Jeg er forelsket i mit universitet

14. oktober 2009 af Kristian Lytken | 1 kommentar

Jeg tror jeg er forelsket i mit universitet, og jeg ved det er et usundt forhold, jeg ved det, men det er bare svært at gøre noget ved den slags. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, for jeg har aldrig prøvet det før. Skønt glad og tilfreds med uddannelsen Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, har der aldrig været tale om nogen forelskelse, og mine øvrige uddannelseserfaringer, på VUC Århus og Amtsgymnasiet i Hadsten har på trods af alle sine forskelligheder, skønheder og skævheder aldrig skabt relationer, der kunne betegnes som forelskelse.

Hvordan og hvorfor er det så muligt nu, i Mexico af alle steder? Jeg ved det ikke helt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, for det er jo noget med følelser og mavefornemmelser, og jeg er nu reduceret til ord… men jeg tror nok, at:

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi det er et nyt og spændende bekendtskab - stort og stolt.

UNAM er Mexicos største universitet, ja faktisk hele Latinamerikas største universitet. Det er også det mest prestigefyldte, og figurerer højest på Times’ årlige liste, selvom der findes andre, private og økonomisk stærkere institutioner i landet. Det er altså offentligt, og dermed gratis at uddanne sig (dog eksisterer su-systemet naturligvis ikke, og ret mange studerende er pengemæssigt på røven i et omfang man slet ikke begriber). Det er stort, såvel i befolkningens og byens bevidsthed, som fysisk. 90 procent er samlet i et gigantisk campuskompleks, i den sydlige del af byen, den såkaldte Ciudad Universitaria. Berettiget er titlen universitetsby, for arealet er komplet med egen infrastruktur, transportsystem, supermarked, fodboldstadion og et kulturcenter med kunstmuseum, koncertsal, teatre og biografsale. Læg dertil de enorme fakultetsområder, der samlet huser ca. 300.000 studerende.

Prestigen og placeringen som en vigtig og troværdig uddannelsesinstitution har jeg primært bemærket i andre dele af landet, hvor et skilt pludselig har informeret om at denne tandlæge er uddannet på UNAM. Det er en national referenceramme af dimensioner, for har man ikke selv læst her, så har søster eller fætter nok. Eller man har set TV UNAM på kabelkanal 255 eller læser La Jornada, en af landets førende, kritiske aviser, hvis websektion er hostet af UNAM. Eller, sidst men ikke mindst betydende, man kender fodboldklubben Pumas de la UNAM, der er universitetets eget hold (i hvert fald oprindeligt, nu bærer de vist ‘blot’ navnet og spiller på det olympiske stadion fra 1968, der også befinder sig i ‘byen’).

I et land, der svæver et sted mellem den første og den tredje verden (den anden?), er uddannelse stadig noget man er stolt af, og stolthed er et essentielt begreb på UNAM. Ét er uddannelsen i sig selv, noget andet er at være en del af denne store, energiske, demokratiske og velfungerende universitetsorganisme. Navnet siger en del: U Nacional A M - dette sted er en del af Mexico. Men navnet siger også: U N Autónoma M - uafhængigheden fra det Mexico, der er korrupt og uansvarligt, voldeligt og kriminelt, fattigt og uanstændigt. Tydeligst udmønter autonomien sig i det faktum, at det mexicanske politi og den mexicanske hær ikke har bemyndigelse til at komme ind på universitetets område; sikkerheden varetages af eget vagtsystem. Disse faktorer, der både adskiller og forener UNAM og Mexico er mit bedste bud på ingredienserne i den stolthed som så mange studerende og undervisere tydeligvis føler. Hvor mange KUA’ere har et armbånd hvor der står ‘Humanistisk Fakultet’? Hvor mange på Facultad de Ciencias Politicas y Sociales har et armbånd med dette navn? - Mange.

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi jeg kan få sommerfugle i maven om morgenen, når jeg møder.

