Prostitution i sandhedens tjeneste

‘Det her er løgn’ var min første indskydelse i går aftes, da jeg smed mig på seng med computeren for at se et afsnit af Sandhedens Time på Tv3s website. Jeg havde længe villet se det meget omtalte program, og synes derfor, at det var på tide, jeg selv fik et indblik i, hvad det hele gik ud på. Det var altså min første gang - og det kan heller ikke udelukkes, at det blev den sidste.

 

Hvorfor så det? Er det for uetisk, som der har været snak om? - Nej, egentlig ikke. Folk er jo ikke tvunget til at deltage og de ved, at de vil komme til at svare på nogle mere eller mindre lyssky og slibrige spørgsmål.

 

Jamen, hvad er der så galt med showet? Jo, der er det galt med Sandhedens Time, at jeg for min indre skærm ser mig selv de utallige gange, hvor jeg i provinsen har slået ventetiden hos frisøren ihjel med sladderblade, og da jeg så er nået til side 47 i Se&Hør popper Se&Hør-pigen og -manden op - BANG! Og har man først ramt side 47 er det point-of-no-return; de to sider skal granskes, for begge mennesker er lige uhumske at se på (kvinderne ligner som regel polske havneludere og mændene er oftest meget blege med en meget spinkel statur og forvaskede, beigefarvede Marathon-underbukser), og begge har i øvrigt nogle enormt åndssvage interesser, for slet ikke at tale om de mest bizarre livretter.

Lonnie, 21 år, elsker: ridning. Det tænder jeg på: rå hakkebøf.

Erik, 35, freelance dyrehandler, idol: svigerfar.

Dog vil jeg sige, at side 47 i Se&Hør kan også redde ens dag, for man får virkelig lyst til at dø af grin.

 

Men der, hvor det for alvor går hen og bliver komisk (eller måske vil tragikomisk være et mere passende ordvalg) er rubrikken i hjørnet, hvori der med store, fede bogstaver står skrevet:

“TJEN 1000 KR. VIL DU VÆRE SE&HØR-PIGE ELLER -MAND SÅ SKRIV TIL SE&HØR.” Stop - halt - cut - den tager vi lige igen. TJEN 1000 KRONER! 1000 kroner for at fremvise sin bare (eller sine forvaskede underpermissioner) til Klaus, Inge, Kai og de 200.000 andre Se&Hør-læsere, for slet ikke at tale om de sagesløse frisørkunder i provinsen?! Hvordan kan man lade sig prostituere på den måde for sølle 1000 kroner?! Man kan knapt nok få et par nye sko for 1000 kroner!

Tror nok lige, jeg ville springe let og elegant hen i en anden kø, hvis jeg stod i den, hvor Lonnie sad ved kassen (i hvert fald, hvis jeg partout skulle købe hakkekød!).

 

Mit Se&Hør-eksempel tjener altså som en metafor for dét, jeg egentlig vil sige om Sandhedens Time. Programmet som sådan har jeg intet imod, men dét, som virkelig forarger mig dybt er, at der findes mennesker, der er så pengeliderlige, at de vil sætte deres (gode) ry, og værst af alt, forholdet til deres familie og venner over styr for sølle 500.000 kroner. I går aftes kom ingen af deltagerne hjem med noget som helst, andet end med tomme hænder og en røv, der var blevet - og fortsat vil blive - ristet langsomt over den sagte ild.

Del denne artikel:
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Reddit
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • TwitThis

Kommentarer

  1. Joachim @ 14. maj 2009 kl. 18:09 (#)

    Det er præcis det som jeg også studser over når jeg falder over Sandhedens Time. Er det virkelig det værd?

    Uanset hvor ligeglad man er med sit omdømme, så MÅ det have alvorlige sociale konsekvenser for de tossehoveder der stiller op i programmet.

