Kaare Sand som Dr. Love

Har man sagt A må man også sige B, og har man sagt Morten må man også sige Peter. Og står det til Kaare Sand, kan man nu heller ikke sige Jens uden også at sige Svend.
‘Tosset med kærlighed’ er det nyeste skud på stammen på af Sands socialrealistiske reportageserier. Titlen på serien skal ikke kun opfattes metaforisk, men tages dybt bogstaveligt. Svend og Jens er nemlig to udviklingshæmmede (’tosser’ er vist en for politisk ukorrekt betegnelse på trods af, at det er den konnotation titlen frembringer – og at Svend og Jens faktisk er… en lille smule tossede), der jagter kærligheden hjulpet godt på vej af seksualvejledere, pædagoger og ingen ringere end Dr. Love himself, Kaare Sand.
Kaare Sand er stort set til stede på skærmen hele tiden, visuelt, auditivt eller begge på samme tid. Enten ser man de to hanløver linet op foran kameraet i en interviewsituation, hvor Kaare er den rare interviewer, der ikke kan ses, men hvis varme onkelstemme kan høres på lydsporet. Eller også påtager han sig rollen som den rare onkel, der følger med Jens og Svend til halballer eller lignende events, der typisk involverer Dansk Top-musik og øl, og hvor Kaare hver gang efter mislykkede eller succesfulde scoreforsøg kommer listende over til Jens og Svend for at høre, om de har fået bid på krogen.
Man kan ikke helt lade være med at drage paralleller til programmerne med Morten og Peter, hvor journalisten Nick Horup spillede samme rolle som Kaare. En væsentlig lille detalje er dog, Morten og Peter synes at have været lidt mere med til at sætte dagsordenen for programmernes indhold modsat Svend og Jens, der ikke skal foretage sig andet end at tale om kærlighed og den seksuelle erfaring, de tilsyneladende ikke har.
Noget helt andet er, at det ikke er til at begribe, hvor mange seksualvejledere, pædagoger etc. der ser det som deres vigtigste opgave at få udviklingshæmmede til at score, men det er et sidespor.
Står det til mig, ville en lille dokumentarfilm om Svend og Jens’ drømme om kærlighed være sød (jeg ville dog næppe se den), men en hel reportageserie kun om crazy love det er måske også lige i at stramme den.
Har man sagt Morten, må man også sige Peter. Men har man sagt Svend, behøver man altså ikke at sige Jens – eller omvendt.
PS. Kaare Sand - al magt til ’De unge mødre’!
PPS. … Og til Morten og Peter.