Mellem metrostationen Universidad og mit fakultet går en sti mellem træerne, og det vrimler med små ivrige unimyrer på vej med deres bøger og blade. Når jeg er kommet forbi dem, ruller min røde cykel ind på esplanaden mellem de grå fakultetsbygninger, parkerer, og sætter mig af i et mylder af liv, ikke ulig skovens myretue. Det er de stolte, mexicanske studerende det myldrer med: De unge, fnisende gymnasiepiger, de nørdede drenge med dagens avis, den seje gruppe på vej mod dagens første joint bag bygning B. Hippierne i trompetbukser. Røde stjerner og Che Guevara trøjer. Dreadlocks og bare masser af hår, gerne i egentlig håbløst umulige frisurer. Sælgerne har også indfundet sig, og man kan gå fattig hjem (hvis ikke det var så svinebilligt for en dansker), for: Pirat-dvd’er en masse, hjemmelavede smykker og henna-tattoos (hvor fristende er dét ikke i et frikvarter!?), brugte bøger, avis- og magasinboden og boder med slik og masser af mad.

Como estás, que tal, que onda, que trancha og que pasó, güey? Håndslagene fyger - et low five og clash af knyttede næver er standarden - og kindkyssene kysses, og der er liv og stemning og man finder ingen opgivende, forkælede danskerminer, det skulle da lige være mig, men nej, heller ikke, for energien smitter og humøret spredes.

Grafittier og plakater er overvejende af politisk karakter, og den politiske bevidsthed fornemmes overalt. Den er måske ikke så stærk som tidligere (har jeg ladet mig fortælle), men den er der! HASTA LA VICTORIA SIEMPRE står der her, ikke sådan noget intellektuelt, postmodernistisk noget som på KUA: FOUCAULT ER/var BØSSE (men hans diller lever), som dog, efter at have set den hver dag i to år, nu er blandt de få ting jeg ind i mellem kan savne her i Mexico! En kæmpe forsamling studerende, over 700 talte jeg, mødtes for nyligt i auditoriet Che Guevara (!) for at finde fælles fodslag i kampen om at bevare auditoriets daglige drift i studerendes hænder, og de studenterpolitiske bevægelser har i det hele taget mere nylig historie her end så mange steder: I 1999-2000 strejkede og besatte studerende i 9 måneder universitetet i protest mod indførslen af indskrivningsgebyr og brugerbetaling!

I fredags havde jeg undervisning fra 16-18, og det var heldigvis spændende. Havde det ikke været det kunne det nok have været svært at holde koncentrationen, for fakultetsbandet spillede Queens, Doors og Rolling Stones nede på pladsen, og lige ude foran døren var der, jeg ved ikke hvorfor, en decideret fest i gang på gangen. Underviseren talte ufortrødent og lod på ingen måde til at lade sig genere af det høje db-niveau, og episoden cementerede en observation jeg har gjort: På UNAM tysser man ikke!

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi det er flot, storslået, og noget særligt.

Det centrale campus på UNAM, en mængde kvadratiske græsstykker omgivet af La Rectoría (hq) og La Biblioteca Central er på UNESCO’s World Heritage List. Det sætter for så vidt standarden, og resten af uni lever faktisk meget godt op til det hvad angår storslået, interessant og afvekslende byggeri og arkitektur. Der er murales, murmalerier eller -mosaikker, af Diego Rivera og Juan O’ Gorman og fakulteterne er tegnet af dygtige arkitekter. Men det er ikke strømlinet cool eller noget der ligner, for det er det varierede Mexico, og der er masser af uregelmæssigheder, manglende fortove eller skraldespande, afskallende maling og dårlig stil. Der er det hele.

Ciudad Universitaria er bygget i den sydlige del af Mexico City på en stor masse af lavasten. Hvor der ikke er fakulteter trives et yderst rigt planteliv, og på nær et par stier er det fredet område. Derfor er CU ikke, som resten af byen, stærkt påvirket af smog og bilos. Der er faktisk en nogenlunde ren og frisk luft, og mit fakultet ligger tilmed højt med udsigt over byen.

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, men vi kan godt blive sure på hinanden.

Bureaukratiet er ret veludviklet, og jeg har for eksempel i skrivende stund (medio oktober) endnu ikke modtaget mit officielle studiekort. Bibliotekerne taler ikke sammen, og har man et ærinde hos en sekretær på et kontor (!) er kom-tilbage-om-tre-dage-nej-ring-hellere-først reglen snarere end undtagelsen, og man kan godt blive skuffet.

