mellem justitsministeren og heltinden. Evigt akavede Lund må forlade sin mors brudetale for mødet i brylluppets baglokaler. Hun giver Buch en ledetråd i retning af et forlig med kriminalforsorgen, og hun kan vende tilbage til festen. En buket roser på gavebordet er adresseret til Sarah Lund. Blomsterne er fra Raben, og på kortet spørger han til Per K.’s hundetegn. Verdens værste toastmaster, Lund, må igen afbryde hendes mors tale for helt at forlade brylluppet og tage ud til Per K.’s hjem. Moren indrømmer, at der har været livstegn på hendes søn siden hans død.

I slutfasen besøger Buch igen Monberg, og han konfronterer ham om kriminalforsorgsforliget. Stakkels Monberg bryder sammen og fortæller, at Dragsholm havde kontaktet ham, fordi hun havde opsporet ’afdøde’ Per K. og derfor ønskede sagen genåbnet. Nedslået spørger eks-ministeren til sidst sin efterfølger:
”Hvad vil du ha’ jeg skal gøre?”
Alarmklokker begynder normalt at skrige, når nogen lyder så suicidal. Buch derimod efterlader selvmordskandidaten alene. Gæt hvordan det ender!

Strange har kort afhørt Præst, som nægter kendskab til Dragsholm, men inden slutmontagen opdager han, at Dragsholms visitkort er overdækket med præstens fingeraftryk. Seriens hidtil tætteste bud på socialrealisme var denne scenes skildring af politiets ’effektivitet’.

Gennem Forbrydelsen II har Lund været ude i hård modvind (bl.a. undertegnedes kritik), og hun har været på mange vildspor. Slutningen på afsnittet fungerer i sin totale genoprejsning for den ellers uplausible heltinde. Da Strange ringer til hende, er hun allerede på vej ud til kirken, hvor hun finder en nyligt korsfæstet Præst. Og gerningsmanden er stadig tilstede. Jagten begynder, og afsnittet kan slutte med et nærbillede af et krucifiks, der hænger på en kirkedør.

Ved rundingen af hjørnestenen, der var sjette afsnit, samlede serien endelig vores hovedkarakterer på kryds og tværs, og lod dem udveksle oplysninger, der kunne hjælpe hinanden og seeren med at opklare mysteriet. Følelsen af endelig at få brugbar viden var god, men på den anden side gav afsnittet ikke følelsen af, at man så noget særligt. Det var tydeligvis ikke Jørgen Leth, men heller ikke Rolf Sørensen. Og man kan jo godt hygge sig med Dennis Ritter på en glimrende etape.

Vurdering: B

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Jeg er bange for, at det er en af de ting, Statsministeren helst ikke skal kende til.”
• ”I er da for helvede ikk’ ved at grave ham op?!”
• ”Du er simpelthen nød til at acceptere, at Jens ikke er den mand, du tror…”
• ”Plough, du skal huske at spise noget. Det smager skide godt.”
• Om Sarah Lund: ”Hvad er du for et menneske?!”
• Raben om sin søn: ”De ting jeg havde set. De ting jeg havde gjort. Han var så ren.”
• All work, no play har givet Buch en storkonsumerende spiseforstyrrelse. Nicolas Bro bringer omsider troværdighed til rollen.
• Mine to lyspunkter, Carsten Plough og Ulrik Strange, svigtede begge i 6. episode. Plough i den førnævnte skuespiløvelse, og Strange, da han leverer fire-fem ufærdige sætninger i sin afsked med Lund.
• Nis Bank-Mikkelsen som retsmediciner! Væsentlig mere troværdig type end Michael Falch i ’Rejseholdet’.
• Og jeg beklager forsinkelsen.
  

Permalink | Skriv kommentar

Tags: DR, forbrydelsen, sarah lund, tour de france, tv-serie

DR K – the new old black

7. november 2009 af Anne-Mette Møller | Ingen kommentarer endnu

DR’s kulturradikale medarbejdere har med garanti ventet i årevis på, at DR ville få en kanal som DR K, der viser cremen af mange års visuelle kulturprodukter.
Og der kredses for at tilfredsstille så mange forskellige smagstyper som muligt, dog stadig inden for et snævert intellektuelt segment.

Lørdag d. 1. november – Marc Jacobs og Louis Vuitton. En dokumentarfilm om modens Wunderkind Marc Jacobs’ liv som kunstnerisk chef for det parisiske modehus Louis Vuitton. Design- og kunstkendere har siddet klistret til skærmen.

Hver fredag – ’Berlin Alexanderplatz’. Hvor mange gange har man ikke fået banket ind i hovedet, at Fassbinder og måske i særdeleshed ’Berlin Alexanderplatz’ er noget af det største der er sket for tysk filmhistorie.

Hver lørdag – Bollywood. Meget mere kulturradikalt kan det vist ikke blive! DR sender hermed en stor fuckfinger af sted til Pia K med budskabet om at Morten Korch og naturalistiske blomsterbilleder er ’so last year’ - og at karry og mavedans er vejen frem. Havde PH skullet lave en ny Danmarksfilm, så havde han uden tvivl gjort det til tonerne af hindimusik.

Kan de li’ østers?. 60er-krimiserie af én af nyradikalismens frontfigurer Panduro

11. november - About de souffle. Fransk nybølge af Godards fineste skuffe. Igen en fuckfinger til Pia.

