Borgerjournalistisk koncept nedlagt
Internetavisen The Huffington Post har smidt 12.000 borgerjournalister på porten. Dermed ser det ud til, at dét der under den amerikanske valgkamp lignede et mediescoop af de helt store, måske allerede har udspillet sin rolle.
Mens nationale aviser og tv-stationer i overensstemmelse med politisk valgkampstraditioner havde flere journalister med i kandidaternes busser, når de kørte gennem det forjættede land, valgte mediedronningen Arianna Huffington en alternativ og meget billigere løsning til dækningen af det amerikanske præsidentvalg.
Projektet hed Off the Bus, og journalisterne var skiftet ud med flere tusinde amerikanske borgere, der befandt sig alle andre steder end i præsidentkandidaternes bus og som ganske belejligt rapporterede fra præsidentvalget uden at kræve løn.
The Huffington Post fik pludselig værdifuld gratis arbejdskraft i tusindtal, da de ansatte borgerjournalister landet over til at rapportere om kandidaternes fremtræden, når de dukkede op i deres område. Ideen viste sig at indbringe The Huffington Post flere scoops, blandt andet historien ‘Bittergate’, hvor en borgerjournalist kunne dokumentere, at Barack Obama havde udtalt, at den bitre arbejderklasse var folk med en fanatisk tro på våben eller religion. Historien fik en tur i massemedierne, der samtidig måtte se jaloux til, mens Arianna Huffington indkasserede flere eksklusive historier, ganske gratis.
Men nu ser det ud til at, Off the Bus-buzzen er ved at være forbi. Efter præsidentvalget opdateres platformen sjældent, da borgerjournalisterne er ved at løbe tør for historier eller i hvert fald vælger ikke at bidrage med dem.
Arianna Huffington har derfor vinket farvel til borgerjournalisterne for stund. Off the Bus er midlertidig nedlagt, men langt fra opgivet. Arianna Huffington har i stedet valgt at overdrage projektet til sin gudsøn, Matthew Palevsky, der har fået lov til at starte konceptet forfra og finde ud af, hvordan man kan få borgerne til at levere gratis historier, når et præsidentvalg ikke længere er aktuelt.