Alt det liv og på-unam-tysser-man-ikke mentaliteten, kombineret med unge studerende, der ikke holder sabbatår, kombineret med betonklasseværelser med høj normering kan godt gøre én træt. Når de tre 18-årige piger for Gud (den katolske, vel at mærke) ved hvilken gang fnisende sender små papirlapper rundt for næsen af en interessant og veltalende professor, kan man godt blive sur. Men det er heldigvis sjældent.

Jeg er forelsket i mit universitet, og det er skidt, for jeg kan ikke koncentrere mig om det jeg skal og jeg ved ikke hvordan jeg kan forlade det.

Jeg er forelsket i mit universitet, og det er skønt, for jeg bliver tit så glad og spændt som et barn, og det havde jeg ikke regnet med.

Jeg er, på godt og ondt, forelsket i mit universitet, og det er der bare ikke noget at gøre ved.

Espacio Escultorico ligger lige ved siden af mit fakultet

Espacio Escultorico ligger lige ved siden af mit fakultet

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , ,


Lige nu er det de små glæder der tæller

29. maj 2009 af Kristian Lytken | 1 kommentar

 

Forleden lå der et “brev” i min indbakke om, at jeg ved et besøg på Internationalt Kontor kunne afhente et brev(!) fra UNAM, universitetet i Mexico City. Det gjorde jeg fluks da klokken blev 12.00 (Internationalt Kontor har i sandhed forstået den studerendes daglige trav, og åbner således på human vis først ved middagstid), og kunne i brevet konstatere, at Mexico byder mig velkommen. Der var underskrifter fra en vis Subdirector Doctor Javier Laguna Calderón samt, fra Facultad de Ciencias Políticas y Sociales, Lic. Patricia Gpe. Martínez Torreblanca. Dokumenterne prydes af stempler hér og dér af UNAMs egentlig lækre og eksotiske emblem, der over en bund af Tuna-kaktus og tørre bjerge afbilleder en mexicansk ørn og en Andes-kondor, der på fælles bryst beskytter et kort over Latinamerika. I kortets kant er indprentet sætningen Min sjæl vil tale for min race.

Selve papiret var af et særligt format (21,5 x 27,9 cm), en anelse bredere og en anelse kortere end det velkendte A4 (21 x 29,7 cm), og det er spørgsmålet om der heri ligger en decideret afspejling af forholdet mellem de mexicanske og vesteuropæiske befolkningers højde. Dette kan med simpel matematik undersøges nærmere: A4-papirets forhold mellem længde og bredde er 1,414 (29,7/21), mens det tilsvarende for det særlige mexicanske format er 1,298. Gennemsnitshøjden af danske mænd er 180,6 cm, mens den for mexicanerne er 167 cm. Nu bliver det spændende: Forholdet mellem de forskellige papirformater udledes ved at dele det slanke europæiske formats længde-bredde-forhold med det mere buttede mexicanske. 1,414/1,298 = 1,089. Tilsvarende for den ranglede vesterlænding i forhold til den stabile señor. 180/167 = 1,081. Denne opdagelse kom som et chok for mig, som den må gøre det nu for dig, kære læser: 1,089 og 1,081. Det er en afvigelse på sølle 8 tusindedele!!! Deres papir taler for deres race.  

I samme ombæring fik jeg udfyldt mit udbetalingsskema for internationaliseringsstipendiet, så jeg kan modtage dejlige 10.000 kroner et par uger før afrejse. Rige svin, er vi. 

unam's emblem

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , , , , , , ,


Akademisk Black Mail

20. maj 2009 af Sofie Dalgaard | Ingen kommentarer endnu

blackmail

Jeg skulle egentlig have været i Grand og se Antichrist, men havde glemt, at det er i aften/nat det sker.

Der er valgfags valgdag i Seattle, og derfor må von Triers makvaerk af et mestervaerk altså vige for ambitionerne om at følge en række lækre medie, journalistik og politikkurser.

Og i den forbindelse vil jeg virkelig gerne rose det administrative personale på UW.

Jeg troede, det var løgn, da jeg i går modtog en guide til, hvordan jeg kan bluffe mig til optagelse på populære fag på UW. Hvis jeg kunne screen shot’te den ind her på bloggen, ville jeg gøre det, men er lettere naiv mht. Echelon og CIA og sådan, og tror stadig ikke helt på dette træk fra Seattlefolket.

