Søndagens udgave af The Sarah Lund Show kunne næsten kun skuffe. Det nær-perfekte foregående afsnit satte en på-kanten-af-sædet standard, som kunne blive ensformig, hvis denne aftenen fulgte samme formular, og på den anden side skulle pulsen fortsat holdes oppe for kontinuitetens skyld. Denne udfordring viste sig både at være afsnittets styrke og værste fjende.

Tempoet bliver sat ned fra start. Brix møder op på Grüners gerningssted, hvor Strange briefer ham om omstændighederne. Tilsyneladende er mordet på den invaliderede soldat mere omhyggeligt og bestialsk end tidligere. Detaljerne forsvandt i mumlen for mine ører – en generel dårlig vane i danske produktioner – men åbenbart virker det som om, at dette tredje mord kunne være en vignet i Saw-filmene.

Lund er hårdt medtaget af mordet, fordi hun ”burde ha’ vidst det”, og Brix ønsker at give hende en pause fra sagen. PET-chefen König har derimod ændret standpunkt i forhold til Lund, og han kræver, at hun bliver på sagen. Om det er kvindelig intuition eller autisme, der er Lunds hemmelige våben, så er König nu blevet overbevist om, at det er hvad, der er brug for i efterforskningen. Desuden meddeler den arresterede fundamentalist Kodmani, at han vil være samarbejdsvillig på betingelsen, at det er Lund, der står for afhøringen.

Fru Raben følger handske-sporet til kirken, hvor hun møder sin jagede mand. Dan Brown-æstetikken, der passede fint i scenerne mellem Raben og ”Praaahst”, virker anderledes mystisk i genforeningsscenen. Månelyset gennem det højtsiddende kirkevindue besætter Raben som en dæmon, og forårsager, at han taler i teatralske tunger og bevæger sig som en skolekomedieskuespiller, der vil udtrykke alvor. Efter en konsekvent række afsnit med solidt skuespil fra Ken Vedsegaard fik man i denne scene Krønike-Erik tilbage på DR. Intet under at hans kone betragtede hans monolog om det underbevidste traume fra Afghanistan med stor bekymring, for hvis nogen bare bad mig om at tage opvasken på den facon, ville jeg hastigt pakke mine nærmeste ejendele og løbe. Men igen, jeg er også en wuss, og fru Raben beslutter sig for at hjælpe sin mand med at finde oplysninger om den sidste person fra hold Egir: menig Thomsen.

Det politiske spil begynder i Deadline-studiet, hvor seriens tre spidspolitikere diskuterer krisesituationen. Ligesom i virkelighedens politik medfører snik-snakken ingen udvikling, og de eneste interessefelter er scenens mistankevækkende præsentation af Plough, der skummelt står i kulissen, og den elendige gengivelse af en Deadline-debat. Selv værtinden kan ikke udføre sit job normalt.

Beslutningen om at sænke tempoet er utvivlsomt den rigtige, men ligefrem at lade de første tyve minutter bestå af søvndyssende nul-udvikling er antageligt ikke. Jeg længes efter at se den menneskelige side af Sarah Lund, men der må eksistere mere ophidsende måder, end at hun skal købe kager uden nødder med til sin mor og hendes kommende mand. Afhøringen af Kodmani er endda også relativt kedelig, selvom ”new shit” kommer frem: Mordene er formentlig et komplot mod muslimerne, og Trosfællen (Aha! Det var hverken ”Trosvend” eller ”Tros ven”) mistænkes at være militærmand.

Men så vender dramaet også på en tallerken, og gearet øges scene for scene. I en elegant scene, hvor Raben og hans kone kommunikerer fra hver deres bil på samme parkeringsplads, får han oplysninger om Thomsens whereabouts – i Sverige (det er jo en co-produktion). Pludselig husker Vedsegaard, hvordan man leverer replikker, og der er en bevægende nærhed i deres adskillelse. Også Lund og Strange er på sporet af Thomsen, og på vej derop begynder Lund endda at åbne op om sit ekskæreste-relaterede kendskab til det svenske vejnet.

