Vi er trådt ind i den afsluttende fase af Forbrydelsen II. Det paradigme skift skærper kravene til seriens kvalitet og troværdighed i plottet. Plottrådene begynder, at skulle samles, og ligningen skal gå op. På toppen af det skal det også være spændende, og en dramaserie på blot 10 afsnit bør også kunne følge en ark og overordnet spændingskurve fra første til sidste afsnit. Indtil nu har DR endnu engang demonstreret leveringsdygtighed i velproduceret tv-drama, men de har ikke blæst landet bagover i fordoms stil. Målstregen kan nu spejdes, Jørgen Leth forlader inden længe kommentatorboksen, og vi må håbe, etapen ikke ender i en jævn massespurt.

I femte uges whoddunnit-special klagede jeg over befolkningens manglende spekulations psykose og den manglende interesse i at debattere serien. Siden sidst har jeg overhørt samtaler på kontoret og selv deltaget i Forbrydelsen-diskussioner, samt sidevisningerne på medievaerks Forbrydelsen-dækning er steget. (I en forbløffet sidenote er Lærkevej interessen også steget, men eftersom serien er blevet fornyet med endnu en sæson, har jeg indgivet min opsigelse som Lærkevej-seer. Jeg skammer mig på menneskehedens vegne over, at folk følger den serie.)

Femte afsnit sluttede med heltinden, men mærkværdigt lidt fremtrædende hovedperson, Sarah Lund, stod klar til at grave et lig op. Per K. aka. ’Perk’. Med et bat-shit vanvidsblik i øjnene er vi i sjette afsnit tilbage på kirkegården, hvor Lund sammen med Strange stort set står klar med skovlen i hånden. De har ikke fået soldatens mors godkendelse, og Brix kommer også forbi og nægter i første omgang impulsen. Han overbevises hurtigt af Lund, og morbiditeten kan endelig begynde.

I Rabens flugt-plot møder vi først fru Raben, der er taget ud til kirken for at finde Præst. Kirken står tom, da præsten er på vej i bil med Raben ud i en skov, mens han truer den eftersøgte soldat med en pistol. Rabens pludselige overgivelse fra sidste afsnit insinuerede, at pistolhylstret kunne være tømt, og i skoven bekræftes mistanken, som Dan Brown/Stieg Larsson-skeptikerne formentlig havde regnet ud. Præst bliver overmandet, men han kan ikke hjælpe med nye informationer.

Hvordan står det til i dansk politik? Situationen er ved at nå Muhammed-krise stadiet. Til et møde i regeringstoppen mundhugges ministrene om Buchs inkompetens som justitsminister. Scenen tilbød et indblik i, hvordan landet kunne være ledet, hvis Ny Alliance var lykkedes. Buch indrømmer, at hans bevæggrunde for at forlade pressemødet for den nye terrorpakke var forfejlede, og det dæmper ikke den dårlige stemning. Efter mødet står Plough klar til at snakke med den trængte justitsminister, der ønsker at sekretæren Karina kommer tilbage, så de kan få opklaret forbindelsen mellem Raben, forsvarsminister Rossing og eks-justitsminister Monberg. Plough sætter sig hårdt imod, og senere finder man ud af hvorfor. I en kort skuespiløvelse – ikke scene – råber Karina af Plough for aldrig at have givet hende en chance, og han forklarer, at han altid havde forventet mere af hende. Mere end en affære med den hospitalsindlagte Monberg.

Major Søgaard bliver bragt ind til afhøring hos Lund og Strange. De spørger til Per K. og hvorfor majoren ikke indrømmede, at han kendte en ’Perk’, da Lund første gang spurgte ham. Søgaard forklarer, at det næppe kunne have relevans Per K.’s død forud for hændelsen, men betjentene fortæller om deres kendskab til soldatens mystiske begravelse og deres forestående ’afsløring’. Majoren kigger forfærdet på dem. For som det normalt gælder for en kiste, er den ikke tom. Politilederen Brix bliver stillet et ultimatum, at kirkegårds krænkelsen enten bliver hans eller Lunds professionelle begravelse. Sarah Lund bliver endnu en gang sendt til grænsekontrollen. Hun skal dog til sin mors bryllup først.

