Rapport fra et forårssmukt Paris, hvor café crèmen flyder i tykke strømme, cigaretterne pulses og biograferne findes  down on the corner i langt større tal end SevenEleven… (franskmændene ville slå sig gevaldigt over denne sætning og sværge over mit amerikaniserede ordvalg).

Helene Christensen, film- og medievidenskabsstuderende: donc pt. ensbetydende med erasmus-studine og ydermere dedikeret fransk-novice. Bosiddende i det danske studenterhus i Cité Universitaire – en kulturradikalt møbleret regulær danskerkoloni, dog med væsentlige internationale person-indslag. Studerende på Nanterre Université, Paris X, der egentlig ikke ligger i Paris, men meget, meget tæt på… (Man genopdager i det mindste en læseglæde i de dér metroer). Nanterres fysiske udformning får selv RUC til at ligne et hæderligt forsøg på arkitektur, og jeg sender hermed en kærlig tanke hjem til KUA og de sjælfulde rød-brune halvfjerdser barakker.

Frankrig er for de øvede – det finder man hurtigt ud af. Jeg er taget hertil som det, man med lidt god vilje kan kalde ”let øvet”. Man bliver hurtigt klogere. Til at starte med ønsker man, at alle franskmænd havde undertekster.  S’ils vous plaît… Men efter noget tid finder man en daglig glæde og bestemt en udfordring i at decifrere både sproget, væremåden og attituden.

Toujours en grève: En frankofil og Paris-kendt tilbagevendende turist vil formentlig kunne berette om selv samme fænomen, som jeg har erfaret, virkelig kendetegner franskmændene… De er vilde med at strejke! Ud over buschauffører, metropersonale og andre transportmæssigt relaterede personager, gælder det bestemt også de universitetsstuderende, prof’erne og administrationsfolkene. Ude foran mit universitet findes der tilmed en virkelig fiffig sælger, der har gjort en forretning ud af foretagendet og nu sælger t-shirts, hvorpå der oversat står trykt: Nanterre i strejke!! Gad vide hvor mange år, han ikke har kunne anvende de samme t-shirts? (NB. Rygtet siger, at det var selv samme uni, der startede demo’erne dengang i ’68. De har vist et ry og rygte at lev op til). Jeg kan heller ikke finde ud af, om de er til turisterne, eller om der faktisk er nogle, der ifører sig disse yderst u-chik’e beklædningsgenstande. Har meget svært ved at koble det sammen med mit – indrømmet - noget klichefyldte billede af franskmændene og deres skarpe påklædningsevner.

Franskmændene mener i hvert fald det, de mener, dødsens alvorligt! Det har  bl.a. udmøntet sig i en efterhånden kvartalslang strejke på universiteterne. Man bør stille spørgsmålstegn ved, om de opnår den fornødne akademiske viden efter dette forårssemester udover et knivskarpt talent udover det sædvanlige i at opremse politiske paroler og en ubesværet og ferm hånd, hvad angår banner-fremstilling. Jeg er personligt i tvivl. En lettere beruset franskmand forklarede mig desuden en aften, at franskmændene i virkeligheden er dovne, og at de vil gøre hvad som helst (!!) for at kunne sove længe. Man kan til dels godt forstå behovet for sporadisk afslapning, når ens skema i virkeligheden byder på timer 10h-19h fire gange om ugen…

Heldigvis har jeg nogle fag, som faktisk både byder på interessante faglige udfordringer og nye måder, at modtage undervisning på. Det var jo også lidt dét, jeg havde regnet med. Jeg har et helt fag, der handler om James Bond(!!!). Svedigt, synes jeg selv. Dernæst et fag, der handler om moderne dokumentarfilm – senest bød dette fag på et gennemsyn af doku-filmen ”Le Grand Silence” af en monsieur Philip Gröning. Den handler om livet - det MEGET stille liv - må jeg lige pointere, på et fransk kloster, og den varede næsten tre timer, og jeg havde glemt både min frokost og min pung, så jeg følte næsten, at jeg havde været i dyb, meditativ trancelignende tilstand, da jeg endelig fik fri. Forhåbentlig tager de faglige indslag snart til i styrke…

 Print denne artikel