Udviklingshæmmet underholdning
Er udviklingshæmmede underholdning, eller er det snarere underholdningen som er blevet udviklingshæmmet? Kritikken af X Factor’s etiske standarder har rod i en evigt aktuel diskussion der omkring årsskiftet blev stimuleret af flere programmer: TV 2’s “I en anden del af Danmark” blev efterårets dårlige eksempel der med ironisk musik ødelagde et ellers godt koncept. DR1’s “Det nye talkshow” blev plastret på såret da en skizofren patient fik en oplevelse for livet.
“Hvor er dine sko henne, Flemming?” spørger Lillie. “Dem har jeg i en pose” lyder svaret. To udviklingshæmmede står i et hotelværelse, og nu er der opstået tvivl om hvor de pæne sko er blevet af. Lystig fagot-musik tager til mens Lillie og Flemming scanner skabe, tasker og gulv for sko. Men de finder dem aldrig, og Flemming må nøjes med gummiskoene.
Tænk nyt, TV 2
Den refererede scene er et eksempel på hvordan TV 2’s ”I en anden del af Danmark” producerer underholdning ved at lægge lystig musik på lydsporet. Denne formel - handicap + musik - er ikke bare irriterende. Den er også afsindig uoriginal. Det kan enhver finde på. Jeg gentager: enhver.
Faktisk bliver humoren så dominerende at seriens potentielle styrker fejes af banen, og seeren efterlades med vigtige spørgsmål: Hvor er de berigende og øjeåbnende interviews som “Morten & Peter” gav os tidligere? Hvor er de geniale ‘one liners’ som får seerne til at falde bagover af bar respekt for de medvirkendes livssyn?
Det hele er VÆK. Der er intet at snakke om over morgenkaffen, fordi programmets morsomme form vægtes højere end det livsbekræftende indhold. Og det er synd, for programmet har faktisk en god tilgang til emnet: at skildre glæde og begejstring.
Det gode eksempel
Problematikken handler derfor om hvordan vi tager udviklingshæmmede med i tv-programmer uden at gøre dem til grin. Det helt simple svar er at vi skal bevare respekten, og Anders Lund Madsens “Det nye talkshow” afsluttede 2009 med et godt eksempel. Praktikanten Thomas Skov tog til et hjem for psykisk syge i Sorø for at overrække præmien fra en billedkonkurrence til beboeren Robert og den ansatte Steffen: et sponsorat af et barn i Afrika og et års forbrug af Cola.
Cola-præmien landede på et tørt sted, eftersom Robert drikker to liter af væsken om dagen. Robert er derfor målløs da en kæmpe, rød Coca Cola-julelastbil med lys langs siden kører ind ad indkørslen med hans præmie i lasten. En fantastisk historie om en lille drøm der går i opfyldelse, formidlet af Thomas Skov der med sin underspillede tone og respektfulde ironi var den helt rigtige mand til opgaven.
Men hvad er forskellen i forhold til TV 2’s udsendelse? For det første arbejder “Det nye talkshow” med en synlig fortæller, hvilket skaber et troværdigt forhold mellem ham og de øvrige medvirkende. Thomas forstår at bevare respekten og give Robert taletid. Seeren belæres blandt andet om livet som skizofren, og Robert finder overskud til at underholde os med herlige kommentarer, således at indslaget både besidder humor og substans. For det andet er der ingen irriterende underlægningsmusik, og indslaget har derfor en behagelig puls.
Så jo. Udviklingshæmmede kan sagtens være underholdning. Men hvis de alene castes med det formål at lave skæg, så går det galt. Hvis de formidles gennem højt tempo, sjov musik og i det hele taget kun er til grin, så er tv’et også til grin. Programmet skal frem for alt besidde et ønske om at berige seerne med de medvirkendes livssyn. Tak til “Det nye talkshow” for at have hjertet på rette sted.
