ANTM vs. ANBC
For få dage siden tændte jeg for første gang i et stykke tid for mit fjernsyn. Efter netop at have færdiggjort Lost sæson 3 måtte det midlertidige vakuum fyldes. Mine valgmuligheder var (så vidt jeg husker):
- DR1: MGP-optakt om Brinck
- TV2: Anna Pihl
- DR2: Backstage m. Jens Unmack og Choir of Young Believers
- Svensk tv: Svenske tv-produktioner
- 6eren: Mandeaften (som ingen mennesker desværre er mand nok til)
- …og TV3 genudsendte deres nye tv-show Aquad’or Natural Beauty Contest 2009!!!
Som erfaren America’s Next Top Model-seer faldt mit valg hurtigt på TV3. Tyra Banks & co. har i 12 cykluser sat standarden for hvorledes reality-konkurrencer skal se ud. De er forbilledlige på alle planer. I ANTM foretages der hver cyklus et tværsnit af den amerikanske befolkning, og derfra kæmper de tolv udvalgte piger i den amerikanske drøms ånd. Gennem årene har deltagerne været hvide, sorte, blandingsracer, sydstatsracister, bibelbæltekristne, lesbiske, gadebørn (masser af gadebørn), tvillinger, små plus-size piger, store plus-size piger og perfekte plus-size piger – og mange andre typer piger. Ethvert patriotisk menneske i den amerikaniserede verden har derfor haft god grund til trofast at følge Tyra siden det startede i 2003.
Konceptet ANTM har også spredt sig til andre lande, og man gjorde for år siden forsøget med en skandinavisk udgave (…). Alligevel var jeg den aften HELT klar på Aquad’or Natural Beauty Contest 2009 eller ANBC. Kort fortalt er ANBC det helt samme som ANTM dog med den væsentlige ændring, at det handler om naturlig skønhed. Desuden bliver vinderen ikke ”Cover Girl” men ”Miss Aquador’able 2009”.
To ting fristede instinktivt: Naturligt skønne piger og Aquador’able (et mind-blowing ord!). Desværre svigtede det hele.
For det første var de naturligt skønne piger mærkeligt unaturlige. Alle pigerne så incestuøst unge ud, og deres øjenbryn var provinsielt plukkede og optegnede. Heldigvis havde de alle hjerter af guld og talte derfor internt pænt og opbakkende. Og da en af pigerne begyndte at græde pga. noget dommerne havde sagt, trøstede alle de andre piger hende, indtil hun blev glad igen. Det var nøjagtigt ligeså spændende som at være tilbage i min velfungerende folkeskoleklasse – dog uden Spice Girls eller Aqua.
Det mest markante kritikpunkt var nu, at det hele gik dræbende langsomt. Dette var et under, fordi jeg tunede ind under eliminationen, som netop er dér, alle reality-programmer (selv Paradise) formår at holde pulsen oppe. Det forholdsvis ukendte dommerpanel – det mest kendte ansigt var én af De Fantastiske Fem – dvælede alt for længe ved virkelig dårlige fotos. Oveni blev der ikke zoomet ind på billederne, og derfor kunne man ikke se detaljerne i ansigterne medmindre man så programmet på en projektor. Og selvom jeg ofte er irriteret over, at jeg ikke har en projektor til at se Tv-avisen eller Smagsdommerne på, så føler jeg ikke, at TV3 udelukkende kan bebrejde mig og mit sølle 22’’ fjernsyn.
Alt i alt bestemt ikke Aquador’able!
(Note: I min kedsomheds zappen nåede jeg at se Brinck udtale, at hvis Danmark vinder MGP i år, vil det være en sejr for musikken. Man kan kun håbe.)