Dog kan jeg sige, at det er et allerede færdigt dokument, hvor jeg blot skal udfylde fagelement osv. og så sende den til nogle af sekretærerne på den hemmelige xcel-liste, der også fulgte med mailen, der så taler min sag overfor professorerne.

Det kunne KU lære noget af - i stedet for det skrigende pastelfarvede humanistkatalog, de sender ud, der er så uigennemskueligt, at studerende opgiver og binder sig i valgfagspakker.

Et NEJ er aldrig et NEJ.

Men hvor man på KU bliver nødt til at smide tigerbalsam i øjenkrogene og troværdigt argumentere for, at nogen i bureaukratiet har lavet en fejl, før man kan få dispensation, så opererer amerikanske universiteter altså med organiseret akademisk black mail.

 

Det er sgu da service……..

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , , , ,


Eksperimental eksperiment

19. maj 2009 af Mette Birk | Ingen kommentarer endnu

En af fordelene ved at tage på udveksling til et andet og større universitet er udbuddet af fag. Udbuddet er anderledes, og der er mere at vælge imellem (bare for at understrege det åbenlyse), og jeg kan kun sige: Fingrene i fadet!

Jeg var oprindeligt optaget på York Faculty of Arts, men blev af mystiske årsager kontaktet af Faculty of Fine Arts, som troede og mente, at jeg var under deres ‘varetægt’. Sært: fordi det internationale kontor på stedet har mig stående som indskrevet på Arts; fordi Fine Arts ikke optager udvekslingsstuderende; og ikke mindst også fordi jeg slet ikke har søgt ind på Fine Arts. Efter fem måneders forundring ved jeg stadig ikke om jeg tilhører det ene eller det andet fakultet.

Til al held besluttede jeg mig for at udnytte chancen og tage så mange Fine Arts fag som muligt. Det skal siges at ingen nogensinde har forbudt mig at søge fag på andre fakulteter end Arts, men med Fine Arts’ umiddelbare udvekslingsfobi i baghovedet følte jeg, at det var forbudt område. Men til kommende York studerende: det skal man ikke bryde sig om! Jeg takker universitetets mangel på struktur, for at lade mig erfare dette. I stedet for fag som ‘Introduktion til sociologi’, ‘Tysk historie udtrykt i billeder’ og ‘Canadiske kommunikations regulativer’ ombestemte jeg mig til fag som ‘Kultur og kommunikation i urbane områder’, ‘Directors cinema: David Cronenberg’, ‘Hollywood nyt og gammelt’, ‘Virtuelle verdener’ og ikke mindst ‘Eksperimental film og Avantgarde Traditioner’. Sidstnævnte var lidt et skud fra hoften, men faget skød  igen og slog benene væk under mig.

Indtil for tre måneder siden bestod min forståelse af eksperimental film af en smal række pre-1930′er mærkværdigheder. Herunder et par Bunuel’ske forstyrrelser så som den ‘Den Andalusiske Hund’, om hvilken de fleste cinefile nok har kendskab. Men hvor mange kender Stan Brakhage og ‘Window Water Baby Moving’? Eller Hollis Framptons ‘Nostalgia’? Til mængden der ikke kender disse værker og et hav af andre godter jeg ikke vil liste op her: you’re missing out on something big! Der er så meget mere til den eksperimentelle filmverden end jeg kunne have forstillet mig, og jeg havde aldrig troet at jeg skulle sige: at det er virkelig interessant. Til tider sært og trættende, til andre indsigtsgivende og provokerende. Mange værker leger med mediet og modtageren på en sådan måde, at det bringer en hel ny forståelse af, hvad visuelle medier kan. På mange måder danner traditionen grundlag for nye trends inden for digital remixing, som foregår overalt på internettet og får større og større betydning set i forhold til den samlede mediekonsum. Måske vi kan lære af udviklingen inden for avantgarde og eksperimental film og sætte dem i perspektiv til nutidens masse-broadcast? Jeg kan kun sige, at mit eksperiment med at vælge nye fag og dermed eksperimentere med et fag om eksperimental film, har givet mig blod på tanden til at fortsætte som eksperimentator inden for den eksperimentelle medie verden.

