Jeg er forelsket i mit universitet
14. oktober 2009 af Kristian Lytken | 1 kommentar
Jeg tror jeg er forelsket i mit universitet, og jeg ved det er et usundt forhold, jeg ved det, men det er bare svært at gøre noget ved den slags. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, for jeg har aldrig prøvet det før. Skønt glad og tilfreds med uddannelsen Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, har der aldrig været tale om nogen forelskelse, og mine øvrige uddannelseserfaringer, på VUC Århus og Amtsgymnasiet i Hadsten har på trods af alle sine forskelligheder, skønheder og skævheder aldrig skabt relationer, der kunne betegnes som forelskelse.
Hvordan og hvorfor er det så muligt nu, i Mexico af alle steder? Jeg ved det ikke helt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, for det er jo noget med følelser og mavefornemmelser, og jeg er nu reduceret til ord… men jeg tror nok, at:
Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi det er et nyt og spændende bekendtskab - stort og stolt.
UNAM er Mexicos største universitet, ja faktisk hele Latinamerikas største universitet. Det er også det mest prestigefyldte, og figurerer højest på Times’ årlige liste, selvom der findes andre, private og økonomisk stærkere institutioner i landet. Det er altså offentligt, og dermed gratis at uddanne sig (dog eksisterer su-systemet naturligvis ikke, og ret mange studerende er pengemæssigt på røven i et omfang man slet ikke begriber). Det er stort, såvel i befolkningens og byens bevidsthed, som fysisk. 90 procent er samlet i et gigantisk campuskompleks, i den sydlige del af byen, den såkaldte Ciudad Universitaria. Berettiget er titlen universitetsby, for arealet er komplet med egen infrastruktur, transportsystem, supermarked, fodboldstadion og et kulturcenter med kunstmuseum, koncertsal, teatre og biografsale. Læg dertil de enorme fakultetsområder, der samlet huser ca. 300.000 studerende.
Prestigen og placeringen som en vigtig og troværdig uddannelsesinstitution har jeg primært bemærket i andre dele af landet, hvor et skilt pludselig har informeret om at denne tandlæge er uddannet på UNAM. Det er en national referenceramme af dimensioner, for har man ikke selv læst her, så har søster eller fætter nok. Eller man har set TV UNAM på kabelkanal 255 eller læser La Jornada, en af landets førende, kritiske aviser, hvis websektion er hostet af UNAM. Eller, sidst men ikke mindst betydende, man kender fodboldklubben Pumas de la UNAM, der er universitetets eget hold (i hvert fald oprindeligt, nu bærer de vist ‘blot’ navnet og spiller på det olympiske stadion fra 1968, der også befinder sig i ‘byen’).
I et land, der svæver et sted mellem den første og den tredje verden (den anden?), er uddannelse stadig noget man er stolt af, og stolthed er et essentielt begreb på UNAM. Ét er uddannelsen i sig selv, noget andet er at være en del af denne store, energiske, demokratiske og velfungerende universitetsorganisme. Navnet siger en del: U Nacional A M - dette sted er en del af Mexico. Men navnet siger også: U N Autónoma M - uafhængigheden fra det Mexico, der er korrupt og uansvarligt, voldeligt og kriminelt, fattigt og uanstændigt. Tydeligst udmønter autonomien sig i det faktum, at det mexicanske politi og den mexicanske hær ikke har bemyndigelse til at komme ind på universitetets område; sikkerheden varetages af eget vagtsystem. Disse faktorer, der både adskiller og forener UNAM og Mexico er mit bedste bud på ingredienserne i den stolthed som så mange studerende og undervisere tydeligvis føler. Hvor mange KUA’ere har et armbånd hvor der står ‘Humanistisk Fakultet’? Hvor mange på Facultad de Ciencias Politicas y Sociales har et armbånd med dette navn? - Mange.
Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi jeg kan få sommerfugle i maven om morgenen, når jeg møder.
Mellem metrostationen Universidad og mit fakultet går en sti mellem træerne, og det vrimler med små ivrige unimyrer på vej med deres bøger og blade. Når jeg er kommet forbi dem, ruller min røde cykel ind på esplanaden mellem de grå fakultetsbygninger, parkerer, og sætter mig af i et mylder af liv, ikke ulig skovens myretue. Det er de stolte, mexicanske studerende det myldrer med: De unge, fnisende gymnasiepiger, de nørdede drenge med dagens avis, den seje gruppe på vej mod dagens første joint bag bygning B. Hippierne i trompetbukser. Røde stjerner og Che Guevara trøjer. Dreadlocks og bare masser af hår, gerne i egentlig håbløst umulige frisurer. Sælgerne har også indfundet sig, og man kan gå fattig hjem (hvis ikke det var så svinebilligt for en dansker), for: Pirat-dvd’er en masse, hjemmelavede smykker og henna-tattoos (hvor fristende er dét ikke i et frikvarter!?), brugte bøger, avis- og magasinboden og boder med slik og masser af mad.
