Antallet af cubanske blogs eksploderer på nettet og rummer alt fra dialoger med Barack Obama til selvterapeutisk eksorcisme. Tre radikale bloggere fortæller om at trodse angsten, og giver deres bud på blogosfærens politiske gennemslagskraft i Cuba 2010. (Foto: Orlando Luis Pardo Lazo)

CUBA: Det er først på aftenen i Havanna den 6. november 2009. De tre cubanske bloggere, Yoani Sanchez, Orlando Luis Pardo Lazo og Claudia Cadelo, er på gaden for at deltage i en fredelig demonstration mod vold. Men freden ophører hurtigt, da to fremmede biler pludseligt dukker op. Civilklædte betjente springer ud, griber fat i de tre bloggere og tvinger dem ind i bilerne. Her bliver de sparket, tævet og advaret mod nogensinde at blogge igen.

Sådan forklarer Yoani Sanchez hændelsen, der for et halvt år siden realiserede den frygt, hun til tider har haft som blogger i et land uden ytringsfrihed. ”Hvordan skal jeg forklare min søn, at vi bor i et land, hvor dette kan ske? Hvordan skal jeg se på ham, når jeg fortæller, at hans mor er blevet tævet på åben gade for at skrive?” kunne man læse på hendes berømte blog, K/Generacion Y, få dage efter overfaldet.

En blog bliver født

Da jeg mødes med Yoani Sanchez i hendes private hjem i Havanna, er overfaldet flere måneder siden. Hun bor øverst i en 13-etagers boligblok med udsigt over den cubanske hovedstad. På væggene hænger forskellige avisudklip med karikaturtegninger af Yoani: en lille, spinkel dame med langt, sort hår. Det er her i lejligheden, hun arbejder med sin blog. Det har den voldelige episode i november ikke ændret på. Faktisk stimulerer den slags oplevelser hende til netop at blogge.

”Jeg begyndte ar blogge i 2003. Det gjorde jeg, fordi jeg længe havde gået rundt og følt et indre pres. En indre frustration, om man vil. At skrive en blog var en konkret mulighed for at udleve den frustration. Blogging blev faktisk til en slags eksorcisme for mig. Målet var ikke klassisk journalistik eller traditionel, politisk analyse, men en fuldkommen personlig katarsis”, fortæller hun.

Yoani har siden modtaget flere internationale priser i journalistik for K/Generación Y, der månedligt tæller omkring en million hits. Hendes baggrund er ellers ikke journalistisk. K/Time Magazine har desuden kåret hende som en af verdens hundrede mest indflydelsesrige personer – alene for at blogge.

Castros sorte liste

Yoani, Orlando og Claudia er sammen med en række andre cubanere fra deres generation i myndighedernes søgelys for at være ”mod-revolutionære”, fordi de udtrykker sig kritisk om Castro-styret. At blive opfattet som mod-revolutionær på Cuba, kan føre til fængselsstraf. Det er sket for flere uafhængige journalister siden revolutionen i 1959. Men bloggerne har efterhånden ytret sig i mange år – for Yoani’s vedkommende i næsten syv – uden konsekvenser af den art.

De tre bloggere er imidlertid på samtlige af statens sorte lister. Det forsikrer Orlando om, da vi to og Claudia mødes på en lille, anonym café i Vedado, en bydel langt fra Havannas centrum. Ifølge en uskreven regel skal cubanere og turister helst ikke ses privat, forklarer han. Så vi skal holde lav profil. Orlando og Claudia ser heldigvis meget vesteuropæiske ud, både i hudfarve og påklædning. De kunne let gå for at være turister.

Daglig Angst

Officielt er fysisk vold og henrettelse ulovligt som afstraffelsesform på Cuba. Kina og Iran, der også har store kritiske blogosfærer, ligger derimod henholdsvist nummer et og to på Amnestys liste over antal henrettelser i verden i 2008.

”Vi ved heldigvis, at den cubanske regering ikke kan straffe os ved henrettelse. Desuden føler vi en vis beskyttelse udefra takket være de cubanske eksiler og uafhængige journalister før os. Vi har lært af deres fejl. Men at staten kan fængsle os for at skrive, er jo forfærdeligt”, konstaterer Orlando.

”Jeg er selvfølgelig ofte bange for, hvad der kan ske”, siger Claudia, ”men angsten er til stede, uanset om man udtrykker sig eller ej. Så man kan ligeså godt gøre det. Ikke mindst for at have det godt med sig selv”.

”Daglig angst har altid været en del af systemet, mener Orlando. Men det forsvinder langsomt. ”I begyndelsen af 1990’erne efter Soviets sammenbrud, blev frygten erstattet af en ny skepsis. Særligt blandt unge cubanere. Jeg mener, det er den skepsis, der har skabt blogosfæren. Folk bliver hele tiden mere skeptiske og mere frygtløse. Vi er knap så bange for systemet som vores forældre, og de yngre er mindre bange end os”, siger han.

Free Internet

Yoani, Orlando, Claudia og flere andre radikale bloggere har samlet sig om en slags virtuel, politisk aktivisme i forummet K/vocescubanas.com. Mærkesagen er Free Internet, et frit internet. Nettet er nemlig, som i Kina, censureret på Cuba og desuden meget besværligt at få fingrene i.

”Det er et puslespil at få internetadgang i Cuba. ETECSA (det nationale telefonselskab, der bortset fra Telecom Italias andel på 27 procent er ejet af de cubanske myndigheder, red.) står for al tildeling af kontrakter, og som privatperson er det næsten umuligt at få en. Der er meget strenge regler”, siger Orlando.