Det giver mere mening end det umiddelbart ser ud til…

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , ,


Simple in Seattle

18. maj 2009 af Sofie Dalgaard | 3 kommentarer

Efter at have tilbragt et år med overvejelser, ansøgninger, hovedet mod administrationsmuren, anskaffelse af obskure dokumenter (mæslingebevis) og mental forberedelse til living the american life, er jeg nu kun en flybillet og et visa fra min tur til Seattle, hvor jeg skal være udvekslingsstudent på University of Washington i et år.

Der er en del i min omgangskreds, der tror, at Seattle er endnu et ambitiøst projekt og en del af min grand master plan (som jeg virkelig ville ønske, jeg havde).

Nope.

Ville jeg have prestige havde jeg nok valgt Berkeley eller NYU, og networket det bedste, jeg har lært, hvis jeg var blevet optaget.

Ville jeg være backpacker endnu en gang, havde jeg nok søgt til Sydamerika eller Australien og lært at spille guitar, surfe eller snitte en didgeridoo.

Og ville jeg have glædet min mor, så havde jeg holdt mig inden for Europa, så hun kunne nå mig med et Ryan Air fly på mindre end to timer!

 

Hvorfor så Seattle?!

Well, jeg glæder mig til at sidde på min lokale Starbucks, drikke kaffe og fordybe mig i et stort tykt medieværk, mens regnen siler ned, et af Seattles utallige indiebands piver over livet i mine ører, og jeg overvejer at tage med quarterbacken til frat party, hvor dress code er en stor lilla sweater med skriften “I’m a Husky” og cocktailglassene er skiftet ud med røde college cups.

I’m that simple!

 

quarterbackred-college-cupseattle_sweatshirt

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , , , , , , ,


SEND FLERE PENGE NU!

12. maj 2009 af Helene Christensen | 2 kommentarer

Kære Danmark, Film- og Medievidenskab, KUA, Colorbar, SU-styrelse, venner, både nære og fjerne bekendte, mulige sponsorer, kommende (rige) ægtemænd, mor og far, hidtil ukendte rige onkler:

Helene Christensen i Paris er blevet ramt af akut fattigdom. Helene er blot én ud af mange fattige udvekslingsstuderende i Paris og i resten af verden, der fanges alvorligt i en situation, hvor det i det midlertidige opholdsland kun er muligt at erhverve sig dyre øl, dyre cigaretter, dyre vaner og dyre, dyre taxiture. Foie Gras, Baguette Tradition, Magret de Canard, Côtes du Rhône, Cantal Deux, Creme Brûlée. End ikke et lille Pain au Chocolat - Aldrig mere kan Helene nyde godt af disse herligheder.

Selvom der er sket store fremskridt med Helene og hendes økonomiske situation, er der stadig brug for hjælp. Du kan give dit bidrag. Selv en dråbe giver ringe i vandet. Du kan stadig nå at være med til at gøre en forskel. Vær med til at give Helene en god uddannelse, mod på livet og dermed et godt liv. Vi lægger sammen fundamentet for en bedre verden. Du kan på denne måde give din trøst og støtte, så Helene kan komme videre i livet. Det er vigtigt at være med til at ændre verden.

Skriv en mail til stakkelshelene@vihjaelperdig.nu og meddel dit beløb, så modtager du nærmere bankoplysninger.

Mange tak for din omtanke og hjælp.

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , ,


”Og se så op mod solen lér vi, den kan skinne, når ferien er forbi!”

6. maj 2009 af Helene Christensen | Ingen kommentarer endnu

Jeg har lige haft ferie! Så batterierne må siges at være full-loadede, hvilket også er ekstremt essentielt i skrivende stund, da den nærmeste fremtid byder på noget så gruopvækkende som timelange mundtlige fremlæggelser på fransk (!!!!) og vistnok en opgave om James Bond’s smoking og et andet dossier om en helt igennem besynderlig doku-fiktionsfilm om amatørskuespillere, der fremstiller den franske revolution i  en stil, der må karakteriseres som absolut skolekomedie. De to sidstnævnte er jeg faktisk ret forvirrede over.

For lige at knytte en sidste kommentar til min netop overståede og meget lykkeligt gennemlevede ferie, vil jeg lige pointere, at jeg samlet set har haft ferie i tre uger i løbet af de nu tre måneder, jeg har befundet mig her i Paris. Ikke værst – og igen fristes jeg til at sige, at de sgu’ nok alligevel har fat i den lange ende, de der parisere. Intet under, at de har spyttet så grotesk mange interessant tænkende individer ud med al den fritid!!