På den politiske bane har justitsminister Buch et møde med statsministeren og den nyinvolverede udenrigsminister. Han bliver beordret til at indgå et smalt forlig med Folkepartiet. Denne nyhed er Plough heller ikke glad for, fordi han mener oplysningerne om Dragsholm og tidligere justitsminister Monbergs kendskab – og mulige affære – ændrer omstændighederne. Buch og Plough står side om side, men i Forbrydelsen går der hastigt skår i glæden, i det sekretæren afslører, at det var hende Monberg havde en affære med. Hvad var da Dragsholm og Monbergs forhold, og hvorfor var han så bedrøvet?

Lund og Strange når til Sverige kort før Raben, og de henter Thomsen ind til afhøring på den lokale politistation. Hér er den kvindelige soldat umedgørlig, og de beslutter at tage hende med til København til videre afhøring. På vej til Thomsens hytte for at hente hendes sager er vejen suspekt spærret af træstammer. Strange stikker ud for at undersøge det, og Thomsen bliver særdeles spjættende. I en panisk opfordring til Lund om at komme væk hurtigst muligt fortæller hun om en ”fucked up officer Perk”, som var skyld i hold Egirs kollektive traume. Ved lyden af pistolskud stiger Lund ud af bilen for at finde Strange, og Thomsen stikker mod sin hytte, hvor hun møder Raben. I hyttens køleskab finder de en bombe lavet af stjålent sprængstof fra kasernen (en detalje oberst Jarnvig kort forinden har blotlagt). De sidste to levende fra hold Egir skynder sig væk sammen.

Kubrick har en gang forklaret, at ingredienserne i en god film er: en super start, en fantastisk slutning – og noget meget godt derimellem. Det fjerde afsnit af Forbrydelsen lever ikke op til disse krav. Mere end første halvdel var sløv og fad, men slutningen nåede et hæsblæsende klimaks, der ligefrem matchede 3. afsnits højdepunkter. Den eksponentielt stigende spændingskurve var det kontinuerligt rette valg efter sidste uge, men skaberne er bedst til at skabe spænding, og de ikke særligt gode til drama og nuancer.

Vurdering: B+

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Har du ikke en filejs?”
• ”Han drak for hurtigt”
• ”Hva’ laver Plough hér?”, ”Kom nu til sagen Plough” – stop med at hakke på Plough!
• Hele Kodmanis bekendelse om Trosfællen lød som et Rudy Frederiksen-offer: ”Min første kontakt med Trosfællen startede på en chat (…) Han trykkede på alle de rigtige knapper”, m.m.
• Lund tilbage i sweateren fra første sæson! Jeg var også begyndt at frygte for hendes odør i den røde trøje.
• At Lund “burde ha’ vidst”, at Grüner var i fare, gav ingen fucking mening. Forfatteren må kort have forvekslet Lund med Rejseholdets LaCour.
  
• Sidste uges favoritkarakter, Strange, er fortsat i førertrøjen. Da han forsøgte at invitere sig indenfor hos Lund, ledtes mine tanker hen på Jerry Maguire’s ”you had me at hello”.
• Er jeg den eneste, der synes plottet, om soldaten der er hemmeligt forelsket i fru Raben, er anstrengende?
• Nicolas Bro-schtick pendulerer fra scene til scene, men det er da bedre end permanent ophold.
• Brix har en affære med anklageren. Han er en mand af kød og blod, selvom han bærer visse fællestræk med RoboCop.
• Navnebetydning: ”PET-chef König = konge”? ”Trosfællen” = ”tros fælden”? ”Ulrik Strange = weirdo”?
• Næste uge når vi halvvejs i serien, og jeg vil derfor lave en spekulations-special om, hvem morderen er.

 Print denne artikel