Det er på tide, at vi her på medievaerk får os et ordentligt udtømmende indlæg om Paradise Hotel. Jeg vil gerne give bolden op til en debat, men først lige en introduktion til dig der, god knows why, stadig ikke har set et helt afsnit, ikke ved hvad en par-ceremoni er, eller bare ikke ved hvorfor Diamante er for nice.

Paradise Hotel er, som de fleste nok ved, reality-tv af den mest slibrige slags. TV3 og produktionsselskabet Mastiff er i gang med 5. sæson (Paradise Hotel 5, blandt kendere), og efter seertallene at dømme er populariteten kun steget og steget.

Paradise er utroligt simpelt, og samtidig så utroligt kompliceret. Kort sagt går det som deltager ud på, ikke at blive smidt hjem fra hotellet. Dette undgås ved at have en fast partner på hotellet, som man kan dele værelse med. Partneren vælges hver torsdag aften, hvor der holdes par-ceremoni. Her vælger hver deltager en partner, af det modsatte køn vel at mærke, og da der altid er én eller to enten piger eller drenge i overtal, ryger den der ikke har en partner torsdag aften ud.

Programmets fyld er på den måde den tid, der går med at lave studehandler, knalde, ryge tonsvis af smøger, drikke sig stiv med sine meddeltagere, og generelt prøve at slå tiden ihjel indtil hver torsdag. Til at hjælpe sig med at slå tiden ihjel, er der hver onsdag Pandoras Æske hvor deltagerne kan skrive spørgsmål på små papirssedler, som der så læses op af i fællesskab; behøver jeg at forklare, at der til “Pandoras” opstår ganske megen intrige?

Det var reglerne i korte træk, men det der for denne skod-tv-narkoman gør Paradise så specielt, og giver endnu mere tv-mæssigt fyld, er alle undtagelserne til programmets regler. Fx er det efterhånden en fast procedure, at der næsten hver uge kommer en ny deltager med i programmet, for ve den tv-kanal der var nødt til at stoppe sin udsendelse efter et par uger, fordi alle deltagerne er stemt hjem. Derudover uddeles der i rigt mål “fredninger” til deltagerne, så den plan der i gårsdagens afsnit så ud til at lykkes for én deltager, nu ser ud til at være forpurret så den anden pludselig kan undgå udsmidning og måske endda ende på hotellets lækreste værelse, Diamante.

Fredninger og nye deltagere er nærmest rutine i Paradise. Derudover kan i flæng nævnes når en deltager får ‘en magt’, fx evnen til at frede andre (kan I se hvilken vej det bærer?), eller muligheden for at splitte et etableret par af, så den overskydende hanrej kan vippes ud af hotellet og eller lemmes ind i en ny alliance som kan gavne én på længere sigt. Andre gange bliver en udsmidt deltager sendt tilbage på hotellet for at eliminere deltagere i hobetal, skabe en helt ny taktisk situation, for bagefter at afsløre sin identitet og deltage i spillet på lige fod med de andre.

Hvis man som blog-læser og anti-paradise menneske er forvirret efter denne gennemgang, skal man selvfølgelig ikke høre noget for det. Blot skal det slås fast at Paradise også kan (og bør) nydes for de helt umiddelbare følelser, det helt umiddelbare drama og den ganske umiddelbare dårskab der lægges for dagen i programmet.

Fælles for alle deltagere, og seere for den sags skyld, er nemlig den utrolige dumhed der præger hele Paradise-geschäften:

For det første er det totalt dumt, overhovedet at deltage. Jeg mener ved de her deltagere ikke, at de bliver gjort helt vildt til grin? De bliver filmet når de dyrker sex, vrøvler i beruset tilstand, bagtaler hinanden, er hinanden utro osv. osv. Man kan bare ikke slippe ud af Paradise Hotel uden et plettet ry - spørg enhver seer. “Ja ja”, siger du, “det kan godt være at deltagerne ikke ved, hvordan man sætter en simpel sætning sammen, men nogen af dem spiller da i det mindste spillet, med alle dets undtagelser og uforudsigeligheder, ret godt” - “ja”, ville jeg så svare. Men det er vel ret beset endnu mere dumt, at lade som om man har noget i denne verden, hvis man er god til at spille et spil så æsoterisk som Paradise. Og hvad så, om du er god til at manipulere med folk, og mester i at lyve og svindle dig igennem Paradise. Må jeg foreslå at du bruger dine evner på at få dig eksempelvis et job eller en uddannelse istedet for at bruge tre måneder af dit liv i et reality-show.

Men det er selvfølgelig ikke kun bare Martin der er dum! Melissa, Frederik og Cecilie er dumme på et helt umiddelbart plan, Martin er dum i anden potens fordi han kan spille Paradise, og ser sig selv som puppet-master derfor, men allerdummest. Der er nok mig. Og dig. Os der sidder klistret foran skærmen aften efter aften, når vi burde sidde og skrive blækregning eller fiktionsteori eller hvad nu. Jeg har regnet ud, at jeg indtil videre har brugt rundt regnet 60 timer af mit liv på at se Paradise. Kæft det er dumt. Og i hvert fald flere timer end jeg har brugt på at se Sex and the City.

Men hvor har det været de 60 skønneste timer for mig. Det har givet mig vildt meget hygge på mit kollegie-køkken, det har sat liv i gamle venskaber jeg troede var slut - vi har nu pludselig noget at snakke om! Og bortset fra min kæreste, kender jeg ikke et eneste menneske, der ikke elsker at hade Martin fra Paradise. Det hele går op i en dummere enhed.

Så, mine kære læsere, lad os sejle ned i dumhedens malstrøm sammen. Og lad os høre Sukkerchok imens. Men først må I have mig undskyldt. Jeg skal ind og se par-ceremoni..

 Print denne artikel