8. november og 4. November - Que la bete meure + Le boucher. En lidt mindre fuckfinger fra Claude Chabrol til Pia.

5. november – Tosca. Operafilm har (måske med god grund) været overset i kulturbilledet. Marguerite Duras’ instruktørassistent Jacquots filmatisering af Puccinis storværk.

3. november – Sultanes del sur. Gangsterfilm, der for en gangs skyld ikke er amerikansk, men mexicansk.

DR K rammer kulturentusiaster lige i solar plexus med noget der - indtil nu - må siges, at opleves som en behagelig mavepuster af anderledes, nytænkende kulturprodukter, der formår at fodre både sanserne og intelligensen. På trods af at man kan finde mange af DR’s egne programmer som fx Kan De li’østers på Bonanza.

Permalink | Skriv kommentar

Tags: Chabrol, DR, DR K, Fransk Nybølge, Godard, kultur, kulturradikalisme, opera

Forbrydelsen II – 5. afsnit (Whodunnit-special!)

30. oktober 2009 af Nick Bruhn-Petersen | Ingen kommentarer endnu

Tænk at vi allerede er halvvejs gennem årets store DR–drama. Opfølgeren til hit-krimiserien, der hver søndag aften lagde de danske gader øde, har videreført den succesrige opskrift og udbredt perspektivet til et (kom)plot, der har flere forbundne tråde og alvorligere konsekvenser – og langt flere mord.

Hvem myrdede Nanna Birk Larsen? Sidste gang Forbrydelsen kørte, blev dette spørgsmål til en landsmani på niveau med den tydelige inspirationskilde, Twin Peaks’ ”hvem myrdede Laura Palmer?”. Mysteriet var populært til en uundgåelig grad. Det sværmede overalt, lige fra på kontorer og skoler til Smagsdommerne og cocktailparties.

Med den nye omgang lancerede DR fra starten et teoriforum på deres hjemmeside, hvor man hver uge kunne stemme på sin hovedmistænkte. De sidste par uger har major Søgaard været den store stemmesluger, hvilket ikke er et dårligt bud, men generelt er det mit indtryk, at den indpiskede mani har fejlet. Muligvis er det fordi jeg ikke kommer nok ud, men det danske folk virker relativt ligeglade med Forbrydelsen II. Nu havde jeg omsider væbnet mig med tanker og teorier om Forbrydelsen med henblik op at være cocktailfestens midtpunkt, men samtalen kommer aldrig op. Selv den politiske kontrovers, som blev annonceret fra første afsnit, synes hurtigt at have lagt sig, og hele Danmarks Folkeparti sidder sikkert mageligt hjemme i deres stuer søndag aften og hygger sig med Sarah Lund ligeså vel som alle os andre. Og det forstås.

Forud for aftenens afsnit var jeg underligt indifferent. Det føltes ligefrem som en byrde, at skulle løfte remoten og tænde for den gamle ”glory box”. Det bevidst indviklede plot havde ikke længere den pirrende charme, og som aftenen udviklede sig, viste det sig også at blive en decideret irritation og svaghed for afsnittet – og serien generelt. Efter en let gennemgang af, hvad jeg synes, har været den ubetinget svageste episode af serien hidtil, vil jeg som lovet uddybende præsentere mine crazy ass-teorier om, hvem morderen er.

Som altid åbner afsnittet, præcis hvor vi slap. Lund og Strange er lige i hælene på eks-soldaterne Raben og Thomsen, og booby-trap bomben i Thomsens hus er ved at blive sikret. Raben har kompetencerne til at kunne have arrangeret det, men Lund er sikker på, at det ikke er ham. Thomsen finder sin båd, som de to soldater kan bruge til at flygte fra øen, og planen bliver at Thomsen sejler i båden, og Raben bruger hendes ”hemmelige” båd. En noget mystisk plan som sikkert ikke ville have virket. For de når aldrig så langt. I bådeskuret finder Raben endnu en C4-bombe, og han løber ned for at hindre Thomsen i at starte motoren. Scenen er besynderligt skruet sammen, fordi det rent faktisk lykkes Raben at råbe Thomsen op og advare hende tre gange, men trodsigt starter hun alligevel motoren, der eksploderer og tilføjer endnu et offer til forbrydelsen. Kvinder og teknik!

På den politiske scene skal terrorforliget præsenteres for pressen. Det smalle forlig mellem regeringen og Folkepartiet huer ikke Buch, der har vist sig at være en af de udueligste ministre nogensinde. Han har stirret sig blind på efterforskningen. Folkepartiets leder udpeger dette problem for ham med prioriteringen, at landet burde være vigtigere for justitsministeren end en enkelt efterforskning. Faktum er nemlig at Buch ikke har foretaget noget som helst, siden han blev minister. Ved pressemødet reflekterer han over det problematiske forlig og vælger at gå fra mødet i en dramatisk stilhed. Refleksionen er illustreret ved at Buch ser sit spejlbillede i en kaffekande. Denne “subtilitet” var symptomatisk for afsnittets problemer.

Desuden finder Buch ud af, at hans forgænger ikke fik et hjerteanfald, men at det var et selvmordsforsøg. Ministerkollegaen Rossing forklarer at den tidligere justitsminister havde været deprimeret over længere tid. Buchs sekretær kan i slutningen af afsnittet afsløre, at samme Rossing har haft et møde med Raben. Alt er forbundet.

