Change, change, change. Selvfølgelig har Obama ændret måden politikere bruger medierne på. Men hvori ligger det nyskabende i Obamas brug af de nye såkaldte sociale medier? Og hvor langt er de danske politikere på Christiansborg nået, når det kommer til at socialisere med vælgerne på nettet?

Meldingen var klar fra Arianna Huffington, redaktør på det liberale nyhedssite The Huffington Post, da hun skulle beskrive internettets betydning for valget af Barack Obama som USA’s præsident: ”Var det ikke for internettet, ville Barack Obama ikke være præsident. Var det ikke for internettet, havde Barack Obama ikke været demokraternes kandidat”. Med andre ord: nettet var altafgørende.

Andre kommentatorer har fremhævet, hvordan Obama med sin revolutionerende online-kampagne har ændret selve grundreglerne for politik, ved at engagere og mobilisere tusindvis af vælgere ved hjælp af de såkaldte nye sociale medier. Som den politiske rådgiver fra Washington, Ralph Benko, sammenfatter det til websiden Wired.com: ”Det var en peer-to-peer, nedefra-op, open-source passion, der drev kampagnen. Der var helt tydeligt en klar vision bag det hele”.

Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører eller læser, og især ikke hvis man læser det på nettet. For det første skal man ikke undervurdere, at billedet af Obama som et omvandrende teknologi-geni er blevet yderligere forstærket af hans republikanske modkandidat, den 72-årige John McCain, der blankt indrømmede, at han ikke brugte e-mails, men - som en hans rådgivere noget uheldigt udtalte - skam var ”bekendt” med internettet.

For det andet skal man huske, at mange af de ting, Obama excellerede i på nettet, allerede var blevet brugt af andre kandidater ved tidligere præsidentvalg. Her er det mest kendte tilfælde demokraten Howard Dean ved valget i 2004, der med rådgiveren Joe Trippi i spidsen formåede at blive en seriøs bejler til Det Hvide Hus, næsten udelukkende via en vellykket online-kampagne.

Kigger man på de tørre tal, kommer man dog ikke uden om, at Barack Obama er en tech-præsident, og at han mere end nogen anden amerikansk politiker satsede på internettet og de nye medier i sin succesfulde præsidentkampagne. Da valgkampen var på sit højeste, havde han fem gange så mange venner som McCain på Facebook og seks gange så mange på MySpace. Der var en Obama-profil på 15 af de mest populære sociale online-netværk - bl.a. Flickr, LinkedIn, Twitter og Digg - og i løbet af den næsten to år lange kampagne lagde Obama-lejren mere end 1800 klip ud på YouTube, der blev set 20 millioner gange.

Også når det kommer til finansiering af sin kampagne satte Obama nye standarder. Med 500 millioner indsamlede dollars slog han alle tidligere rekorder for online-fundraising. Og ved hjælp af nettet lykkedes det Obama at gå uden om de traditionelle mediers redigering, endda uden at betale særlig meget for det. Som Howard Deans tidligere web-rådgiver Joe Trippi, en nu nærmest legendarisk skikkelse inden for politisk online-kampagne i USA, udtalte til Washington Post: ”De Obama-videoer, der blev lagt ud på YouTube, blev afspillet i hvad der svarer til 14,5 millioner timer. For at købe samme mængde reklametid på tv skulle man betale 47 millioner dollars”.

Min Barack Obama
Det måske mest banebrydende ved Obamas web-strategi var dog alliancen med en af de helt store drenge inden for sociale online-netværker, den blot 25-årige medstifter af Facebook, Chris Hughes. Den unge Harvard-graduate forlod i 2006 Facebook-koncernen for at føre sin viden og succes videre til Obamas kampagne. Resultatet blev, at Obama fik sit helt eget sociale netværk på internettet med det web 2.0-rigtige navn My.BarackObama.com. Her kunne brugerne, ligesom på Facebook, oprette deres egen personlige profil, blive venner med andre Obama-tilhængere og melde sig ind i grupper alt efter interesse.

Og det gjorde de. I alt blev der oprettet to millioner profiler, mere end 35.000 grupper, og brugerne formåede i løbet af kampagnen at berige netværket med 400.000 blog-indlæg.

Den egentlige genialitet ved myBO - netværkets mere mundrette titel - var dog, at det på enestående vis gav mulighed for at koble online-aktiviteterne med Obama-kampagnens offline-græsrodsarbejde. Via netværket kunne tilhængerne starte deres egne online-fundrasiers og organisere en lang række forskellige former for kampagnerelaterede events. Ved hjælp af de såkaldte ’Nabo-til-Nabo’-redskaber, kunne brugerne desuden finde og udskrive kort over vælgere i deres nabolag, som de så kunne kontakte og forsøge at overtale til at sætte kryds ved Obama. Eller de kunne via få klik med musen få myBO til at udskrive telefonlister over uafklarede vælgere i de vigtige sving-stater, for efterfølgende at give dem et kald og fortælle om Obamas politik og øvrige fortræffeligheder.

