TV2’s nye Bavian

Jeppe Vig

Jeppe Vig Find er af de fleste børn kendt bare som ”Jeppe”, den altid skægge vært på programmer som Lille Nørd og SommerSummarum. Nu har han skiftet DR Byen ud med TV2, hvor han skal stå i spidsen for den nye børnesatsning TV2 Bavian. medievaerk har mødt den nyudnævnte redaktionschef, som egentlig aldrig drømte om at lave tv.

Det hele begyndte med en kikset prøvefilm. Jeppe Vig Find havde til anledningen lånt et kamera af en af sine venner samt sin 6-årige kusine. Ideen til den lille hjemmevideo er en voxpop om livet som barn nede på legepladsen, og med kun fem minutter tilbage på batteriet, er der ikke mulighed for at tage noget om: det skal være et one-take. Men lige da optagelsen går i gang, er kusinen pludselig forsvundet, og den planlagte voxpop bliver nu afløst af en improviseret jagt. Kusinen bliver hurtigt fundet, og interviewet kan gennemføres - men resultatet bliver ikke helt som planlagt.

”Jeg kan huske at jeg tænkte ’sikke noget lort’”, fortæller Jeppe Vig Find om episoden. Han vælger dog alligevel at sende båndet ind til DR’s B&U-afdeling, som på det tidspunkt søgte nye værter. Og det skulle vise sig at være en god ide. Jeppe kommer til casting, og ud af 150 andre slipper han igennem nåleøjet og bliver tilbudt værtrollen på Fjernsyn for dig-programmet Fandango.Det var i 2003. I dag, små seks år senere, sidder Jeppe som nyudnævnt redaktionschef på TV2, hvor han står i spidsen for kanalens store nye børnesatsning, TV2 Bavian, der gik i luften 14. februar i år.

Ingen tv-drøm
Vi er hjemme hos Jeppe i en stor, nyistandsat lejlighed på Nørrebro. Når han fortæller om episoden på lejepladsen, kan man genkende mange af hans træk fra skærmen. Han er positiv, imødekommende, og så ligner han altså en, der er ’god til børn’ - dog ikke på den 70er-pædagogagtige facon. ”Der er mange, der tror, man skal være barnlig for at lave børne-tv. Jeg tror, at man skal have en barnlig sjæl og være i kontakt med sit indre barn. Men man skal ikke være barnlig”, forklarer Jeppe, der selv blot er 28 et halvt.

Men selvom Jeppe i dag virker som selvskrevet til at lave børnefjernsyn, så havde han før castingen på DR aldrig haft en drøm om at komme ind i tv-branchen. Det var da også hans søster, der gjorde ham opmærksom på annoncen fra B&U og opfordrede ham til at give det en chance. ”Jeg ville det egentlig ikke, men jeg tænkte, at nu ser vi hvad der sker. Jeg ville det gerne, da jeg kom til casting, men jeg har aldrig gået til Popstars-audition, eller prøvet at sende alt muligt ind eller pitchet ideer til alle mulige”, fortæller han.

Andre må dog have opdaget talentet. I hans blå bog fra gymnasiet skrev klassekammeraterne, at han i fremtiden ville blive børnevært, men det var ikke noget, han dengang skænkede en tanke. ”Jeg har ikke vidst, at jeg har haft det liggende latent”, siger Jeppe, der i dag godt kan undre sig over, at han aldrig tænkte på at søge ind som skuespiller eller måske læse Film- og Medievidenskab.

CBS og Lille Nørd
Efter gymnasiet arbejder Jeppe i stedet som trommelærer, pædagogmedhjælper og lærervikar, mens det der med fremtiden og arbejdsmarkedet er lidt mere uklart. Da han efterhånden føler, at nu må han vælge et eller andet, starter han med at læse økonomi og filosofi på Handelshøjskolen.