Vores helte, Lund og Strange, afhører oberst Jarnvig. De spørger ind til den mystiske episode, hvor hold Egir mistede tre mand og blev beskyldt for civildrab. Nogle yderligere – og uinteressante – detaljer kommer frem. Major Søgaard var den øverstkommanderende på basen, da hændelsen skete, og det tilføjer yderligere mistanke til majorens mulige skyld. Lund konfronterer Søgaard – i herrernes omklædningsrum – men det hjælper heller ikke meget. Teorien om en vanvittig dansker, Perk, er ikke noget nogen ønsker at snakke om, fordi der ikke findes en Perk i militærregistret.

Eller det gør der. En salig Per K. hvis familie Dragsholm i øvrigt opsøgte kort før hun døde. Men er han virkelig salig? Begravelsen foregik under de usædvanlige omstændigheder, hvor familien aldrig så hans lig. Afsnittet slutter med, at Lund og Strange står foran Per K.’s grav. Tidligere i afsnittet har de to detektiver fået carte blanche i deres efterforskningsmetoder, og at grave et lig op er måske kun toppen af isbjerget. Vi får se.

Rabens flugt passerer endnu en gang Præst, som nægter at hjælpe ham med nogle penge. Derfor stjæler Raben fra kirkebøssen og bruger dem på at købe/stjæle en pistol. Han vender tilbage til kirken, hvor han lægger den købte/stjålne pistol fra sig og indvilger i at melde sig selv. I den dramatiske slutmontage står præsten, der også var på militærbasen under hændelsen, med pistolen i hånden og truer Raben.

Hvem er skurken? Er det en enkelt tosse, eller er det et komplot? I den første sæson var morderen, Nikolaj Koppernikus, med fra første afsnit, og det bør derfor antages, at forbryderen allerede er blevet introduceret. Major Søgaard er en fornuftig men overoplagt hovedmistænkt. Han er både militærmand med klar relation til hændelsen, og dertil er han forelsket i Rabens kone, så han har tilmed et ekstra motiv. Til gengæld kræver det, at han har været to steder på en gang ved mordet på Thomsen i Sverige, hvor vi har set ham på militærbasen. Det kræver enten, at serien tillader en teleporter eller dobbeltgænger, og det forventer jeg ikke ligefrem. Karakteren lader til at tjene det formål, at vildlede seerne således at man i sidste ende bliver overrasket. Oberst Jarnvig lider af samme syndrom. Præstens afsluttende ”gestus” fik ham op på DR’s mistank-o-meter, men siden afsløringen skete halvvejs, kan han ikke være bagmanden. ”Perk” er i modsætning til Præst endnu ikke blevet introduceret, og på baggrund af Koppernikus-lektien tror jeg ikke, at det er ham.

Hvem er så tilbage? Der er rigeligt med skumle karakterer i det politiske galleri, og heriblandt er de mest dubiøse Rossing og Plough. Rossing, fordi han lader til at have dårlige intentioner, og Plough, fordi han lader til udelukkende at have gode intentioner. Min mest spekulative side har to wildcards i hovedet. Den ene er PET-chef König, i det han har været en gennemgående karakter, uden at man har lært noget som helst om hans person. Søren Pilmarks Kongekabale-kanalisering er ligeledes mistankevækkende (havde det været Ulf Pilgaard i den rolle, var jeg ikke i tvivl). Min anden mistænkte er mere radikal, men det er nærmere ønsketænkning. Ulrik Strange ville være en episk skurk – navnet antyder et eller andet – og dertil var han i Sverige under mordet på Thomsen, og det er kommet frem, at han også er tidligere militærmand. Jeg tror nu ikke, at de tager serien så langt – teleporteren virker mere sandsynlig – og jeg er overbevist om, at det er et omfattende komplot, hvor der er flere delskurke.

Aftenens afsnit var fyldt med overskrevne scener såsom Thomsens eksplosion, Buchs udvandring, herrernes omklædningsrum, etc. Oven i hatten var fremdriften og de nye detaljer uspændende, og det virkede som om, at plottet trådte vande. Det solide godstog, som Forbrydelsen er, sænkede ikke farten i denne uge men gik decideret i stå.

Vurdering: C+

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Ej for fanden, Plough”
• ”Jeg har lige set Thomsen ryge i luften. Du skal ikk’ stå og sige jeg skal vende den anden kind til”
• ”Jeg vil gerne tro. Det er bare svært”
• Statsministeren valser direkte ind på Buchs kontor og siger følgende: ”Jeg har aldrig brudt mig om portrætvæggen, men omvendt burde det minde ministeren om et ansvar”. Inden da kunne han ligeså godt have sagt/læst: ”Int. Buchs kontor. Dag – Statsministeren kommer ind i rummet og afbryder”
• Major Søgaards ”Krig er beskidt”-tale rangerer blandt de værst leverede replikker nogensinde på landsdækkende fjernsyn. Hvis han er skyldig i noget, er det i hvert fald kriminelt dårligt skuespil.

Permalink | Skriv kommentar

Tags: DR, forbrydelsen, sarah lund, tv-serie

Breaking news!