  2. Ida Brixtofte Nielsen @ 14. maj 2009 kl. 19:21 (#)

    Jeg er enig - men hvis man så har set det et par gange, så er det jo også temmeligt tydeligt, at det ikke er studenterhuen, der trykker hos deltagerne. Tag f.eks. Allan fra Padborg, der indrømmede, at han havde truet sin ekskæreste med at skære halsen over på hende. Hans forklaring: “nogen gange er der jo ikke langt fra kærlighed til had”. Nej, det er korrekt, Allan. Af den historie (og de mange andre om personer, der har stjålet fra deres arbejde, pushet heroin for +100K, slået tilfældige mennesker ned, været deres kone utro tres gange, hvor de i øvrigt blev spanket og fik penge for det af en shemale) kan man vel godt udlede, at de fleste af deltagerne desværre nok bare ikke HAR ret meget at tabe, men bare gerne vil have en halv million til finansiering af deres forbrugslån og kontokort i El Giganten. Eller hvad?

  3. Lasse Skole Hansen @ 14. maj 2009 kl. 20:05 (#)

    Forbrugslån og kontokort i El-giganten er helt sikkert en af grundene. Men jeg kunne sgu også godt bruge 500.000 kroner, for at sige det mildt, men jeg har heller aldrig kunnet overse makro-logikken i at man, sådan mere eller mindre, sælger sin sjæl + sit gode forhold til omverden for en større eller mindre pose penge.

    Det jeg virkelig heller ikke kan lide ved Sandheden Time er, at det hviler på et præmis om at “vi danskere” er nogle fordækte mennesker, morderiske og egoistiske, alt sammen for at TV3 kan gøre forretning. Det skal ligesom altid forestille at være menigmand, de har hevet ind i studiet. Bullshit. Producerne caster de mest ressource-svage mennesker, rister dem foran skærmen, overlader resten til Se & Hør, og glemmer dem så. Gross, siger jeg bare. Der er vel en grund til at programmet ikke vender tilbage til skærmen..

  4. Mathias Holm Pedersen @ 14. maj 2009 kl. 20:38 (#)

    Det kunne måske være et godt grundlag for en artikel, at få medievaerk’s glimrende skribenter ind i Sandheds-studiet, for at prøve det på egen krop?

    Min favorit fra Sandhedens Time, er den lidt kvabsede midt-trediveårige mand, vis soldaterkammerat nærmest smadrer den røde knap på spørgsmålet, om deltagerens seksuelle debut havde homoseksuel karakter.

  5. Ida Brixtofte Nielsen @ 14. maj 2009 kl. 20:43 (#)

    Alle kunne vel godt tænke sig at vinde en halv million, uanset om de ville bruge pengene i Elgiganten eller alle mulige andre steder. Jeg tror bare, det er de færreste, der melder sig til Sandhedens Time. Faktisk tror jeg ikke, at der skal særlig megen grovsortering til fra TV3’s side, fordi det er de færreste HELT NORMALE OG BEIGEFARVEDE mennesker, der 1) gider være med i noget, der stinker så langt væk of sartrosa segment og lave seertal og 2) har noget spændende at byde ind med. Derfra er jeg enig med dig i, at programmets præmis er helt galt, når Lars Hjortshøj skal agere moralens vogter og stikke til deltagerne som om, Connie og Allan repræsenterede én eller anden allegori over Det Danske Samfund. Det gør de med al sandsynlighed ikke og heldigvis for det.

  6. Ida Brixtofte Nielsen @ 14. maj 2009 kl. 20:45 (#)

    Mathias: Det bedste ved det program er, at han så bagefter får et endnu mere homoerotisk spørgsmål, der handler om DEN SAMME VEN. Hæ, hæ, hæ.

Skriv kommentar

Om denne artikel

Anne-Mette Møller

Skrevet af:
Anne-Mette Møller
14. maj 2009

Relaterede artikler

  1. Paradise Hotel - dumhedens vortex Paradise Hotel er tv for dummies - bogstaveligt talt...
  2. ANTM vs. ANBC Stjålen side fra en ANTM fans dagbog om den potentielle...
  3. Paris Hilton’s My New BFF Man kan sige mange ting om Tinkerbells mor, Benji Maddens...
  4. Tv-festival: Det kommercielle efterår ”Fangerne på fortet” er tilbage på TV3, og Kaare...
  5. Way Down in the hole Selvom medievaerk endnu ikke er kommet ud af sin sommerhi...