Græsrodsarbejde og vælger-til-vælger-mobilisering har altid været centrale elementer i amerikanske valgkampe, men med Obamas virtuelle netværk lykkedes det at føre græsrodsarbejdet videre til næste niveau. Som Chris Hughes selv skriver på sin blog på myBO: ”Det der har gjort My.BarackObama unikt, har ikke været teknologien i sig selv, men derimod de mennesker, der brugte online-redskaberne til at koordinere offline handling. My.BarackObama har fra starten været fokuseret på at bruge online-redskaber til at skabe forbindelse mellem mennesker i den virkelige verden, mennesker som er sultne efter at forandre dette lands politik”.

Radikale.net
Verden over har der efter valget af Obama hersket et sandt ’Obamani’, og det gælder også herhjemme. Politikere lige fra Villy Søvndal til Pia Kjærsgaard har hyldet den amerikanske præsident for hans evne til at engagere og kommunikere med borgerne. Både Anders Fogh og Helle Thorning har været ude med meldinger om, at nu skulle Obamas kampagne-metoder videreføres til Danmark, og pressecheferne i flere partier er blevet sendt på studietur i det amerikanske for at hente inspiration og stjæle idéer.

Men fascinationen af Obamas succes på nettet ændrer ikke ved det faktum, at danske politikere og partier ligger milevidt fra Obama - og flere andre amerikanske politikere for den sags skyld - når det gælder brugen af de nye sociale online-medier.

Næsten da. Det Radikale Venstre synes nemlig at være langt foran de andre partier, hvad angår brugen af sociale medier. Partiet har profiler på både Facebook, MySpace, Flickr, YouTube og Twitter, og har også deres egen webkanal, Radikale.tv.

Det mest iøjnefaldende set med danske øjne, er dog partiets helt eget sociale online-netværk Radikale.net. Netværket har høstet en del anerkendelse både herhjemme og i udlandet, og blev sidste år nomineret til prisen for “Top 10 Who Are Changing the World of internet and Politics” af det anerkendte amerikanske strategifirma, Politics-Online. En nominering som det delte med netop My.BarackObama.

”Radikale.net er en platform for engagement og aktivitet for radikale interesserede. Partiet stiller nogle rammer til rådighed, hvor alle der er interesserede kan udbrede sig og engagere sig, aktivere eller organisere sig”, forklarer Anna Ebbesen til medievaerk. Hun er cand. mag i Medievidenskab fra KU og projektleder i Advice Digital og har været med til at starte Radikale.net op. Ligesom man kender det på f.eks. Facebook, kan brugerne af Radikale.net oprette deres egen profil, og kan så tilmelde sig events, deltage og følge med i forskellige debatter eller kommunikere med de andre brugere.

Den anden bagmand bag Radikale.net er partiets webmaster, David Aurvig. Ligesom Anna Ebbesen var han med, da netværket blev lanceret den 16. september 2007, og han har fulgt det lige siden. I dag har Radikale.net knap 1.700 profiler, mens graden af aktivitet varierer. ”Det går virkelig i bølger”, fortæller David Aurvig til medievaerk, der har sat ham og hans tidligere kollega i stævne på Christiansborg. ”Der er typisk en klump på 50 personer, der er meget aktive i en periode, fordi der netop er en debat, der interesserer dem, og så skifter det til en anden klump”.

First-movers i Danmark
Konkret udsprang Radikale.net af den enorme succes, det Radikale Venstre oplevede ved folketingsvalget i 2005. Fra den ene dag til den anden var partiet med 17 indvalgte mandater blevet næs-ten fordoblet, og samtidigt oplevede de i befolkningen en kæmpe bølge af opbakning.

”Folk ringede ind og spurgte hvad de skulle gøre, og herindefra havde vi slet ikke ressourcer til at håndtere den der kæmpe popularitet, der var der”, husker Anna Ebbesen, der dengang selv var pressemedarbejder i partiet. ”Det var derfor meget tydeligt, at vi måtte lave noget på nettet. Vi var også meget inspirerede af det [Howard] Dean havde gjort i USA, hvor vi jo kunne se at det virkede”, siger hun med henvisning til Deans succesfulde brug af online-redskaber tilbage i 2004.

Før Radikale.net’s lancering i 2007 havde man ikke set noget lignende i Danmark. Mens flere organisationer og virksomheder var godt fremme i udviklingen indenfor de nye digitale medier, var politikerne indtil nu stadig noget tilbageholdende med for alvor at satse på en tilstedeværelse i cyberspace. ”Herhjemme er det som om, at man først lige skal have andre til at vise, at det virker, før man selv tør. Og det er jo kun med Obama nu, at der er kommet den der hype-interesse om det”, forklarer Anna Ebbesen.