27. oktober 2009 af Sanne | Ingen kommentarer endnu

Skilte-stuntet i Vild med dans d. 16. oktober var planlagt af redaktionen og hermed også Anders Lund Madsen bekendt. Det afslører Jan Lagerman Lundme, DR’s underholdningsredaktør, i Mennesker og Medier på P1.

Hør udsendelsen her

Permalink | Skriv kommentar

Kaare Sand som Dr. Love

25. oktober 2009 af Anne-Mette Møller | Ingen kommentarer endnu

Har man sagt A må man også sige B, og har man sagt Morten må man også sige Peter. Og står det til Kaare Sand, kan man nu heller ikke sige Jens uden også at sige Svend.

‘Tosset med kærlighed’ er det nyeste skud på stammen på af Sands socialrealistiske reportageserier. Titlen på serien skal ikke kun opfattes metaforisk, men tages dybt bogstaveligt. Svend og Jens er nemlig to udviklingshæmmede (’tosser’ er vist en for politisk ukorrekt betegnelse på trods af, at det er den konnotation titlen frembringer – og at Svend og Jens faktisk er… en lille smule tossede), der jagter kærligheden hjulpet godt på vej af seksualvejledere, pædagoger og ingen ringere end Dr. Love himself, Kaare Sand.

Kaare Sand er stort set til stede på skærmen hele tiden, visuelt, auditivt eller begge på samme tid. Enten ser man de to hanløver linet op foran kameraet i en interviewsituation, hvor Kaare er den rare interviewer, der ikke kan ses, men hvis varme onkelstemme kan høres på lydsporet. Eller også påtager han sig rollen som den rare onkel, der følger med Jens og Svend til halballer eller lignende events, der typisk involverer Dansk Top-musik og øl, og hvor Kaare hver gang efter mislykkede eller succesfulde scoreforsøg kommer listende over til Jens og Svend for at høre, om de har fået bid på krogen.

Man kan ikke helt lade være med at drage paralleller til programmerne med Morten og Peter, hvor journalisten Nick Horup spillede samme rolle som Kaare. En væsentlig lille detalje er dog, Morten og Peter synes at have været lidt mere med til at sætte dagsordenen for programmernes indhold modsat Svend og Jens, der ikke skal foretage sig andet end at tale om kærlighed og den seksuelle erfaring, de tilsyneladende ikke har.

Noget helt andet er, at det ikke er til at begribe, hvor mange seksualvejledere, pædagoger etc. der ser det som deres vigtigste opgave at få udviklingshæmmede til at score, men det er et sidespor.

Står det til mig, ville en lille dokumentarfilm om Svend og Jens’ drømme om kærlighed være sød (jeg ville dog næppe se den), men en hel reportageserie kun om crazy love det er måske også lige i at stramme den.

Har man sagt Morten, må man også sige Peter. Men har man sagt Svend, behøver man altså ikke at sige Jens – eller omvendt.

PS. Kaare Sand - al magt til ’De unge mødre’!

PPS. … Og til Morten og Peter.

Permalink | Skriv kommentar

Tags: Kaare Sand, Morten og Peter, reportage, Tosset med kærlighed, udviklingshæmmede

Forbrydelsen II – 4. afsnit

21. oktober 2009 af Nick Bruhn-Petersen | Ingen kommentarer endnu

Søndagens udgave af The Sarah Lund Show kunne næsten kun skuffe. Det nær-perfekte foregående afsnit satte en på-kanten-af-sædet standard, som kunne blive ensformig, hvis denne aftenen fulgte samme formular, og på den anden side skulle pulsen fortsat holdes oppe for kontinuitetens skyld. Denne udfordring viste sig både at være afsnittets styrke og værste fjende.

Tempoet bliver sat ned fra start. Brix møder op på Grüners gerningssted, hvor Strange briefer ham om omstændighederne. Tilsyneladende er mordet på den invaliderede soldat mere omhyggeligt og bestialsk end tidligere. Detaljerne forsvandt i mumlen for mine ører – en generel dårlig vane i danske produktioner – men åbenbart virker det som om, at dette tredje mord kunne være en vignet i Saw-filmene.

Lund er hårdt medtaget af mordet, fordi hun ”burde ha’ vidst det”, og Brix ønsker at give hende en pause fra sagen. PET-chefen König har derimod ændret standpunkt i forhold til Lund, og han kræver, at hun bliver på sagen. Om det er kvindelig intuition eller autisme, der er Lunds hemmelige våben, så er König nu blevet overbevist om, at det er hvad, der er brug for i efterforskningen. Desuden meddeler den arresterede fundamentalist Kodmani, at han vil være samarbejdsvillig på betingelsen, at det er Lund, der står for afhøringen.

Fru Raben følger handske-sporet til kirken, hvor hun møder sin jagede mand. Dan Brown-æstetikken, der passede fint i scenerne mellem Raben og ”Praaahst”, virker anderledes mystisk i genforeningsscenen. Månelyset gennem det højtsiddende kirkevindue besætter Raben som en dæmon, og forårsager, at han taler i teatralske tunger og bevæger sig som en skolekomedieskuespiller, der vil udtrykke alvor. Efter en konsekvent række afsnit med solidt skuespil fra Ken Vedsegaard fik man i denne scene Krønike-Erik tilbage på DR. Intet under at hans kone betragtede hans monolog om det underbevidste traume fra Afghanistan med stor bekymring, for hvis nogen bare bad mig om at tage opvasken på den facon, ville jeg hastigt pakke mine nærmeste ejendele og løbe. Men igen, jeg er også en wuss, og fru Raben beslutter sig for at hjælpe sin mand med at finde oplysninger om den sidste person fra hold Egir: menig Thomsen.

