I går aftes havde den længe ventede opfølger til DR’s store succes Forbrydelsen omsider premiere. Få detaljer om Sarah Lunds nye eventyr havde sluppet ud forinden, men mest markant var seriens debatprovokerende skildring af dansk politik, og derfor tunede jeg ligesom mange andre danskere ind på DR få minutter i 20 for at være klar til at følge den sweaterklædte Columbo-ine.

Mit forhold til Forbrydelsen I var begrænset til de afsluttende 4 afsnit, som jeg så med moderat fornøjelse og en irritation over det stilistiske mørke der kommer af, at karaktererne konsekvent ikke tænder for lamperne og lyset (måske er det et miljøvenligt budskab om at spare på energien, men gud hvor er det dumt). Dog var jeg helt klar på en ny debat om DR’s aldrig-ikke interessante public service-forpligtelser – og deroveni nogle drilske kommentarer til den nuværende politiske situation og Dansk Folkeparti. Og halleluja, hvor fik vi langt mere, end vi kunne have håbet på.

Første afsnit åbner med, at en kvinde bliver fundet myrdet og bagbundet til en pæl i Mindelunden. Vi genkender lederen af efterforskningen, drabschef Brix, blandt diverse politibetjente der undersøger gerningsstedet. Den myrdedes mand har anmeldt mordet til alarmcentralen, men han er siden stukket af, for kun at blive fanget igen – nu med blod udover sig. En betjent bemærker, at det burde løse sagen; Brix virker ikke enig.

Derfor bringes Sarah Lund ind i spillet. Siden sidst er hun blevet grænsekontrolbetjent, og det har tilsyneladende ikke gjort hende lykkelig. Da det nye efterforsknings-sidekick, Ulrik Strange, besøger Lund for at få hende til at tage et kig på sagen, afviser hun blankt. Alligevel kan man tage Sarah Lund af en mordsag, men man kan ikke tage mordsagen ud af Sarah Lund, og hun tager selvfølgelig til København for at kigge på det (og for at se sin søn, som har fødselsdag). De fleste involveret i mordefterforskningen ønsker, at al spekulation om symbolikken ved Mindelunden som gerningssted manes i jorden, og at ægtemanden – som har rigeligt motiv, da de var midt i en skilsmisse, hvor kvinden kunne have rippet ham økonomisk – bliver dømt skyldig, men Lunds nye øjne på sagen tror ikke, det er ham.

Det første sideplot handler om den nye justitsminister, De Liberales Thomas Buch. Han indsættes hastigt af statsministeren, for at den nye terrorpakke kan blive gennemført. Det tegner til at blive et smalt forlig mellem regeringen og støttepartiet, Folkepartiet (nudge-nudge, say no more). Buch spilles imidlertid af Nicolas Bro, som kunne virke som et besynderligt valg til rollen som Liberal-justitsminister, hvis altså han ikke var – fanfare – en slags reformator. Buch tilskynder et bredt forlig med oppositionen, og han udfordrer Folkepartiets (mandlige) leder i en duel om 2. verdenskrigs-historietrivia.

I det andet sideplot følger vi den fængslede Raben, som søger om prøveløsladelse for at kunne komme hjem til sin kone og søn. Rabens kone bor tæt ved militærkasernen, hvor hendes far er oberst. Raben er selv tidligere militærmand, og han arrangerer et møde med sin soldaterkammerat Myg om at kunne få arbejde, når han kommer ud. Mødet ender dog hurtigt i et skænderi, fordi Myg skal til Afghanistan igen, og Raben fornemmer, at det er fordi han stikker af fra noget.

Alt imens får Sarah Lund et gennembrud i sagen. På gerningsstedet, i hjemmet hvor kvinden blev slået ihjel forud for at blive placeret i Mindelunden, regner Lund ud, at kvinden blev torteret og filmet. Hun finder også kvindens militær-ID (!) knækket i halvt. Hun tager sammen med Strange ud til en veteranforening, som ofret var medlem af. Hér kommer aftenens eneste sætstykke. Strange går indenfor i foreningen, og Lund venter i silende regn. En hætteklædt mand flygter fra den industrielle bygning, og Lund følger efter i en jagt, der umiskendeligt ligner en scene fra Se7en. Scenen føltes ikke som en tarvelig kopi men snarere en velfungerende hyldest, der passede perfekt som en god afslutning.

Det sidste vi ser til vores karakterer er: Militærmanden Raben mister besindelsen, da hans ansøgning om prøveløsladelse bliver afvist af mystiske årsager. Justitsminister Buch får tilsendt et link til torturvideoen, hvori kvinden tvinges til at læse en kryptiskformuleret tale, som dog utvetydigt handler om landsforræderi. Og Sarah Lund finder et nyt offer i veteranforeningen, som er hængt op i luften med hovedet og arme ned. Ved offerets side finder hun endnu et halvt militær-ID (og som man kan se på DR’s hjemmeside, er offeret overkonstabel Myg). Hvordan hænger disse plottråde sammen? Danmarks Radio vil gerne bruge de næste uger på at forklare det, men aftenens premiereafsnit gav alligevel et tommetykt men meget flot billede af, hvor det bærer hen.

Vurdering: A-

Overvejelser, observationer og citater:

• Forbrydelsen II lader til også at være præget af dyster belysning og utændte lamper. Den eneste tændte lampe jeg så, var den morderen havde benyttet under torturen. Kan det betyde at det kun er skurkene, der tænder lyset?
• Ligesom Se7en-sætstykket var afsnittet præget af flotte episke billeder, og det virker som om at DR endelig er lykkedes med at få Danmark til at ligne en amerikansk serie eller film.
• Favorit symbolik: mindesten i Mindelunden ”Kæmp for alt hvad du har kært”, og  Justitia-statuen på hylden bag torturstedet med militær-ID-kæden viklet rundt om øjnene.
• Flemming Enevold i rollen som oberst og far; mine alarmklokker skriger ”mistænkt!”. Desuden var der også en kort bemærkning om problemer med en overkonstabel (kunne det være Myg?).
• Det kunne være anti-klimatisk, hvis det VAR ægtemanden, der havde myrdet hende. Alt Sarah Lunds arbejde ville være forgæves.
• ”Ka’ vi lige få den hund til at holde kæft?!” – Brix’ første replik. Eksposition på højt niveau.
• Folkepartiets tiltrædelsesgave: sort-hvid billede, ”Aldrig mere 9. april”.
• Sarah Lunds første teori i mordsagen: ”Ja… øh jo… Jeg tror ikk’ det er ham… Altså manden.”

 Print denne artikel