Schmeichel i Myginds fodspor

Den gode nyhed
Det er efterhånden ti år siden at ‘Fangerne på Fortet’ vandt popularitet på TV3’s programflade. Alligevel er vi mange som tydeligt husker hvordan Thomas Mygind, to dværge og nogle kendte danskere stressede rundt på Napoleons Fort Boyard for at skaffe nøgler og gennemgå grænseoverskridende udfordringer. Nu har TV3 annonceret programmets renæssance, og det er en god nyhed.
Den dårlige nyhed
Men der er skår i glæden. TV3 har valgt Peter Schmeichel som frontfigur. Ja, du læste rigtigt. Den store, lyshårede dukke fra diverse sports-, quiz- og studieprogrammer bliver nu lukket ud i den friske luft. Jeg forventer ikke at Schmeichel vil være en gevinst for programmet, for han har på intet tidspunkt vist sig værdig som vært på noget som helst tv-program. Hvordan kan TV3 se et lys i ham?
Nuvel, som sportsvært har han en solid baggrund som professionel målmand. Men som underholdningsvært har Schmeichel været så sløv og uinspirerende at hans præstation har været direkte skadelig for dansk tv.
Ottesen bliver medvært
Til alt held har man besluttet at stille en sød kvinde ved Schmeichels side, i form af Camilla Ottesen. Det er svært at forudsige hvordan de to vil fungere som værts-par. Men under alle omstændigheder skal de have god tid til at blive en homogen duo, thi Schmeichels manglende talent vil blive en markant hæmsko i denne sammenhæng.
Fornuftig forretning
Men Schmeichel er ikke nødvendigvis et dumt valg. Hvis man studerer programmets deltagerliste, tegner der sig et billede af en bevidst lavkulturel linje. Blandt de kommende deltagere kan nævnes Sidney Lee og Susan K. der selvsagt appellerer stærkt til TV3’s eksisterende målgruppe. Smart tænkt, rent forretningsmæssigt, og Schmeichel er selvskrevet som vært på denne type koncept.
Kan Peter overraske?
Tilbage til Schmeichels præstation, så kan han måske være i stand til at overraske os. ‘Fangerne på Fortet’ er jo et program med mere fysisk udfoldelse end ‘UEFA Champions League’ og ‘1 mod 100′. Derfor vil Peter måske blomstre op i denne type koncept som en mere naturlig personlighed. Det kunne man i hvert fald håbe på, siden han nu engang skal pryde sendefladen.
Deltagerlisten til ‘Fangerne på Fortet’
BT: ‘Fangerne på fortet vender tilbage’
Se Thomas Villum Jensen og Dennis Knudsen vejlede deres holdkammerat Helle