”Jeg synes egentlig, at det var meget spændende, men jeg oplevede det lidt som at gå til foredrag og fik måske ikke læst så meget, som jeg burde. Jeg havde også lidt svært ved at se, hvad det var jeg skulle blive til. Skulle det være sådan et slipse-job på en glasgang i en virksomhed, hvor jeg skulle forsøge at tjene kassen? Eller skulle jeg lave noget helt andet?”, husker Jeppe om tiden på Handelshøjskolen. Men selvom han stadig læser på skolen, da han begynder i jobbet på DR, får han alligevel gjort sin bachelor færdig. Det kræver nogle hårde måneder med al for lidt søvn, hvor han ofte må finde på dårlige undskyldninger overfor gruppemedlemmer, om hvorfor han ikke har nået at lave sine ting.

På DR viser det sig hurtigt, at Jeppe har ’hvad der skal til’ for at være på skærmen, og han når at lave 26 udsendelser af Fandango. Også i chefredaktionen har man bemærket talentet hos den unge børnevært, og Jeppe bliver sat til at udvikle et koncept for et nyt naturprogram for børn. Programmet skal have to værter, og her falder valget på Marie Christensen-Dalsgaard, der siden har været Jeppes trofaste med-vært og ven. ”Vi fandt ret hurtigt en god kemi”, fortæller Jeppe om forholdet til Marie, der nu også er røget til TV2, hvor hun og Jeppe deler rollen som redaktionschef.

Det eneste problem med natur-konceptet er, at hverken Jeppe eller Marie er særligt stærke ud i den biologiske verden. ”Vi tænkte ’Okay, ingen af os ved noget om dyr, hvad fanden gør vi?’”, husker Jeppe. Løsningen bliver at inddrage den manglende viden i programmet. ”Vi gjorde det til en del af konceptet at lege viden frem, i stedet for at lade som om, at vi vidste en masse. Og samtidig skruede vi op for venskabstemaet, da vi var sikre på, at det var noget børnene ville respondere på”, forklarer Jeppe. Og sådan opstår konceptet Lille Nørd, om de to bedste venner Jeppe og Marie, der tager ud i verden og ser på dyr og så leger dyrene bagefter hjemme i deres garage.

Bruddet med DR
Lille Nørd-programmerne bliver en stor succes både blandt børn og voksne. Sammen med Marie laver Jeppe 50 afsnit af programmet, og samtidig er han blevet et af de kendte ansigter på DR’s børneflade. Han får lov til at prøve kræfter med programmet SommerSummarum, der blev sendt live hver morgen i sommerferien, og optræder desuden som vært på B&U’s helt store flagskib, MGP, Melodi Grandprixet for børn.

I slutningen af 2007 beslutter DR at flytte B&U-afdelingen fra København til Århus. Jeppe har ikke lyst til at forlade hovedstaden, og han og Marie er efterhånden løbet tør for nye ideer til Lille Nørd og melder ud til DR, at de ikke vil lave flere afsnit.

Den forestående lukning af B&U i København samt afskeden med Lille Nørd får Jeppe til at tænke over, hvad han nu skal finde på. ”Jeg overvejede, om jeg skulle begynde at læse igen, f.eks. Film og Medie. Men jeg ville ikke tilbage på skolen igen. Den verden var ligesom død”, fortæller han.

Løsningen kommer i et telefonopkald. TV2’s programredaktør, Keld Reinecke, har hørt om Jeppe og Maries dilemma og tilbyder dem nu at komme over til konkurrenten, hvor de skal stå i spidsen for lanceringen af TV2’s nye børne-satsning. ”Vi tænkte, at nu har vi mulighed for at lave noget fedt, og at vi i stedet for at være en del af en nedbrudt afdeling kunne være med til at bygge noget nyt op”, siger Jeppe. Han og Marie takker da også ja til jobbet på TV2 og siger dermed farvel til DR og B&U.