Til gengæld har jeg haft rigelig lejlighed til at udtænke, hvor de centrale forskelle findes mellem parisernes og københavnernes studieliv. Der er nemlig ganske mange: Første observation (der er meget hardcore at stifte bekendtskab med for en ung dansk studine, der maksimalt har et timeantal på studiet hver uge, der roughly svarer til timetallet i en almindelig franskmands nattesøvn ): Franskmænd kan tilsyneladende tænke intensivt og akademisk meget længe ad gangen i forhold til danskere, hvilket konkret udmønter sig i, at en tretimers undervisningsgang KUN brydes af én enkelt pause – vel at mærke efter de første godt og vel passerede to timer!!!! Av for den. Sikke meget kaffe, man kan nå at indtage inden timen går i gang.

Og Apropos kaffe, så er de uhyggeligt små – både på caféer og i automaten - så selvom prisen forekommer fordelagtig for selv den mest flade pengepung, så kommer kvantiteten lidt i vejen for købers følelse af at have gjort et scoop. Trés pétit, må man sige. Derfor skal der indtages flere kopper ad gangen inden undervisning, hvilket umiddelbart kan se både dramatisk og bizart ud, når man hæmningsløst og nærmest desperat slubrer den ene cafe au lait efter den anden i sig. For franskmænd indtager alt i minimale formater – undtagen undervisning.

Undervisningen er i det hele taget anderledes. Jeg ville i øjeblikket ønske, at jeg igennem min skolegang var blevet tvunget mere til at holde foredrag foran rigtig mange mennesker, for det er tilsyneladende en stor del af at læse hernede. Jeg ved godt, at nogle danskere besidder genet, der sikrer ro og langsom tale i sådanne situationer, men det er ikke mig, der er så heldig. Franskmændene er – selvom de helst ikke vil indrømme det – ret så skrappe til at snakke bevinget og med autoritet foran hele klasser, auditorier, ja endog folkemasser. Det har jeg for eksempel erfaret ved en af de mange generalforsamlinger, der har været afholdt i forbindelse med strejken. Her var der lange kødannelser foran talerstolen, da utallige protesterende studerende ville op foran det propfyldte auditorium og ytre sig om slagets gang. Det turde jeg ikke…

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , , , , , , ,


Panda Mía!

5. maj 2009 af Kristian Lytken | Ingen kommentarer endnu

Mens medievaerk gør sig mediemorsom over et af Influenza A(H1N1)’s biprodukter: medieoverskrifter, må andre frygte faren for fiasko. 

Jeg reagerer på mediehysteri med trods. Det har Madeleine, Stein Bagger, Terror og SARS lært mig. Der skal spises salt til, det skal tages med et gran brød. Jeg nægter at lade mig påvirke, og det ofte i en sådan grad, at argumenter om stædig-, blind- og dumdristighed med rette kan anføres. Således også for så vidt angår La Gripe Porcina. Samtidig er jeg trods alt, indenfor en overskuelig fremtid, på vej mod hysteriets - og sygdommens - epicenter, hvorfor jeg sgu følger med. På La Jornada, WHO og UNAM.

Følgende interessante tilstandsrapport indløb tilmed på min mail fra en mexicansk pige forleden: “HAS OÍDO LA HORROROSA NOTICIA DE LA EPIDEMIA? Aquí es una locura, ahora estoy en Michoacán refugiada en casa de mi abuela.. No hemos tenido clases por una semana. TODOS ESTÁN ENCERRADOS EN SUS CASAS EN LA CIUDAD DE MÉXICO, puedes creerlo, hay muy poca actividad y por lo tanto, también poca actividad económica, mis papás están medio “quebrados”. Según se dice, este virus fue descubierto en otra parte fuera de América, por lo tanto no es propiamente mexicano, la locura, según, empezó en California, en “Gringolandi” jaajajajaj pinches gringos cabrones! Pero en fin, ojalá que pronto se acabe esta locura.”