Det politiske spil begynder i Deadline-studiet, hvor seriens tre spidspolitikere diskuterer krisesituationen. Ligesom i virkelighedens politik medfører snik-snakken ingen udvikling, og de eneste interessefelter er scenens mistankevækkende præsentation af Plough, der skummelt står i kulissen, og den elendige gengivelse af en Deadline-debat. Selv værtinden kan ikke udføre sit job normalt.

Beslutningen om at sænke tempoet er utvivlsomt den rigtige, men ligefrem at lade de første tyve minutter bestå af søvndyssende nul-udvikling er antageligt ikke. Jeg længes efter at se den menneskelige side af Sarah Lund, men der må eksistere mere ophidsende måder, end at hun skal købe kager uden nødder med til sin mor og hendes kommende mand. Afhøringen af Kodmani er endda også relativt kedelig, selvom ”new shit” kommer frem: Mordene er formentlig et komplot mod muslimerne, og Trosfællen (Aha! Det var hverken ”Trosvend” eller ”Tros ven”) mistænkes at være militærmand.

Men så vender dramaet også på en tallerken, og gearet øges scene for scene. I en elegant scene, hvor Raben og hans kone kommunikerer fra hver deres bil på samme parkeringsplads, får han oplysninger om Thomsens whereabouts – i Sverige (det er jo en co-produktion). Pludselig husker Vedsegaard, hvordan man leverer replikker, og der er en bevægende nærhed i deres adskillelse. Også Lund og Strange er på sporet af Thomsen, og på vej derop begynder Lund endda at åbne op om sit ekskæreste-relaterede kendskab til det svenske vejnet.

På den politiske bane har justitsminister Buch et møde med statsministeren og den nyinvolverede udenrigsminister. Han bliver beordret til at indgå et smalt forlig med Folkepartiet. Denne nyhed er Plough heller ikke glad for, fordi han mener oplysningerne om Dragsholm og tidligere justitsminister Monbergs kendskab – og mulige affære – ændrer omstændighederne. Buch og Plough står side om side, men i Forbrydelsen går der hastigt skår i glæden, i det sekretæren afslører, at det var hende Monberg havde en affære med. Hvad var da Dragsholm og Monbergs forhold, og hvorfor var han så bedrøvet?

Lund og Strange når til Sverige kort før Raben, og de henter Thomsen ind til afhøring på den lokale politistation. Hér er den kvindelige soldat umedgørlig, og de beslutter at tage hende med til København til videre afhøring. På vej til Thomsens hytte for at hente hendes sager er vejen suspekt spærret af træstammer. Strange stikker ud for at undersøge det, og Thomsen bliver særdeles spjættende. I en panisk opfordring til Lund om at komme væk hurtigst muligt fortæller hun om en ”fucked up officer Perk”, som var skyld i hold Egirs kollektive traume. Ved lyden af pistolskud stiger Lund ud af bilen for at finde Strange, og Thomsen stikker mod sin hytte, hvor hun møder Raben. I hyttens køleskab finder de en bombe lavet af stjålent sprængstof fra kasernen (en detalje oberst Jarnvig kort forinden har blotlagt). De sidste to levende fra hold Egir skynder sig væk sammen.

Kubrick har en gang forklaret, at ingredienserne i en god film er: en super start, en fantastisk slutning – og noget meget godt derimellem. Det fjerde afsnit af Forbrydelsen lever ikke op til disse krav. Mere end første halvdel var sløv og fad, men slutningen nåede et hæsblæsende klimaks, der ligefrem matchede 3. afsnits højdepunkter. Den eksponentielt stigende spændingskurve var det kontinuerligt rette valg efter sidste uge, men skaberne er bedst til at skabe spænding, og de ikke særligt gode til drama og nuancer.

Vurdering: B+

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Har du ikke en filejs?”
• ”Han drak for hurtigt”
• ”Hva’ laver Plough hér?”, ”Kom nu til sagen Plough” – stop med at hakke på Plough!
• Hele Kodmanis bekendelse om Trosfællen lød som et Rudy Frederiksen-offer: ”Min første kontakt med Trosfællen startede på en chat (…) Han trykkede på alle de rigtige knapper”, m.m.
• Lund tilbage i sweateren fra første sæson! Jeg var også begyndt at frygte for hendes odør i den røde trøje.
• At Lund “burde ha’ vidst”, at Grüner var i fare, gav ingen fucking mening. Forfatteren må kort have forvekslet Lund med Rejseholdets LaCour.
  
• Sidste uges favoritkarakter, Strange, er fortsat i førertrøjen. Da han forsøgte at invitere sig indenfor hos Lund, ledtes mine tanker hen på Jerry Maguire’s ”you had me at hello”.
• Er jeg den eneste, der synes plottet, om soldaten der er hemmeligt forelsket i fru Raben, er anstrengende?
• Nicolas Bro-schtick pendulerer fra scene til scene, men det er da bedre end permanent ophold.
• Brix har en affære med anklageren. Han er en mand af kød og blod, selvom han bærer visse fællestræk med RoboCop.
• Navnebetydning: ”PET-chef König = konge”? ”Trosfællen” = ”tros fælden”? ”Ulrik Strange = weirdo”?
• Næste uge når vi halvvejs i serien, og jeg vil derfor lave en spekulations-special om, hvem morderen er.