I USA derimod, var man allerede så tidligt som ved præsidentvalget i 2000 langt fremme i udnyttelsen af de mange nye muligheder, internettets voksende popularitet medførte. Alle de store kandidater - heriblandt prominente navne som Ralph Nader, Al Gore, John McCain og den senere vinder George W. Bush - brugte allerede dengang store ressourcer på internettet. Flere kandidater var begyndt at samle donationer ind via online-fundraising på deres hjemmesider, og f.eks. lykkedes det John McCain at indsamle hele 1,4 millioner dollars i donationer på bare tre dage under primær-valgene, alene via internettet. I forhold til Obamas mange hundrede millioner online-dollars lyder halvanden million ikke af meget, men for datiden markerede beløbet på mange måder et brud med måden, politiske kampagner blev finansieret på.

Én ting er, at Radikale.net pludselig benyttede nogle hidtil usete medie-strategier i Danmark. En anden er, hvordan netværkets indtog kan siges at repræsentere en forandring i selve måden, po-litik opfattes på. En måde, der brød med idealet om ’spin’ og fuld kontrol, og hvor kodeordet i stedet er ’åbenhed’.

”Radikale.net er et forsøg på at bevæge sig hen imod et verdensbillede eller en situation, hvor politik ikke er noget, man skammer sig over eller gemmer væk, men er noget, man gerne vil stå ved”, siger Anna Ebbesen, og hun bakkes op af David Aurvig: ”En anden trend inden for politisk kommunikation har jo været det topstyrede, det stramt designede fokus og de meget skarptskårne budskaber, der gentages igen og igen på den samme måde. Der må man sige, at Radikale.net er over i en helt anden boldgade”, siger han.

Seje Margrethe
Men hvordan har de danske politikere så reageret på pludseligt at skulle twitte, chatte og bruge timevis på Facebook? Samme spørgsmål stillede man sig i kommunikationsafdelingen hos De Radikale Venstre, da Radikale.net gik i luften.

David Aurvig fortæller, hvordan man til at begynde med oplevede lidt af en generationsforskel mellem MF’erne. Dette blev løst med en ’buddy-ordning’, hvor f.eks. den unge Simon Emil Ammitzbøll skulle guide den noget ældre Niels Helveg Petersen rundt ude i cyberspace.

Ifølge Anna Ebbesen var det springende punkt for, at Radikale.net skulle blive en succes, om politikerne kunne lære at tage den dialogbaserede kommunikationsform til sig, som et social online-netværk kræver. Og her mener hun, at man er lykkedes. ”Du bliver nødt til at invitere til dialog. Hvis ikke du reagerer på folks henvendelser, så gider folk det jo ikke. Og det synes jeg virkelig, at Margrethe [Vestager, red.] har været virkelig sej til”, lyder det fra Anna Ebbesen, der desuden fortæller, at de øvrige politikere i den Radikale folketingsgruppe også har taget netværket til sig.

Det sidste spørgsmål er som så mange gange før: Hvad med fremtiden? Hvilken udvikling vil der ske inden for de sociale medier i politik? I USA er Obama allerede i fuld gang med at videreføre sin digitale revolution, og har blandt andet lovet lynhurtigt internet til alle og ansat historiens første New Media Director i sin stab i Det Hvide Hus.

Både David Aurvig og Anna Ebbesen er da også overbeviste om, at man i fremtiden vil opleve flere partier herhjemme, der forsøger sig med de nye sociale online-platforme. ”Det er koblingen mellem online- og offline-aktiviteter, der er det vigtigste. Og jeg tror helt sikkert, at vi vil se herhjemme, at online-redskaber bruges til at organisere og skabe offline-aktiviteter”, lyder buddet fra Anna Ebbesen.

Hun kan desuden ikke skjule skuffelsen over, at der skulle gå så lang tid i Danmark, før vi kom med på beatet, hvad angår politik og nye medier: ”Det har da undret mig, at der ikke er sket mere herhjemme. Derfor bliver det fedt at se, hvad alle de her små kandidater til kommunalvalget i år finder på på nettet. Så kan det jo være, nogle af de store vil begynde at kopiere”, siger hun. Også David Aurvig glæder sig til valget i november - dog med blandede forventninger: ”Én ting jeg er helt overbevist om, vi vil komme til at se, er rigtig mange kiksede forsøg på at copy-paste Obama, hvor man springer alle mellemregninger og refleksioner over. Så kommunalvalget i år tror jeg bliver sjovt at observere i den forbindelse, hvor kandidater vil lave mere eller mindre vellykkede online-tiltag”.

 Print denne artikel