Kun cirka to procent af befolkningen har internetadgang. Selv må Orlando tage alternative metoder i brug for at opdatere sin blog. Enten bruger han internettet på et af de store hoteller i Havanna, men det er meget dyrt og forbindelsen er dårlig. Eller også får han lov at låne internettet hos en ven, hvorfra han e-mailer tekster og billeder til en kontaktperson udenfor Cuba. Kontaktpersonen uploader så materialet på Orlandos blog, og sådan holdes den opdateret.

”Den strenge statskontrol er et stort problem. Teknologien er der jo, men regeringen vil ikke give os den. Hvis myndighederne ikke kan finde ud af at give internettet til folket, må opgaven udliciteres til nogle andre. Internettet er vores”, siger han.

Amerikanske håndlangere?

Ifølge Rosa Miriam Eizalde, journalist på det regeringsvenlige dagblad K/Juventud Rebelde, er det imidlertid ikke regeringens skyld, når det er svært at komme i fuld fart på nettet. I mere end ti år har USA’s handelsblokade forhindret Cuba i at forbedre den digitale teknologi via et undervandskabel. Derfor er Cuba på det punkt tilbagestillet i forhold til resten af verden, mener Eizalde.

Hun er en af flere journalister i landet, der åbent har kritiseret den radikale blogosfære. Eizalde er særligt kendt for sin mistro til Yoani. I en lang artikel fra maj sidste år i det anti-amerikanske internetforum K/Cubadebate spekulerer hun i de radikale bloggeres relation til amerikanske interesser. Hun hævder, at bloggerne er engageret i en hemmelig cyber-kommando under det amerikanske militær.

Men Orlando afviser: ”Det er fuldstændig naturligt, at visse amerikanske institutioner er interesseret i den cubanske blogosfære. De er jo optaget af spørgsmålet om demokratisering. Men jeg er ikke nogen soldat. Jeg skriver, hvad jeg har lyst til uden at ligge under for nogen. Ja, jeg har udgivet artikler i amerikanske tidsskrifter mod betaling, hvilket fremprovokerer sådan en pervers logik, der hedder, at jeg samarbejder med fjenden. Men ærligt talt”, siger han.

I søgefeltet hos Fidel og Obama

I marts 2008 konkretiserede Fidel Castro sin kritik af Yoani i prologen til bogen K/Fidel, Bolivia y Algo Más (Fidel, Bolivia og Noget Mere). ”Yoani Sanchez støtter neo-kolonialiseringen”, var hovedbudskabet, husker Yoani selv. Episoden fik hende i første omgang sværtet godt og grundigt til, men på længere sigt fremmede kritikken hendes popularitet, forklarer hun. ”Folk vidste pludselig, hvem jeg var. Episoden affødte en lavine af nye bloggere, og siden har antallet været konstant voksende. Nu afholder vi blogger-akademi her i mit hjem”, fortæller Yoani, der også har vækket opmærksomhed i en helt anden politisk lejr.
I november 2009 sendte Yoani en række kritiske spørgsmål til henholdsvist Barack Obama og den siddende cubanske præsident, Raúl Castro.

Spørgsmålene omhandlede forholdet mellem USA og Cuba. Obama svarede, men Castro gjorde ikke. ”Jeg blev virkelig glad og positivt overrasket over, at Obama svarede - og så i ‘Du’-form! Hans svar var meget diplomatiske, men jeg havde heller ikke regnet med andet. Selvfølgelig kommer han ikke med en ny løsning på konflikten mellem vores lande. Til gengæld understreger han, at USA ikke vil deltage i militære aktioner mod Cuba, og det meget vigtigt for os”, siger Yoani. Obama’s svar kan læses på K/Generacion Y.

Bloggere for fremtiden

Yoani mener, blogosfæren har reel politisk gennemslagskraft. Den spiller nemlig en central rolle i den fremtidige udvikling af landet. ”Vi er ikke alene om ‘projekt demokratisering’ i Cuba. Især i undergrundsmiljøet kan man finde initiativer til det samme. Men jeg tror, at blogosfæren er en særligt vigtig styrke i demokratiseringsprocessen. Cubanske bloggere bygger jo broer til verden udenfor. Blogging er desuden en god øvelse i den ytringsfrihed, der på et tidspunkt vil rykke sig fra den virtuelle til den virkelige verden”, siger Yoani. Præcis hvornår dét sker, tør hun ikke udtale sig om.

Claudia og Orlando vil også nødig gisne om fremtiden. ”Mange cubanere forsvarer jo stadig styret. Helt personligt tror jeg, de gør det, fordi de er bange for forandring til det værre. De er bange for kapitalisme, og de tror på fri uddannelse og sundhedsvæsen”, vurderer Claudia. Som de andre to er hun ikke dedikeret til nogen politisk bevægelse, hun ønsker bare ytringsfrihed. Og kampen for den fortsætter.

Bloggerne

	Navn: Claudia Cadelo de Nevi Alder: 26 Beskæftigelse: Blogger og fransklærer Forfatter til: Octavo Cerco Blogget siden: 2008 Fact: Begyndte at blogge, da en ven blev idømt flere års fængsel for at skrive politiske sangtekster. Han blev dog frikendt
	Navn: Yoani Sanchez Alder: 34 Beskæftigelse: Blogger og filolog Forfatter til: Generación Y Blogget siden: 2003 Fact: Har boet to år i Schweiz og taler derfor tysk.
	Navn: Orlando Luis Pardo Lazo Alder: 39 Beskæftigelse: Blogger, forfatter og fotograf Forfatter til: Lunes de Post-Revolución Blogget siden: 2007 Fact: Har bl.a. udgivet romanerne Collage Karaoke, Mi nombre es William Saroyan og Boring HomeS

Se også vocescubanas.com, der indeholder flere blogs i samme kategori som ovenstående, og som fungerer som et virtuelt samarbejde og netværk mellem de systemkritiske bloggere.

 Print denne artikel