Efter sidste uges glimrende premiereafsnit af Forbrydelsen var jeg efterladt med en særlig gene. I og med der er tale om en krimiføljeton, hvor mysteriet gradvist opklares, fandt jeg det besynderligt irriterende, at det største mysterium var, hvem Sarah Lund egentlig er. Udover hendes ikoniske sweater og fokuserede indelukkethed, syntes jeg, at første afsnit præsenterede en usympatisk, kedelig og, værst af alt, flad heltinde. Forventningen til aftenens afsnit var derfor skærpet med henblik på at blive ordentligt (gen)introduceret til Sarah Lund.

Nyhedsmedierne har både fået nys om torturvideoen af Anne Dragsholm, det første offer i Forbrydelsen. Terrortruslen i videoen får involveret PET, ledet af Søren Pilmark, i politiets mordefterforskning, og det er tydeligvis ikke til fordel for Brix, Sarah Lund og makkeren Ulrik Strange. Det har altid undret mig, hvordan assistance fra en højere ordensmagt er et enormt problem i film og tv-serier. Disse overordnede er åbenbart en bureaukratisk hæmsko, der aldrig er interesseret i at opklare sagerne. Hvis dette er en refleksion af den virkelige verden, bør man jo deraf slutte, at hjemmeværnet som laveste instans også burde være den højeste instans (”All children under 16 years old are now… 16 years old” – Woody Allen).

Oberst Flemming Enevold er hverken begejstret for nyheden om terrortruslen eller mordet på overkonstabel Myg. Han er dog stadig mest fokuseret på at få flyttet sin datter og sit barnebarn ind på kasernen, mens hendes mand, eks-soldat Raben, fortsat sidder i fængsel. I en scene som startede med en naturlig far-datter-dialog, slog Enevold pludseligt over i en aggressivt manipulerende – og særdeles mistankevækkende – tale om at flytte med det samme.

Et gennembrud i sagen kommer, da politiet sporer nogle løbesedler fundet på Mygs gerningssted til en boghandel i byen. Lund og Strange tager ud for at undersøge sagen, i hvad der må være den eneste lejlighed i København, hvor der spilles høj mellemøstlig musik i opgangen. De arresterer den mistænkte, som tilmed har videolinket liggende på sin computer. Men dette er ikke populært hos PET, som har efterforsket denne muslimske fundamentalist længe. Hvem tror disse PET, egentlig de er?! Under en afhøring afslører han, at han aldrig før har hørt om den hidtil ukendte terrororganisation ”Muslimsk Liga”, som har taget ansvaret for mordet, og at han for nylig blev kontaktet af ”Trosvend”, som angiveligt bestilte løbesedlerne. Men det er også, hvad poltiet (og vi) får ud af ham.

På Christiansborg går der for alvor politik i den. Folkepartiet har fået bevist deres pointe i forhold til terrorpakken, og oppositionen stoler ikke på regeringen, repræsenteret af justitsminister Buch. Aftenens udvikling er ikke stor, men Buchs reformatoriske planer falder sammen, fordi Folkepartiet alvorligt genovervejer deres rolle som støtteparti, og oppositionen bakker ud af forliget pga. nye informationer omkring regeringens håndtering af mordet på Anne Dragsholm. Ingolf Gabolds response på Søren Gades kritik af første afsnit om, at man skulle se serien til ende, før man burde stemple den som DF-kritik, gav allerede mening i aftenens afsnit, hvor Folkepartiets formand blev fremstillet mere nuanceret - selvom at han og Nicolas Bro endnu en gang havde en kortvarig stand-off.

Lund og Strange besøger Mygs kaserne, hvor de kommer i kontakt med oberst Enevold, som ønsker fuld orientering i sagen, og hvor de også møder Bilal, som delte barak med Myg og også har været fast kunde i den fundamentalistiske boghandel. Et spor på kasernen fører Lund til fængslet, hvor hun interviewer Raben om Myg – og Dragsholm, som han nægter al kendskab til. Den ellers evigt overopmærksomme Lund misser Rabens mærkværdige reaktion på kvindens navn, og det er først sidst i afsnittet, at Lund gennemskuer Rabens løgn. Alt for sent. Afsnittet slutter med, at Raben flygter fra fængslet, og en menneskejagt bliver sat i gang.

Aftenens afsnit var desværre af den slags, som giver flere spørgsmål end det giver svar. Det er selvfølgelig også naturligt, at dramaet skal spredes ud, for at serien kan løbe endnu et par uger, og for at Forbrydelsens ”whodunnit” bliver intensiveret. Det var endnu et godt afsnit, men sammenlignet med sidste uge beroede den i højere grad på sikre krimimodeller, der kun fik plottet et kort stykke videre. Det var følelsen af et hurtigtog, der sænker farten for at passere en lille station; man bevæger sig fremad og sidder ikke dårligt, men man vil gerne have, at det snart kommer op i fart igen.

Lærte man så Sarah Lund bedre at kende? Der var et par enkelte scener, hvor hendes psykiske dybde – eller mangel på samme – blev udforsket. Strange gav en håndsrækning, da han under småsnak i bilen åbnede op om at være lykkeligt skilt far, men Lund reagerede blot ved at give besked om at ”dreje til venstre næste gang”. Undervejs spildte hun kaffe og te ud over Stranges papirsager, og jeg ved ikke, om det bidrager til en dybere eller fladere personkarakteristik, men oversubtiliteten får mig til at hælde til det sidste. Kernekarakteristikken var dog i en udveksling med Brix. Han forklarer Lund, at hun ikke er på sagen og bør chillaxe sit opklaringsarbejde, medmindre hun kan give en god grund til at blive. Hendes argument er, at mordopklaring er det eneste, hun er god til. En logisk men ikke specielt uddybende forklaring, som fik mig til at tænke på, at hun lider af Jimmy McNulty-syndrom (fra The Wire). Forskellen på de to karakterer er bare, at McNulty også får plads til at vise sig som et troværdigt sympatisk røvhul, mens Lund blot er en posttraumatisk superdetektiv med autistisk adfærd.

Vurdering: B

Overvejelser, observationer og citater:

• ”Det er det her, jeg er god til”
• ”Jeg har lagt en tyver fra tandfeen under hans hovedpude” (meget kort efter) ”Nu kan I jo sagtens flytte ind på kasernen!”
• ”Vi er alle i Allahus hænder”
• ”Hva’ bli’r det næste? Jeg skal forbyde Islam?”
• ”Han var blevet hængt op i benene og skåret med hundetegn. Siger det dig noget?” – Hvem kan IKKE relatere til det?
• Registrerede hele to tændte lyskilder i aftenens afsnit. Den ene på politistationen og den anden på Christiansborg. Betyder det min crazy-ass teori fra sidste uge skal afvises, eller at Forbrydelsen II’s plot er endnu mere indviklet, end man tror?
• Gud, hvor jeg synes Preben Kristensen spillede godt til aften. Han leverede en troværdig og kompleks karakter med meget få replikker.
• Enevold er fortsat min hovedmistænkte. Når nogen kommanderende beder om fuld orientering, er det sjældent et godt tegn. Meeeen, det er næsten blevet FOR oplagt.
  
• Kan stadig ikke tro på, at navnet virkelig var Trosvend. Indtil jeg får mine øre tjekket, må jeg skrue højere op for mit fjernsyn. ”Trosvend” – 4 realz?!

 Print denne artikel