Jeg træner spanskkundskaber for tiden, så ordbogen har været fremme:

“Har du hørt de frygtelige nyheder om epidemien? Her er det vanvittigt. Jeg er i Michoacán i min bedstemors hus. Vi har ikke haft undervisning i en uge. Alle i Mexico City er lukket inde i deres huse, kan du tro det?. Der er meget lidt aktivitet og således også meget lidt økonomisk aktivitet, mine forældre er på fallittens rand. I følge hvad man siger, blev denne virus fundet udenfor det Amerikanske kontinent, hvorfor den egentlig ikke er mexicansk. Vanviddet begyndte efter sigende i Californien, i Gringoland - skide gringo røvhuller! Men i sidste ende - gid dette vanvid snart slutter.”  

Epidemien har vist stabiliseret sig nu, men indtil den er helt væk følger jeg, trodsig eller ej, fortsat med i mediehysteriet.

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , , ,


mexicovaerk

25. april 2009 af Kristian Lytken | 2 kommentarer

Me llamo Kristian Lytken, tengo 25 años, voy a Ciudad de Mexico en agosto.

 Jeg vil på stud.global skrive om at skulle afsted på et halvt års udlandsophold, men lad det være sagt med det samme: Hvor ville jeg dog meget hellere allerede nu kunne skrive hjem om mine to første ugers stradbaserende, frustrerende, begivenhedsrige og evt. fantastiske uger. Om den halvfede, storsvedende, groteske professor i journalistik, om at vildfare i bygning 3.45.E.12-A, eller om at ikkefatte et ord af det spanske. Más despacho, por favor! Om (alt for) unge mexicanske medstuderende, om en by i byen, tequila OD, sød tortilla og narkobaroner om hvert et gadehjørne. Mariachi amok og qué onda, Guero?

Jeg ved endnu ikke hvad der venter mig, men for pokker hvor jeg glæder mig til at finde ud af det, til bare at komme afsted! Med andre ord, og som det så smukt hedder i KU’s officielle udlandsopholdspjece – (det bør råbes halvkvalt, som fra et tættillukket, iltfattigt, aflåst klædeskab) – Jeg vil ud!

 Selvsamme KU er i høj grad medskaber af denne nu ret kraftige udlandslængsel, for det er i skrivende stund syv måneder siden ansøgningen afleveredes (1. okt.) på Det Internationale Kontor og rejselysten fik fornyet næring og konkret udformning. Syv måneder er længe at have Mexico liggende i baghovedet, og der har ikke været mange skyer på himlen før billeder af juiceboder og palmetræer er gledet for øjnene.

 Rejselysten ulmede nu allerede da jeg en augustmorgen i 2007 satte mine ben på den røde løber i de fine bygninger nær auditorim 23.0.49 på Njalsgaed 80 (for blot omtrent en time senere at tilbagelægge den mere dystre rute mod trappe 6 i den svenskerrøde DDR-hytte ovre på den anden side af kanalen.
          NOTE: De amagerkanske betonbygninger, der bl.a. huser Film- og Medievidenskab, blev bygget i 1970′erne og kaldtes i de første år for KUMUA (Københavns Universitets Midlertidige Udbygning på Amager). Siden blev de til en permanent KU-løsning og kaldtes KUA. Indenfor de næste 5-10 år vil de igen have skiftet navn, og føre sig frem som Søndre Campus – denne gang med den væsentlige forkel at der medfølger en udskiftning af bygningerne. Det gjorde der ikke da KUMUA blev til KUA, og ‘det midlertidige’ præg har måske haft sin indvirkning på udlandslængslen.

Nu ser det virkelig ud til at lykkes at komme derfra!
KUA skifter igen navn, men denne gang er det til UNAM.

Viva Mexico!

mexicofan

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , , , ,


Sans sous-titres…

19. april 2009 af Helene Christensen | Ingen kommentarer endnu

Rapport fra et forårssmukt Paris, hvor café crèmen flyder i tykke strømme, cigaretterne pulses og biograferne findes  down on the corner i langt større tal end SevenEleven… (franskmændene ville slå sig gevaldigt over denne sætning og sværge over mit amerikaniserede ordvalg).