Como estás, que tal, que onda, que trancha og que pasó, güey? Håndslagene fyger - et low five og clash af knyttede næver er standarden - og kindkyssene kysses, og der er liv og stemning og man finder ingen opgivende, forkælede danskerminer, det skulle da lige være mig, men nej, heller ikke, for energien smitter og humøret spredes.
Grafittier og plakater er overvejende af politisk karakter, og den politiske bevidsthed fornemmes overalt. Den er måske ikke så stærk som tidligere (har jeg ladet mig fortælle), men den er der! HASTA LA VICTORIA SIEMPRE står der her, ikke sådan noget intellektuelt, postmodernistisk noget som på KUA: FOUCAULT ER/var BØSSE (men hans diller lever), som dog, efter at have set den hver dag i to år, nu er blandt de få ting jeg ind i mellem kan savne her i Mexico! En kæmpe forsamling studerende, over 700 talte jeg, mødtes for nyligt i auditoriet Che Guevara (!) for at finde fælles fodslag i kampen om at bevare auditoriets daglige drift i studerendes hænder, og de studenterpolitiske bevægelser har i det hele taget mere nylig historie her end så mange steder: I 1999-2000 strejkede og besatte studerende i 9 måneder universitetet i protest mod indførslen af indskrivningsgebyr og brugerbetaling!
I fredags havde jeg undervisning fra 16-18, og det var heldigvis spændende. Havde det ikke været det kunne det nok have været svært at holde koncentrationen, for fakultetsbandet spillede Queens, Doors og Rolling Stones nede på pladsen, og lige ude foran døren var der, jeg ved ikke hvorfor, en decideret fest i gang på gangen. Underviseren talte ufortrødent og lod på ingen måde til at lade sig genere af det høje db-niveau, og episoden cementerede en observation jeg har gjort: På UNAM tysser man ikke!
Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi det er flot, storslået, og noget særligt.
Det centrale campus på UNAM, en mængde kvadratiske græsstykker omgivet af La Rectoría (hq) og La Biblioteca Central er på UNESCO’s World Heritage List. Det sætter for så vidt standarden, og resten af uni lever faktisk meget godt op til det hvad angår storslået, interessant og afvekslende byggeri og arkitektur. Der er murales, murmalerier eller -mosaikker, af Diego Rivera og Juan O’ Gorman og fakulteterne er tegnet af dygtige arkitekter. Men det er ikke strømlinet cool eller noget der ligner, for det er det varierede Mexico, og der er masser af uregelmæssigheder, manglende fortove eller skraldespande, afskallende maling og dårlig stil. Der er det hele.
Ciudad Universitaria er bygget i den sydlige del af Mexico City på en stor masse af lavasten. Hvor der ikke er fakulteter trives et yderst rigt planteliv, og på nær et par stier er det fredet område. Derfor er CU ikke, som resten af byen, stærkt påvirket af smog og bilos. Der er faktisk en nogenlunde ren og frisk luft, og mit fakultet ligger tilmed højt med udsigt over byen.
Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, men vi kan godt blive sure på hinanden.
Bureaukratiet er ret veludviklet, og jeg har for eksempel i skrivende stund (medio oktober) endnu ikke modtaget mit officielle studiekort. Bibliotekerne taler ikke sammen, og har man et ærinde hos en sekretær på et kontor (!) er kom-tilbage-om-tre-dage-nej-ring-hellere-først reglen snarere end undtagelsen, og man kan godt blive skuffet.
Alt det liv og på-unam-tysser-man-ikke mentaliteten, kombineret med unge studerende, der ikke holder sabbatår, kombineret med betonklasseværelser med høj normering kan godt gøre én træt. Når de tre 18-årige piger for Gud (den katolske, vel at mærke) ved hvilken gang fnisende sender små papirlapper rundt for næsen af en interessant og veltalende professor, kan man godt blive sur. Men det er heldigvis sjældent.
Jeg er forelsket i mit universitet, og det er skidt, for jeg kan ikke koncentrere mig om det jeg skal og jeg ved ikke hvordan jeg kan forlade det.
Jeg er forelsket i mit universitet, og det er skønt, for jeg bliver tit så glad og spændt som et barn, og det havde jeg ikke regnet med.
Jeg er, på godt og ondt, forelsket i mit universitet, og det er der bare ikke noget at gøre ved.
Espacio Escultorico ligger lige ved siden af mit fakultet