Raben, som nu er under PET’s overvågning, opsøger igen sin kone. Oberst Jarnvig har informeret hende om, at Raben selv ønskede at blive genudstationeret i Afghanistan, og at hun muligvis ikke ved, hvem hendes mand egentlig er. Herr og fru Raben kommer ud i en alvorlig diskussion, og deres søn beordrer sin far til at lade mor være. Raben har en sidste bøn til sin kone. Hun skal opsøge Sarah Lund, fordi han har fundet ud af, at han og betjenten er på samme spor.

Efter at have besøgt Monberg på hospitalet, der er kommet i stabil tilstand, finder Buch også ud af, at han ligeså er på samme spor som Sarah Lund. Via Karina arrangeres endelig et møde mellem justitsministeren og heltinden. Evigt akavede Lund må forlade sin mors brudetale for mødet i brylluppets baglokaler. Hun giver Buch en ledetråd i retning af et forlig med kriminalforsorgen, og hun kan vende tilbage til festen. En buket roser på gavebordet er adresseret til Sarah Lund. Blomsterne er fra Raben, og på kortet spørger han til Per K.’s hundetegn. Verdens værste toastmaster, Lund, må igen afbryde hendes mors tale for helt at forlade brylluppet og tage ud til Per K.’s hjem. Moren indrømmer, at der har været livstegn på hendes søn siden hans død.

I slutfasen besøger Buch igen Monberg, og han konfronterer ham om kriminalforsorgsforliget. Stakkels Monberg bryder sammen og fortæller, at Dragsholm havde kontaktet ham, fordi hun havde opsporet ’afdøde’ Per K. og derfor ønskede sagen genåbnet. Nedslået spørger eks-ministeren til sidst sin efterfølger:
”Hvad vil du ha’ jeg skal gøre?”
Alarmklokker begynder normalt at skrige, når nogen lyder så suicidal. Buch derimod efterlader selvmordskandidaten alene. Gæt hvordan det ender!

Strange har kort afhørt Præst, som nægter kendskab til Dragsholm, men inden slutmontagen opdager han, at Dragsholms visitkort er overdækket med præstens fingeraftryk. Seriens hidtil tætteste bud på socialrealisme var denne scenes skildring af politiets ’effektivitet’.

Gennem Forbrydelsen II har Lund været ude i hård modvind (bl.a. undertegnedes kritik), og hun har været på mange vildspor. Slutningen på afsnittet fungerer i sin totale genoprejsning for den ellers uplausible heltinde. Da Strange ringer til hende, er hun allerede på vej ud til kirken, hvor hun finder en nyligt korsfæstet Præst. Og gerningsmanden er stadig tilstede. Jagten begynder, og afsnittet kan slutte med et nærbillede af et krucifiks, der hænger på en kirkedør.

Ved rundingen af hjørnestenen, der var sjette afsnit, samlede serien endelig vores hovedkarakterer på kryds og tværs, og lod dem udveksle oplysninger, der kunne hjælpe hinanden og seeren med at opklare mysteriet. Følelsen af endelig at få brugbar viden var god, men på den anden side gav afsnittet ikke følelsen af, at man så noget særligt. Det var tydeligvis ikke Jørgen Leth, men heller ikke Rolf Sørensen. Og man kan jo godt hygge sig med Dennis Ritter på en glimrende etape.

Vurdering: B

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Jeg er bange for, at det er en af de ting, Statsministeren helst ikke skal kende til.”
• ”I er da for helvede ikk’ ved at grave ham op?!”
• ”Du er simpelthen nød til at acceptere, at Jens ikke er den mand, du tror…”
• ”Plough, du skal huske at spise noget. Det smager skide godt.”
• Om Sarah Lund: ”Hvad er du for et menneske?!”
• Raben om sin søn: ”De ting jeg havde set. De ting jeg havde gjort. Han var så ren.”
• All work, no play har givet Buch en storkonsumerende spiseforstyrrelse. Nicolas Bro bringer omsider troværdighed til rollen.
• Mine to lyspunkter, Carsten Plough og Ulrik Strange, svigtede begge i 6. episode. Plough i den førnævnte skuespiløvelse, og Strange, da han leverer fire-fem ufærdige sætninger i sin afsked med Lund.
• Nis Bank-Mikkelsen som retsmediciner! Væsentlig mere troværdig type end Michael Falch i ’Rejseholdet’.
• Og jeg beklager forsinkelsen.
  

 Print denne artikel