Drømmen om TV2 News

jvmedievaerks faste klummeskribent Kelly Failure drømmer som alle andre mediestuderende om den fede praktikplads på et landsdækkende medie. Men nogen drømme fører åbenbart til… Sønderborg.

En praktikplads giver dig mulighed for at afprøve dine akademiske evner i den virkelige verden, sagde ham den høje studievejleder med de smarte retrobriller og bukserne smøget op. Javel, men den kan så også give dig de seks værste måneder i dit liv, i Jyllands syge blindtarm, bedre kendt som Sønderborg.

Det hele begyndte i januar, hvor jeg indså, at mit universitetsliv som jeg kendte det var ved at være slut. Om blot et halvt år skulle jeg i gang med mit speciale om ‘trends’ (endnu ikke specificeret) - noget måtte ske. Jeg besluttede, at det var det tid til at komme ud og prøve kræfter med virkeligheden. Desuden havde jeg brug for en succesoplevelse efter mit sidste praktikophold, der endte med en fyreseddel og gav mig det røde kort til Kødbyen.

Og det er så her studievejlederen kommer ind i billedet: “Søg de steder, hvor I kunne forestille jer at arbejde i fremtiden”, sagde han til en af de dér faglige eftermiddage. Så det gjorde jeg. Jeg har altid set mig selv som ret god til at være ‘på’, så jeg sendte en ansøgning af sted til TV2/News. iByen-tillægget læser jeg også næsten hver fredag, så Politiken fik også en ansøgning. Det samme gjorde DR2’s chefredaktion, og så har jeg altid haft en svaghed for ham Rune Lykkeberg på Information.

Jeg fatter ikke, hvad der skete med mine mails. Om mit vedhæftede billede af mig ved et cafebord på Bang & Jensen blev fanget af et spamfilter eller hvad. Men faktum er, er der ikke rigtig skete noget. Hverken Tøger eller Rune skrev tilbage, og samtidig nærmede semesterstarten sig med alt for høj fart.

“Søg bredt”, sagde studievejlederen, da jeg ringede for at klage, og denne gang var der bonus. Syddanske Medier (som ifølge opslaget skulle være en af landets mest fremgangsrige mediekoncerner) meldte tilbage, at de havde en plads til mig på deres ‘Livsstil, Landbrug, Bil og Jagt’-sektion. Mig som livsstilsjournalist lød jo ikke dårligt, tænkte jeg, og ham der supermand look-a-like’en Mikael Kamber var vist chef for biksen en gang, så jeg takkede ja. Desuden er lokal-indie-borgerjournalistik jo også det nye sort, og måske er Syddanmark det nye Nordvest?

Men hvordan skulle jeg vide, at Syddanske Medier dækker over provinsavisen JyskeVestkysten? Og hvordan skulle jeg vide, at ‘Livsstil, Landbrug, Bil og Jagt’-sektionen holder til i deres Sønderborg-afdeling? Jeg ved ikke, hvad der var værst: togturen i familiekupé med DSB Orange, eller det chok, der mødte mig, da jeg nåede frem og måtte se mit eget spejlbillede i Tøj & Skos vindue på Sønderborg Torv. Tak studievejleder med de smarte briller.

Nu har jeg kun en måned tilbage i Jylland, og jeg har lært, at afprøvning af akademiske kompetencer også betyder at skrive lokalhistorier om verdens største brunsviger på plejehjemmet Sønder Borgen, opdatering af netbutikken jvshoppen.dk og koncertanmeldelser af Lars Lilholdt Band til portalen Alt Om Syddanmark.

Praktik er lidt ligesom at tilbringe en helt uge i Polen. Pludselig virker en normal grå hverdag ikke så slem længere. Jeg glæder mig at komme tilbage på universitetet.

Del denne artikel:
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Reddit
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • TwitThis

Skriv kommentar

Om denne artikel

Kelly Failure

Skrevet af:
Kelly Failure
15. april 2010

Relaterede artikler

  1. Drømmen om L.A. Times Mackenzie Weinger fra Los Angeles kæmper for at få en...
  2. Breaking news! Skilte-stuntet i Vild med dans d. 16. oktober var planlagt...
  3. Sarahs 60 minutter Sarah Holm tog til New York for at få et...
  4. Nasa - en idéhistorie? Kelly Failure blev træt af Kødbyen og tog på NASA...
  5. Hej, jeg er en Mac! Kelly Failure er blevet offer for finanskrisen og har mistet...