Permalink | Skriv kommentar

Tags: Deadline, DR, forbrydelsen, sarah lund, tv-serie

Lærkevej: 3. afsnit / 4. afsnit

18. oktober 2009 af Nick Bruhn-Petersen | 3 kommentarer

Udtrykket ”bedre sent end aldrig” bør nok tages op til revision efter dette dobbelt-skriv om Lærkevej. Sammenkogningen af afsnit 3 og 4 har flere praktiske årsager. De seneste to uger har jeg været besat af KFC’s nye produkt, som for tiden afprøves udvalgte steder i USA. ”The Double Down” er en ærefrygtig sandwich, hvor man har udskiftet det traditionelle brød med to stykker KFC fried-chicken filet. Mellem disse panerede stykker kød-brød får man bacon, to slags ost og noget, der kaldes Colonel’s Sauce. Alt sammen kan fås med tilhørende pommesfritter og valgfri sodavand for bare $6,99/kr. 35. Denne galionsfigur for hjertestop-fremkaldende fastfood virkede som en perfekt pendant til to afsnit af Lærkevej. (Min anden årsag er bekvemt dovenskab, men det er vel også hovedårsagen til at vælge fastfood til at begynde med).

Første møde med Lærkevej var bestemt ikke positivt, men jeg var havde dog smårosende tanker om æstetikken, bl.a. den passende stiliserede intro. Anden omgang med introen var ikke ligeså begejstret – tværtimod. Stiliseringen mindede ikke længere om en fordansket Wisteria Lane, men den lignede nu snarere en reklame for vaskemiddel, hvor de hvide lagener danser i vinden fra deres plads på tørresnoren. Fokuset flyttede sig fra billed- til lydsiden, hvor temamelodien på en god dag lyder som et 2. rangs venstrehåndsarbejde af Fuzzy. Det 3. afsnit, ”Alle hemmeligheder har en nabo”, skulle altså levere langt over evne, for at denne blogger overhovedet ville overveje positive ord. Jeg kunne ikke have taget mere fejl.

I åbningsscenen er Elizabeth (Søs Egelind) til den lokale læge, Astrid. Hun giver udtryk en masse skavanker, som viser sig at være ren hypokondri. Lægen anbefaler hende at tage til et møde for anonyme alkoholikere. Alle der havde set promoerne for dette afsnit, bl.a. den der blev vist 1 minut før afsnittet gik i gang, ville vide at Elizabeth ville skulle deltage i et møde for alkoholikere. Hvis man sidder med denne viden, er det mig uklart, hvor denne scene ellers skulle være underholdende eller spændende? Det skulle ikke være eneste tilfælde af promo-spoilers i dette afsnit.

Aftenens andet hovedplot handlede om vejens blotter. Den søde tilflytter pige, Mathilde, er kommet i dårligt selskab med Trine, som hver eneste scene ryger og drikker, eller er overgribende overfor andre. At dømme efter seriens narrative tankegang burde Trine nok også deltage i AA, men hun er jo bare et typisk dansk barn, der overskrider de ”ikke mere end 5”. Sammen med to drenge sætter pigerne sig for at afsløre blotteren. Men hvordan? Mastermind-forfatterne bag Lærkevej, der tidligere udtænkte den storslåede arsenikforgiftning, finder denne gang på følgende plan: Mathilde får ham til at blotte sig, mens de andre i skjul ligger klar med et kamera! Er denne serie i virkeligheden skrevet til obskøne børn, der ikke har læseevnerne til at kunne komme gennem et Anders And-blad?

Endelig fik newcomers at vide, hvem den døde mand i første afsnit var, og hvorfor de tre søskende måtte flytte/flygte til Lærkevej. De har skudt ham, og han ligger begravet i deres have. Desuden er frisøren Monica forelsket i restauratøren Andreas, og hendes søde datter har ingen venner, fordi hun har måtte springe to klassetrin over. Sidste detalje er ren nonsens, eftersom den mor er borderline retarderet, og selv hvis man på magisk vis producerede en elite-sædblanding af Barack Obama, George Clooney og Jesus, så ville det reproduktionelle resultat ikke blive meget bedre end gennemsnitlig.

Et andet nonsens aspekt er Kim, Henrik Prips utilpassede og undertrykte kontorrotte, der ridsede lakken på chefens bil (og opdagede at chefen havde set ham gøre det). I 3. afsnit indleder chefen med at udspørge Kim om han ved, hvem der har ridset lakken, og chefen forsikrer oven i købet Kim om, at han nok skal finde ud af, hvem der gjorde det. Sagen er, at chefen ved det, men seeren ved også, at han ved det. Hvem skal han finde ud af det for? Det giver ingen mening, men dertil er det også ulogisk, at Kim er upopulær. Han er det mest normale menneske, der siger og gør normale ting, men åbenbart finder alle på Lærkevej og omegn det meget upassende og asocialt.

