I weekenden døde Boyzone-Stephen på Mallorca. Undertegnede var også på samme varme breddegrad og frygtede, at feriestedet for grisefest og sangria skulle forvandle sig til Thomas Manns Venedig. Ville jeg aldrig få set sidste afsnit af Forbrydelsen II? Og ville det overhovedet være en mangel? I skrivende stund er der ikke lighedstegn mellem digteren von Aschenbach og bloggeren Bruhn-Petersen, som er kommet helskindet hjem til den københavnske kulde. Alas, dækningen af Forbrydelsen er blevet forsinket til kort forinden det næste afsnit. Opdateringen er akut, især fordi det efter forrige uges svage afsnit var ved at være sidste chance for, at serien skulle bevise, at det er værd at følge med søndag efter søndag.

Eks-soldaten Raben er på flugt fra fængslet. Hvis det stod til den maniske Lund, burde det være højeste prioritet for efterforskningen af mordene på Anne Dragsholm og overkonstabel Myg at fange denne relativt urelaterede flygtning. Samtidig er der blevet fundet nyt fældende bevis mod den arresterede fundamentalistiske boghandler, Kodmani. Argumentet for, at mordefterforskningen skal forvandles til en menneskejagt, er derfor svagt. Som seer sidder man med en merviden om, at Lunds intuition formodentlig er rigtig, og debatten mellem hendes instinkt og Stranges professionalisme tegnede til at vække minder om 2. afsnits bero på klicheer. På samme måde som enhver ved, at det er skidt, når PET eller FBI bliver involveret i en efterforskning, er det også altid forkert for en detektiv at være regelret og professionel.

Og det er i denne sammenhæng, jeg gerne vil annoncere en ny yndlingskarakter: Ulrik Strange. Den fodboldglade og skilsmisseramte far der pædagogisk hjælper Sarah Lund gennem føljetonen. I den første debat mellem Lund og Strange fornærmer han hende passende voldsomt, og selvom han professionelt set har ret, er der en antydning af humanistisk skam i Mikael Birkkjærs skuespil, som subtilt uddyber hans karakter. Den store genistreg, i debatten mellem de to, er dog efter afhøringen af Kodmani, hvor Lund mister besindelsen og kvajer sig grelt. Hun står til skideballe fra Brix under fire øjne, og Strange pakker besindigt sine ting sammen. Inden han går, giver han overraskende udtryk for en fuldkommen opbakning til Lund – ”klip” til næste scene. Effektiviteten ved punktum frem for komma blev glimrende illustreret ved dette klip. Professionalisme vs. mani: 1-0!

Overordnet var der så meget godt i 3. afsnit, at det er svært at overskue. Rabens flugt fra fængslet var gennemgående episk. Den involverede både velkomponerede flugtscener, Dan Brown’ske scener i kirken og et rørende intenst sætstykke ved en togstation, hvor han skygger sin kone og søn. I togstationsscenen lykkedes det at fremkalde empati, hvilket er betragteligt sværere end sympati, og det på trods af at barnet tabte sin handske som en anden Askepot. Men hér holdt Forbrydelsen os igen for nar. I endnu et inspireret øjeblik lod de til slut handsken vende tilbage til sin ejer, fordi der var skrevet navn i foret – selvom moderen ikke havde skrevet navn i (!!!).

Den politiske ark viste sig at være aftenens eneste akilleshæl. Fra at have spillet straight-faced – om end radikal – politiker udøvede Nicolas Bro i dette afsnit hele sin ”Nicolas Bro”-shtick; den tykke mand der agerer ud som en voksenbaby og rammer komiske falsetter, når han bliver sur. På toppen af dette mistede hvert enkelt af hans boldkast op ad væggen sin funderende betydning og blev til en reel irritation, og man ville ønske, at han i stedet ville læse en tegneserie, som han altid plejer. Det er ikke dårligt skuespil, men på samme tid tror jeg ikke, at nogen ønsker ”Offscreen”-Bro som justitsminister (vent lige… hvem er vores justitsminister, igen?).

Værst af alt var den særdeles skrevne samrådsscene, hvor justitsminister Buch bliver grillet fra højre og venstre, men hele situationen og scenen vender, da hans sekretær bringer ham et hidtil ukendt dokument, der bringer al kritik til skamme. Intet inspireret at finde hér. Den opvejende faktor – udover min fortsatte begejstring for Preben Kristensens præstation – var afslutningen på aftenens politiske plot. En hemmelig dagbog fra forrige justitsminister bliver fundet af sekretæren. I dette “dobbeltregnskab” afsløres det, at ministeren kendte Anne Dragsholm personligt, og at han havde en aftale om at mødes med hende blot en uge før mordet. Hér burde alle ”Lost”-fans føle skælven ned ad rygraden og suset over armene, som kun en uprovokeret plottwist kan give.

Fra Manns Mallorca kunne jeg læse på Politikens hjemmeside, at seertallet på 3. afsnit af Forbrydelsen var dalet betragteligt. Synd og skam, for sidste uges afsnit var let bedømt den mest forførende time dansk tv-drama, jeg længe har set. ”Oh, television, will your golden age never end?” – Homer Simpson

Vurdering: A

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Tak, jeg ved udmærket, hvem Sarah Lund er”
• ”Hej Præst [Praaahst]”
• ”Jeg vil skide på jeres sammenfald”
• ”Buch! Jeg tror virkelig ikke, at væggene har godt af det der”
• For resten endte afsnittet med endnu et mord. Dette var på Grüner, eks-soldaten i rullestol, som skulle mødes med Raben. Hele plottet fungerede upåklageligt, og Grüners Charles Manson-møder-”Born on the 4th of July”-udseende var tilpas sympatisk og foruroligende til at give en mikroskopisk rolle karakter.
• Lund elsker Strange, Strange elsker Lund. De er forelsked’, Strange og Lund. Næste gang i Forbrydelsen piller Lund bladene af en blomst, mens hun siger ”elsker, elsker ikke”.
• Forbrydelsen markerer fortsat højdepunktet for kameraarbejde i nuværende dansk tv-produktion, men GUD hvor fylder himlen meget i billedet. Reframe, pleaze…
  
• Hr. Hovedmistænkt, Fleming Enevold, tonede al mistanke om Oberst Jarnvig ned denne gang, men nye oplysninger om hans relation til Anne Dragsholm kom også frem i lyset.
• Apropos: Antal tændte lamper observeret = 0
  

 Print denne artikel