Okay, jeg har så fået den her klumme. Jeg var ovenud lykkelig, da min ven skrev til mig på min FB-wall og spurgte, om det ikke lige var noget for mig. Jo, for helvede. Carrie Bradshaw in the making, tænkte jeg. Nynne får baghjul og Bridget J. er sooooo millennium! Nu er det næste generation – og det vil sige mig – der guider jer gennem utallige cocktails og foruroligende mandlige bekendtskaber.

Min romantiske skribentdrøm forduftede dog ret hurtigt, da det gik op for mig, at vi lever i en blogtid, hvor alle og alt per definition er nederen og det litterære aspekt ikke-eksisterende. Og det betyder altså, at jeg påbegynder denne klumme med en mindre identitetskrise, hvilket var mit eget argument for at takke ja til en semi-invitation (på FB, of course) til en fest på NASA.

Det kunne meget vel være, at min quasi-blogging persona var sådan én, der godt ville kunne få noget ud af en tur på NASA, tænkte jeg. Desuden var jeg på det tidspunkt blevet en smule træt af Djuna Barnes’ wildcard til stillingen som det københavnske nattelivs ypperste trendspotter og socialité. For ikke at tale om, at den evige markedsføring af Kødbyen som Københavns svar på New Yorks Meatpacking District er beyond pinlig.

København har åbenbart også en mindre identitetskrise, så måske man skulle give NASA, der ikke er det nye noget, en chance. Og da klummen her i tråd med medievaerks manifest skal beskæftige sig med bykultur og mediemenageri, begyndte projektet at fremstå som en ganske udmærket idé. NASA it is, tænkte jeg, med alt hvad det indebærer af semi-kendisser med relation til Paradise Hotel og farven hvid.

Flankeret af to mediekyndige fellow bygængere – den ene med E! Online-værdig viden om kendisser, semi-kendisser og perifere kendisser og den anden som up-coming yindie (ja, det er rigtigt – den nye yuppie, der lytter til Interpol og the Hives og kører MOD-stilen) – mødte jeg op ved den famøse glaselevator, klar til at hænge ud med Remee, Mayianne Dinesen, Henrik Qvortrup og alle de andre, der havde figureret på gæstelisten på FB. Og man ved bare, at det er hippere end hipt, når den karseklippede dørmand i dynevest beder om et kodeord.

Og dog. Når kodeordet viser sig at være ’Serber-Kenneth’ burde man måske nok være cyklet tilbage til et brokvarter. På den anden side skulle dette jo være en dybdeborende journalistisk reportage fra dét, der i provinsen opfattes som Købehavns high society pool nummer ét; so up we went.

Indrømmet, jeg tilbragte kun to timer på NASA. Toiletterne lignede noget, de havde stjålet fra Oslo-båden og klientellet ligeså, hvis man må have lov at lufte sine fordomme. Og det må jeg godt. Det her er quasi-blogging og alt er skod, remember? Og de kendisser man var blevet lovet, var ikke at spotte et eneste sted. Bevares, Mascha Vang og Gleager fra Paradise og flere bunnygirls fra det danske svar på The Playboy Mansion (og hvor er det egentlig? Hvis nogen ved dét, så smid lige en tweet eller opdatér jeres FB-status) poserede i hjørnerne, men ellers var stjernedrysset til at overse.

Troede jeg. For pludselig dukkede tre vaskeægte kendte op. Bettina Palle (som man bare VED har været sammen med Mikkel Kessler) og Christian Jensen reddede klart aftenen. Og jo – du ved godt hvem Christian Jensen er. Hint: ”Jeg har her 5000 garanteret danske kroner. Ikke 1000, ikke 2000, ikke 3000, på ingen måde 4000, men 5000 kroner. Du skal blot give mig ét enkelt bogstav. Det kan være A, det kan være B, det kan være C, det kan være lige, hvad du har lyst til, så længe det findes i alfabetet”. Halvanden time inde i mit NASA-eventyr var ingen ringere end Garito-værten dukket op. Quizzen, der kører om formiddagen på kanal 4, 5 og 6, og som er uden præcedens.

Og da jeg troede, at aftenen simpelthen ikke kunne blive mere stjernespækket, trådte Mads Holger ind i den hvide manege. Mads Holger. Forfatteren til Alle går rundt og forelsker sig – en idéhistorie. Mads Holger – den unge ekskæreste til den seriøse tv-vært Paula Larrain. Jeg erkender blankt, at jeg altid har haft et crush på Mads Holger, men da jeg er temmelig ny i quasi-blog-genren, skal jeg nok spare jer for en mere detaljeret beskrivelse, selvom jeg er klar over, at udlevering er essensen af den daglige blog-trummerum.

Jeg tænkte, at mig og Mads kunne snakke lidt om hans idéhistorie og var på vej over med en drink og en Patti Smith-reference som konverserende indledning, da meget ung og meget beige-klædt pige fik ham til at hoppe ind i glaselevatoren og ud i natten. Med Mads Holger forsvandt den lille snert af socialité, der kort havde strejfet NASA, og da vi endnu ikke havde fået hilst på vores vært, ’Serber-Kenneth’, stoppede vores NASA-eventyr også her.
Vi tog videre i Kødbyen, der muligvis er et plagiat, men i det mindste et plagiat, der holder og hellere tilstræber mosaik end white sensation, og hvor jeg desuden kan få lov til at dyrke min mytiske opfattelse af mig selv som en dysfunktionel Ole Jastrau sammen med andre mindre happy-go-lucky mediepersoner in spe. Mens Djuna Barnes vender plader og introducerer mig til Københavns svar på et eller andet.

 Print denne artikel