Elizabeths AA-plot går galt, fordi hun spiser chokolade, fortæller irrelevante historier og generelt ikke kan indrømme, at hun er alkoholiker. Med den sølle mængde alkohol man har set Søs Egelind indtage i løbet af serien, blev jeg selv i tvivl om, at hun var alkoholiker. Også Mathilde og Trines blotter-blottelse fejler, fordi manden i trenchcoaten ikke blotter sig for dem, og der hersker tvivl om, hvorvidt han egentlig er en blotter. Men hvis man igen havde set promoen, ville man også vide, at blotteren på et tidspunkt ville blotte sig for Elizabeth, og i samme scene skulle hun indrømme for ham – og for sig selv – at hun er alkoholiker. Dette var afsnittets sidste scene og klimaks. Et ødelagt surpriseparty på en 80-års fødselsdag.

En Lærkevej-udmattelse ramte mig, formentlig tilsvarende tredje bid af The Double Down, og jeg missede at se hele 4. afsnit, til fordel for at se det fantastiske 3. afsnit af Forbrydelsen II (for at fortsætte mad-analogien: Forbrydelsen var min læskende Mountain Dew). Jeg nåede dog, at se de sidste tyve minutter af Lærkevej, afsnit 4. Det var næsten en glædelig overraskelse.

Kim er på teambuilding-tur, og her transcenderer kollegaerne kritik, og det bliver decideret mobning. Den sidste scene er endnu et uoverraskende overraskelsesmoment, hvor Kim skubber sin chef ud over en skrænt. Fra begyndelsen af denne scene er det tydeligt, at den fulde og modbydelige chef vil falde. I øvrigt må denne skrænt, dømmende efter hans Looney Tunes-råb, være det højeste punkt i Europa.

Frisøren Monica erklærede forrige afsnit sin ugengældte kærlighed for restauratøren Andreas. I dette afsnit er hun pludseligt jaloux på den ældste tilflytter-søster, Kathrine, der stadig prøver at arrangere en cateringaftale med netop Andreas. Monica prøver at sabotere aftalen ved at give Kathrine et gratis klip – og skriggule hårfarvnings striber. Men det fejler alligevel, og hun kan spionerende overvære Kathrine og Andreas kysse hinanden. Denne scene løftede afsnittet lidt, for den vanvittige frisør forsøger at standse det passionerede par ved at aktivere brandalarmssprinklerne, men de fortsætter ugeneret deres ”snogging”, alt imens de smukt gennemvædes i sprinklervand.

The Double Down er sikkert ikke fuldkommen uden Colonel’s Sauce, og et afsnit af Lærkevej er ikke komplet uden en Olsen Banden’sk masterplan, og Monica giver ikke op så let. Afsluttende sætter hun sin datters nyerhvervede rotter løs i Andreas’ køkken og ringer til ”dem-man-skal-ringe-til,-hvis-man-har-set-en-rotte-på-en-restaurant”.

Vurdering: F / D+

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Potatoe, tomatoe”
• ”Det skulle ikke undre mig, hvis Mathilde tænder helt vildt på social arv”
• ”Har du fået sex?”
• ”Ok, så du har ikke fået sex. Du har givet sex”
• Hårdnakket statement: 3. afsnit var det dårligste stykke dansk fjernsyn nogensinde!
• Jeg er stadig meget spændt på en dag at smage The Double Down
• Søren Spanning kommer hen, for blot at gå igen. Er det en rolle eller en gimmick, at han er med?
  

Permalink | Skriv kommentar

Tags: desperate housewives, fastfood, kfc, komedie, looney tunes, Lærkevej, tv-drama, tv-serie, tv2

Forbrydelsen II – 3. afsnit

18. oktober 2009 af Nick Bruhn-Petersen | 1 kommentar

I weekenden døde Boyzone-Stephen på Mallorca. Undertegnede var også på samme varme breddegrad og frygtede, at feriestedet for grisefest og sangria skulle forvandle sig til Thomas Manns Venedig. Ville jeg aldrig få set sidste afsnit af Forbrydelsen II? Og ville det overhovedet være en mangel? I skrivende stund er der ikke lighedstegn mellem digteren von Aschenbach og bloggeren Bruhn-Petersen, som er kommet helskindet hjem til den københavnske kulde. Alas, dækningen af Forbrydelsen er blevet forsinket til kort forinden det næste afsnit. Opdateringen er akut, især fordi det efter forrige uges svage afsnit var ved at være sidste chance for, at serien skulle bevise, at det er værd at følge med søndag efter søndag.

Eks-soldaten Raben er på flugt fra fængslet. Hvis det stod til den maniske Lund, burde det være højeste prioritet for efterforskningen af mordene på Anne Dragsholm og overkonstabel Myg at fange denne relativt urelaterede flygtning. Samtidig er der blevet fundet nyt fældende bevis mod den arresterede fundamentalistiske boghandler, Kodmani. Argumentet for, at mordefterforskningen skal forvandles til en menneskejagt, er derfor svagt. Som seer sidder man med en merviden om, at Lunds intuition formodentlig er rigtig, og debatten mellem hendes instinkt og Stranges professionalisme tegnede til at vække minder om 2. afsnits bero på klicheer. På samme måde som enhver ved, at det er skidt, når PET eller FBI bliver involveret i en efterforskning, er det også altid forkert for en detektiv at være regelret og professionel.

