MediaCloud
En ny platform skal gøre det muligt at analysere den globale mediedækning ned til mindste detalje.
Folkene på Berkman Center for Internet & Society ved Harvard University lancerede den 11. marts projektet ‘MediaCloud’, der er et datakatalog over den internationale nyhedsstrøm, organiseret efter land og emne.
Platformen tilbyder data og værktøjer til at tage pulsen på nyhedshistorier og diskurser verden over. Analyser, der mere præcist end nogensinde før kan give et billede af, hvordan den globale nyhedsagenda ser ud i verdens 195 lande.
‘MediaCloud’ overvåger ikke kun de etablerede nyhedsmedier, men også nyhedsblogs. Ethan Zuckerman, der er én af hovedkræfterne bag projektet, udtaler til Online Journalism News, at det netop er som følge af de alternative nyhedskilder, teknologien har skabt, at det er vigtigt at undersøge den internationale nyhedsstrøm.
“De nye teknologier har skabt en ny model for, hvordan nyheder bliver rapporteret, og det er vigtigt at undersøge, hvordan nyhedsproduktionen foregår i denne model - ikke mindst for at sikre, at vi stadig får kvalitetsnyheder og undersøgende journalistik”, påpeger Ethan Zuckerman.
Og hvordan virker det så?
Ifølge Harvard-slænget bygger ‘MediaCloud’ automatisk et arkiv af nyhedshistorier og blogindlæg, som de ved hjælp af Thomson Reuters’ ‘OpenCalais‘-webservice og diverse oversættelsesapplikationer analyserer med forskellige målsætninger for øje. Målet med ‘MediaCloud’ er nemlig ifølge Ethan Zuckerman at skabe en åben platform, hvor forskere og andre interesserede kan udvikle deres egne værktøjer til at tracke lige præcis de emner, der optager dem.
F.eks. kan det virke uoverskueligt at indsamle og undersøge data omkring, hvorvidt The New York Times dækker Afrika mere end BBC, og ‘MediaCloud’ kan vise sig at blive et praktisk værktøj i sådanne forskningssammenhænge, påpeger Ethan Zuckerman.
Der er dog stadig problemer og usikkerhed forbundet med platformen. ‘MediaCloud’ benytter sig af RSS-feed til at indsamle data, og selvom stort set alle blogs og nyhedsmedier har sådan en, er der stadig et vist antal, der ikke har. Derfor er det først, når alle nyhedsmedier er med på tech-bølgen, at man for alvor kan følge nyhedsstrømmen kloden rundt.








