Hej, jeg er en Mac!
Hvad er sammenhængen mellem finanskrisen, den nye MacBook Pro, Kødbyen og elektronikgiganten Toshiba?
Svaret er mit miserable liv de sidste to måneder.
Jeg må vel hellere tage den fra starten.
Efter mine snart fire år på BA-delen som mediestuderende fik jeg endelig det perfekte studiejob på et fancy PR-bureau i Kødbyen, Københavns svar på the Meat Packing District i det forjættede medieland, New York.
Mere hipt og yindie bliver det sgu ikke, så det var med en nærmest tårefremkaldende glæde, at jeg opdaterede min K-Forum-, og LinkedIn-profil fra simpel BA.stud. til projektassistent på Urban Public Relations (jeg overvejede titlen ‘junior konsulent’, men ydmyghed har altid været min ting).
En drøm var gået i opfyldelse, og jeg kunne nu endelig - med god samvittighed - udtale de ord, halvdelen af KUAs humanister drømmer om: “Hvad jeg laver? Jeg arbejder i PR-branchen.”
Og vi kom godt fra start, branchen og jeg. Både skridtet op ad web-ranglisten og den første måned på job forløb fejlfrit. Atmosfæren i den brune Kødby bar godt nok en smule mere præg af bagt leverpostej, end man kunne forestille sig, når nu Samanthas PR-tilværelse i SATC er forbilledet.
Den lidt specielle lugt blev dog klart opvejet af det fantastiske faktum, at jeg fik en splinterny MacBook Pro stillet til rådighed af min chef! Yeeees tænkte jeg, endelig en undskyldning for at sidde i timevis på Bang & Jensen sammen med AD’erne, freelancejournalisterne og ham, der spillede den skumle politiker i Forbrydelsen. Endelig en grund til at komme i god tid til forelæsningerne blot for at blænde alle, der træder ind af døren med det lysende hvide æble på bagsiden af mit - ja…eller næsten mit - nye sølvgrå aluminiums-mirakel.
Men lykken og k-branchen er lunefuld, og finanskrisen åbenbart ikke - som jeg ellers troede - noget, de har fundet på i medierne. Knapt havde jeg fået trykket ‘follow’ på min nu branche-fælle og dermed ligesindede Ida Jengs Twitter-profil, før Kødbyens klienter var forsvundet på samme måde som Karrieres frokostkunder, og med dem min status som project assistant (det oversatte jeg det til på LinkedIn) og the coolest cat on KUA.
Alt sammen på grund af nogle overoptimistiske boliglystne familier i USA. Damn you, Uncle Sam!
Nu sidder jeg så tilbage, alene og forladt med min gamle Toshiba-laptop fra dengang web stadig var 1.0 og IFM havde råd til undervisning. Mac’en er leveret tilbage, og hver gang jeg ser Stryhns-pakkerne i køledisken, får jeg en klump i halsen.
Jeg er ved at drukne i ligegyldige virus-scannere, og jeg har netop sat 10.000 kr. ind på en hemmelig AK47-konto som betaling for en fremtidig uskadeliggørelse af min lillebror, der så venligt installerede Helvedes Virussen på skidtet. I folkemunde bedre kendt som Windows Vista.
Lige nu føler jeg mig ærlig talt som ham den tykke fra “Hi, I’m a Mac”-reklamerne på internettet. Overophedet, hakkende, to centimeter for tyk over det hele og alt, alt for kedelig kompatibel. For om ikke andet har den korte tid i PR-branchen lært mig én ting: Jeg er i hvert fald ikke en PC. Jeg er en Mac!
Arhjj, det er da også for ondt! - du fik lige lov at smage Cristal’en, føle på læderet, sidde i sportsvognen og sige motorlyde…. og så ka’ du godt skride, du, inden du føler dig alt for hjemme, ik’?!
Der er ingen kendt kur mod Mac-abstinenser - bortset fra en Mac. Må jeg anbefale leasing… (kræver kun et momsnummer. Åh ja, og så at overbevise Eplehuset om, at man er OK solvent. Go for it)