Og det er i denne sammenhæng, jeg gerne vil annoncere en ny yndlingskarakter: Ulrik Strange. Den fodboldglade og skilsmisseramte far der pædagogisk hjælper Sarah Lund gennem føljetonen. I den første debat mellem Lund og Strange fornærmer han hende passende voldsomt, og selvom han professionelt set har ret, er der en antydning af humanistisk skam i Mikael Birkkjærs skuespil, som subtilt uddyber hans karakter. Den store genistreg, i debatten mellem de to, er dog efter afhøringen af Kodmani, hvor Lund mister besindelsen og kvajer sig grelt. Hun står til skideballe fra Brix under fire øjne, og Strange pakker besindigt sine ting sammen. Inden han går, giver han overraskende udtryk for en fuldkommen opbakning til Lund – ”klip” til næste scene. Effektiviteten ved punktum frem for komma blev glimrende illustreret ved dette klip. Professionalisme vs. mani: 1-0!

Overordnet var der så meget godt i 3. afsnit, at det er svært at overskue. Rabens flugt fra fængslet var gennemgående episk. Den involverede både velkomponerede flugtscener, Dan Brown’ske scener i kirken og et rørende intenst sætstykke ved en togstation, hvor han skygger sin kone og søn. I togstationsscenen lykkedes det at fremkalde empati, hvilket er betragteligt sværere end sympati, og det på trods af at barnet tabte sin handske som en anden Askepot. Men hér holdt Forbrydelsen os igen for nar. I endnu et inspireret øjeblik lod de til slut handsken vende tilbage til sin ejer, fordi der var skrevet navn i foret – selvom moderen ikke havde skrevet navn i (!!!).

Den politiske ark viste sig at være aftenens eneste akilleshæl. Fra at have spillet straight-faced – om end radikal – politiker udøvede Nicolas Bro i dette afsnit hele sin ”Nicolas Bro”-shtick; den tykke mand der agerer ud som en voksenbaby og rammer komiske falsetter, når han bliver sur. På toppen af dette mistede hvert enkelt af hans boldkast op ad væggen sin funderende betydning og blev til en reel irritation, og man ville ønske, at han i stedet ville læse en tegneserie, som han altid plejer. Det er ikke dårligt skuespil, men på samme tid tror jeg ikke, at nogen ønsker ”Offscreen”-Bro som justitsminister (vent lige… hvem er vores justitsminister, igen?).

Værst af alt var den særdeles skrevne samrådsscene, hvor justitsminister Buch bliver grillet fra højre og venstre, men hele situationen og scenen vender, da hans sekretær bringer ham et hidtil ukendt dokument, der bringer al kritik til skamme. Intet inspireret at finde hér. Den opvejende faktor – udover min fortsatte begejstring for Preben Kristensens præstation – var afslutningen på aftenens politiske plot. En hemmelig dagbog fra forrige justitsminister bliver fundet af sekretæren. I dette “dobbeltregnskab” afsløres det, at ministeren kendte Anne Dragsholm personligt, og at han havde en aftale om at mødes med hende blot en uge før mordet. Hér burde alle ”Lost”-fans føle skælven ned ad rygraden og suset over armene, som kun en uprovokeret plottwist kan give.

Fra Manns Mallorca kunne jeg læse på Politikens hjemmeside, at seertallet på 3. afsnit af Forbrydelsen var dalet betragteligt. Synd og skam, for sidste uges afsnit var let bedømt den mest forførende time dansk tv-drama, jeg længe har set. ”Oh, television, will your golden age never end?” – Homer Simpson

Vurdering: A

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Tak, jeg ved udmærket, hvem Sarah Lund er”
• ”Hej Præst [Praaahst]”
• ”Jeg vil skide på jeres sammenfald”
• ”Buch! Jeg tror virkelig ikke, at væggene har godt af det der”
• For resten endte afsnittet med endnu et mord. Dette var på Grüner, eks-soldaten i rullestol, som skulle mødes med Raben. Hele plottet fungerede upåklageligt, og Grüners Charles Manson-møder-”Born on the 4th of July”-udseende var tilpas sympatisk og foruroligende til at give en mikroskopisk rolle karakter.
• Lund elsker Strange, Strange elsker Lund. De er forelsked’, Strange og Lund. Næste gang i Forbrydelsen piller Lund bladene af en blomst, mens hun siger ”elsker, elsker ikke”.
• Forbrydelsen markerer fortsat højdepunktet for kameraarbejde i nuværende dansk tv-produktion, men GUD hvor fylder himlen meget i billedet. Reframe, pleaze…
  
• Hr. Hovedmistænkt, Fleming Enevold, tonede al mistanke om Oberst Jarnvig ned denne gang, men nye oplysninger om hans relation til Anne Dragsholm kom også frem i lyset.
• Apropos: Antal tændte lamper observeret = 0
  

Permalink | Skriv kommentar

Tags: DR, forbrydelsen, lost, sarah lund, tv-serie

Paradise Hotel 6

9. oktober 2009 af Sanne | 2 kommentarer

Så er det i morgen optagelserne til næste sæson af Paradise Hotel skydes i gang. – Og det er slet ikke for tidligt at glæde sig! Updates fra sidste sæson: Belinda har tabt sig og farvet sit hår mørkt, Ronnie har fået en kæreste og … det er vist det …

Hvordan vil du få tiden til at gå indtil næste sæson bliver sendt?
For de frække kan man måske være heldig at vinde en date med Gleager …

Permalink | Skriv kommentar