Skiftet til TV2 har betydet, at Jeppe ikke bare skal være vært og selv producere en række programmer. Det er nu også ham, der i sidste ende skal bestemme, hvilke øvrige programmer TV2 skal sætte i gang. Men rollen som chef har ikke skræmt ham, selvom der er nogle ting, han synes er irriterende. ”Rent menneskeligt har jeg det svært, hvis folk synes, jeg er en idiot. Men indtil videre synes jeg, at jeg har kunnet bakke det op og forsvaret det, hvis jeg har givet nogen et afslag”, siger Jeppe og fortsætter: ”Man kan jo ikke undgå at have holdninger og smag, og det er jo netop det, jeg er ansat til. At vurdere nye tiltag og på den baggrund sammensætte en børneflade, som jeg finder stærkest og som det bedste tilbud til de helt unge TV2-seere”.

Skiftet har også betydet, at Jeppe er gået fra den tidligere så hæderkronede B&U-afdeling til en kommerciel kanal, hvor programmerne ikke finansieres af licensmidler men i stedet hovedsageligt af reklameindtægter fra annoncører. Men heller ikke det lader til at være et problem for den nye redaktionschef. ”Så længe vi ikke går på kompromis med værdierne, så er det okay. Jeg kommer selv fra en super rød opvækst, men en af de ting jeg lærte på Handelshøjskolen var, at materialisme ikke nødvendigvis altid er et ondt begreb”, siger Jeppe og fortsætter: ”Man må acceptere det faktum, at en virksomhed er sat i verden for at tjene penge og kunne overleve sine udgifter, men selvfølgelig skal man samtidig forholde sig kritisk til måden, den tjener sine penge på. Med andre ord altid vurdere det ud fra en etisk synsvinkel og de værdier man ønsker at efterleve som virksomhed. TV2 kan vel bedst betegnes som en menneskelig og folkelig virksomhed, der ønsker at bidrage med god public service samt kvalitetsunderholdning, men ikke på et uetisk økonomisk grundlag”.

Bullerfnis og Casper Christensen
Siden maj måned sidste år har Jeppe og Marie arbejdet hårdt for at udvikle den nye børneflade. Den første forhindring har været at finde på et navn, som passer til tonen i programmerne. ”Vi ville gerne have et navn, der var lidt anarkistisk. Dem de andre ikke vil lege med”, forklarer Jeppe. I første omgang faldt valget på ’TV2 Rotten’, men som Jeppe forklarer med et grin, så blev navnet hurtigt droppet igen, på grund af en ulødig amerikansk hjemmeside af samme navn. ”Så tænkte vi på Bavian. Det er også et lidt vildt dyr. Om ikke andet er den en, som børn kender med en stor lyserød røv”, lyder det fra Jeppe, og sådan fik fladen sit navn.

DR har længe haft bedst fat i de unge seere i hverdagene, så målet med TV2 Bavian har fra starten været at forsøge at sætte sig stærkere på weekend-fladen. Hver lørdag og søndag morgen skal Jeppe sammen med Marie præsentere en lang række danskproducerede programmer, fra Bavian’s helt eget sørøverskib ved molen foran TV2’s hovedkvarter på Teglholmen i København. ”Vi vil lave nogle fede programmer, hvor forældrene også ser med, eller gerne vil have deres børn til at se alene”, lyder det fra Jeppe, på spørgsmålet hvad der er målet for ham og holdet bag TV2 Bavian. ”Folk skal lære, at børne-tv på TV2 er skide godt og er et godt dansk alternativ til de mange udenlandske børnekanaler, der er fyldt med tegnefilm døgnet rundt”.

Herefter drejer samtalen til situationen for børne-tv i Danmark, som den ser ud lige nu. Det er som om, der eksisterer en evig kritik af den øgede amerikanisering og kommercialisering af børnefladerne på tv, hvor Disney og udenlandske tegnefilm bliver set af flere børn end nogen sinde før - ofte på bekostning af danskproducerede programmer. Udviklingen går dog ikke Jeppe på. ”Det er okay hvis et barn kun vil se tegnefilm. Så længe der er et alternativ er det godt nok”, siger han. ”Der er jo også nogle trends som børn bare vil have. Men kan jo også sætte nogle nye trends i stedet for at følge de gamle. Man behøver jo ikke sætte bukserne som alle andre gør”. Og det er det han vil - sætte nye trends for, hvad børn vil se og gå op i.