Helene Christensen, film- og medievidenskabsstuderende: donc pt. ensbetydende med erasmus-studine og ydermere dedikeret fransk-novice. Bosiddende i det danske studenterhus i Cité Universitaire – en kulturradikalt møbleret regulær danskerkoloni, dog med væsentlige internationale person-indslag. Studerende på Nanterre Université, Paris X, der egentlig ikke ligger i Paris, men meget, meget tæt på… (Man genopdager i det mindste en læseglæde i de dér metroer). Nanterres fysiske udformning får selv RUC til at ligne et hæderligt forsøg på arkitektur, og jeg sender hermed en kærlig tanke hjem til KUA og de sjælfulde rød-brune halvfjerdser barakker.

Frankrig er for de øvede – det finder man hurtigt ud af. Jeg er taget hertil som det, man med lidt god vilje kan kalde ”let øvet”. Man bliver hurtigt klogere. Til at starte med ønsker man, at alle franskmænd havde undertekster.  S’ils vous plaît… Men efter noget tid finder man en daglig glæde og bestemt en udfordring i at decifrere både sproget, væremåden og attituden.

Toujours en grève: En frankofil og Paris-kendt tilbagevendende turist vil formentlig kunne berette om selv samme fænomen, som jeg har erfaret, virkelig kendetegner franskmændene… De er vilde med at strejke! Ud over buschauffører, metropersonale og andre transportmæssigt relaterede personager, gælder det bestemt også de universitetsstuderende, prof’erne og administrationsfolkene. Ude foran mit universitet findes der tilmed en virkelig fiffig sælger, der har gjort en forretning ud af foretagendet og nu sælger t-shirts, hvorpå der oversat står trykt: Nanterre i strejke!! Gad vide hvor mange år, han ikke har kunne anvende de samme t-shirts? (NB. Rygtet siger, at det var selv samme uni, der startede demo’erne dengang i ’68. De har vist et ry og rygte at lev op til). Jeg kan heller ikke finde ud af, om de er til turisterne, eller om der faktisk er nogle, der ifører sig disse yderst u-chik’e beklædningsgenstande. Har meget svært ved at koble det sammen med mit – indrømmet - noget klichefyldte billede af franskmændene og deres skarpe påklædningsevner.

Franskmændene mener i hvert fald det, de mener, dødsens alvorligt! Det har  bl.a. udmøntet sig i en efterhånden kvartalslang strejke på universiteterne. Man bør stille spørgsmålstegn ved, om de opnår den fornødne akademiske viden efter dette forårssemester udover et knivskarpt talent udover det sædvanlige i at opremse politiske paroler og en ubesværet og ferm hånd, hvad angår banner-fremstilling. Jeg er personligt i tvivl. En lettere beruset franskmand forklarede mig desuden en aften, at franskmændene i virkeligheden er dovne, og at de vil gøre hvad som helst (!!) for at kunne sove længe. Man kan til dels godt forstå behovet for sporadisk afslapning, når ens skema i virkeligheden byder på timer 10h-19h fire gange om ugen…

Heldigvis har jeg nogle fag, som faktisk både byder på interessante faglige udfordringer og nye måder, at modtage undervisning på. Det var jo også lidt dét, jeg havde regnet med. Jeg har et helt fag, der handler om James Bond(!!!). Svedigt, synes jeg selv. Dernæst et fag, der handler om moderne dokumentarfilm – senest bød dette fag på et gennemsyn af doku-filmen ”Le Grand Silence” af en monsieur Philip Gröning. Den handler om livet - det MEGET stille liv - må jeg lige pointere, på et fransk kloster, og den varede næsten tre timer, og jeg havde glemt både min frokost og min pung, så jeg følte næsten, at jeg havde været i dyb, meditativ trancelignende tilstand, da jeg endelig fik fri. Forhåbentlig tager de faglige indslag snart til i styrke…

Permalink | Skriv kommentar

Tags: , , , ,


Om Stud.Global

Mette, Jenny, Helene, Kristian og Sofie er på udveksling fra Film- og Medievidenskab og beretter på denne blog om livet som Stud.Global.


Skribenter

Mette Birk

Mette Birk
Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet, Danmark; York University, Canada

Jenny Lund Madsen

Jenny Lund Madsen
Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet, Danmark; UCLA, USA

Helene Christensen

Helene Christensen
Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet, Danmark; Nanterre Université, Paris, Frankrig

Kristian Lytken

Kristian Lytken
Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet, Danmark; UNAM, Mexico City

Sofie Dalgaard

Sofie Dalgaard
Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet, Danmark; University of Washington, USA