Som eksempel på et børneprogram, der formåede at skabe noget nyt, nævner Jeppe Buller-fnis af Peter Frödin og Hella Joof. Ved at bruge de ’gamle dage’ dage som udgangspunkt for programmerne fik de også forældrene med på vognen, og det er ifølge Jeppe noget, der kendetegner virkelig godt børnefjernsyn. Også Casper Christensens tid som børnevært, fremhæver Jeppe som en, der flyttede nogle grænser, hvad angår sort humor. ”Ser du på de ting han lavede da han var børnevært på DR, er der ikke meget forskel fra det, han lavede for Casper og Mandrilaftalen”, siger han.

Aldrig Go’aften Danmark
Efterhånden som samtalen skrider frem, bliver det i det hele taget klart, hvad der virkelig betyder noget for Jeppe, når det drejer sig om børne-tv. Nemlig at man brænder for det, man laver på skærmen. ”Det med at have noget på hjertet synes jeg simpelthen er så vigtigt. Det er helt, helt kliché, men det er bare super vigtigt”, siger han. Derfor gør han det også klart, at han aldrig ville kunne lave noget, som han ikke selv har lyst til. ”Jeg er virkelig der, hvor jeg gerne vil være. Men jeg har det også sådan, at hvis TV2 ikke kan lide det jeg laver, og det går helt ad helvede til, så skal jeg nok finde noget andet”, siger Jeppe, der dog indtil videre har været utrolig glad for samarbejdet med TV2.

Men hvad så med fremtiden? I Danmark har det nærmest været normen, at tidligere børneværter er gået videre i tv-branchen med at lave fjernsyn for voksne. Bubber, Camilla Ottesen og Lise Rønne er bare nogle af de navne, der startede med at lave børnefjernsyn og nu laver forskellige former for underholdning for hele familien. ”Folk forventer altid, at hvis man starter som børnevært, så vil man senere lave noget andet”, forklarer Jeppe, som vi dog ikke skal regne med at se i rollen som vært på hverken X-factor eller Go’aften Danmark. ”Jeg har stor respekt for mine medværter på diverse underholdningsprogrammer og i resten af voksenfladen. De laver jo også, hvad de brænder mest for. Men hvis jeg skal over i den boldgade, så skal det kun være fordi, jeg har mig selv med i det hele vejen og kan se noget helt særligt ved f.eks. et nyt underholdningskoncept”, forklarer Jeppe. ”Jeg har for tiden ikke nogen særlig drøm om at lave tv til de voksne. Det er ikke sådan at jeg tænker: hvornår slipper jeg for de her børn, så jeg kan komme ud og lave noget fredagsunderholdning. Jeg har det stadig vildt fedt med at lave børne-tv, og jeg har stadig masser af ting jeg brænder for”, siger han.

Meget tyder altså på, at Jeppe vil blive ved med lave tv for de små i et godt stykke tid endnu, hvad der jo er glædeligt nyt for børnene - og deres forældre. På seks år er han gået fra en kikset prøveoptagelse til dét der ifølge ham selv er verdens fedeste job. ”Jeg laver vitterlig det, jeg har lyst til, og jeg kommer ud med alt, hvad jeg har på hjertet. Jeg får lov til alt, og jeg har ikke fået et eneste nej. TV2 er den fedeste legeplads”. Og så er vi jo næsten tilbage, hvor det hele begyndte. På legepladsen.

Del denne artikel:
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Reddit
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • TwitThis

Skriv kommentar

Om denne artikel

Mathias Holm Pedersen

Skrevet af:
Mathias Holm Pedersen
25. marts 2009

Relaterede artikler

  1. Fremtidens tv hedder 2.0 Dit fjernsyn har en fremtid. medievaerk har været på konference...
  2. Sarahs 60 minutter Sarah Holm tog til New York for at få et...
  3. Drømmen om L.A. Times Mackenzie Weinger fra Los Angeles kæmper for at få en...
  4. The Hub Med en ny redaktion giver BBC journalistikken en make over....
  5. Twitterkratiet Prominente meningsdannere mindcaster på livet på løs på Twitter...