Sarahs 60 minutter

sarahholm

For Sarah Holm blev en bytur i New York begyndelsen på drømmen om praktikplads ved den journalistiske institution 60 Minutes. Med en bachelor i Film- og Medievidenskab og et fandenivoldsk drive kasserede Sarah janteloven og fik sit eget kaffekrus på redaktionen hos verdens muligvis mest seriøse nyhedsmagasin.

”Amerikansk politik er super fascinerende. Det er som en skolegård eller som en god soap opera, hvor der altid er nogen, der kommer op at skændes”, siger Sarah Holm om politik i det land, hvor hun har boet i de sidste to år, og hvis politiske sjæl hun for alvor er kommet ind på gennem sit arbejde som praktikant ved nyhedsmagasinet 60 Minutes på kanalen CBS i New York.

At Sarah Holm skulle komme til at sidde i en redaktion med karismatiske amerikanske journalister som Morley Safer og Mike Wallace var dog på intet tidspunkt givet.

Tanken om et praktikforløb hos 60 Minutes begyndte først efter, at Sarah havde færdiggjort sin bachelor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet. Hun var så småt begyndt på kandidatuddannelsen i Medievidenskab, men følte ikke rigtig, at hun vidste, hvad hun ville eller kunne med sin uddannelse og valgte derfor at holde pause fra studiet.

Sarah tog til New York på et turistvisum, og det var på en af sine utallige byture i den pulserende metropol, at hendes amerikanske journalisteventyr begyndte.

”Jeg mødte den her fyr i byen, hvis storesøster var reporter på 60 Minutes, og jeg kan huske, at jeg tænkte ’hende må jeg simpelthen bare møde’”, fortæller Sarah, der allerede et par dage efter byturen blev vist rundt af fyrens søster på redaktionen.

Søsteren introducerede Sarah til forskellige producerer, men mere fik hun ikke ud af det. Og da Sarah efter blot få minutter hos 60 Minutes vidste, at det var noget, hun blev nødt til at være en del af, begyndte hun at bombardere nyhedsmagasinet med e-mails og dukke op på redaktionen for at få et møde.

Da det endelig lykkedes hende, at få en aftale i stand med en af producerne, var beskeden blot, at hun skulle tage tilbage til Danmark og ansøge på lige fod med andre.

Sarah er dog ikke i tvivl om, at hendes proaktive facon og personlige møde med produceren har været et vigtigt element i hendes ansættelse.

”Man er nødt til at være derovre”, siger Sarah. ”I sidste ende handler det meget om personlighed – og jeg havde været til et møde og havde fået introduceret mig selv”. Sarah peger også på, at hendes alder har været en væsentlig faktor i konkurrencen med andre studerende:

”De havde jo flere hundrede ansøgere, og mange af dem kom fra Yale eller fra den prestigefyldte journalistuddannelse på Columbia University, men de var alle sammen omkring 21 år. At jeg var tre år ældre og havde en masse frivilligt arbejde på mit CV og havde skrevet en masse artikler til ungdoms- og gratismagasiner har helt klart været et plus”.

På egne ben i New York
Hjemme i København tilbragte Sarah to intense måneder med at skrive essays og researche på 60 Minutes. ”Jeg lærte alt om amerikansk politik og kunne rent faktisk citere gamle 60 Minutes-udsendelser”, fortæller Sarah om den tid, hvor hun nærmest ikke sov og altid var at finde på KUAs gange i færd med at hive den ene anbefaling efter den anden ud af sine professorer.

Sarahs målrettethed betalte sig, og dagen efter, at hun elektronisk havde sendt bunker af dokumenter af sted til 60 Minutes modtog hun en e-mail, der bekræftede, at hun havde fået pladsen.

Kort efter, og faktisk samme dag som hun gik op til den afsluttende eksamen i et iværksætterfag, hun forresten lige havde fulgt et semester på IT Universitetet, sad Sarah i et fly på vej tilbage til New York for at påbegynde sine seks måneder som praktikant.

Det skulle vise sig at blive en noget anderledes oplevelse end et dansk praktikforløb.

”Et praktikophold på en amerikansk nyhedsredaktion er helt anderledes end de praktikforløb man kender herhjemme, hvor der er praktikpakker og man får feedback hver uge, og hvor man generelt bliver holdt meget i hånden”, siger Sarah Holm og fortsætter:

”Da jeg mødte op på redaktionen første dag, blev jeg sat ved et skrivebord sammen med en anden praktikant, og så tilbragte jeg ellers de første tre dage med at trille tommelfingre og ikke vide, hvad det var meningen, at jeg skulle foretage mig”.

Det gik hurtigt op for Sarah, at hvis hun ville havde noget ud af sit praktikophold, måtte hun altså selv tage affære.

Derfor smed hun janteloven væk – for som hun siger: ”Janteloven holder bare ikke i amerikansk journalistik. Der står altid nogen parat til at overtage dit job, hvis du ikke er god nok eller ikke husker at fortælle, at du er god nok” – hvorefter hun begyndte at banke på flere af producernes dør for at høre, om de manglede hjælp til research

Og generelt har det været Sarahs selvstændige og opsøgende natur, der har givet hende et fantastisk praktikophold. Det var også dette drive, der gav hende modet til at spørge chefen på 60 Minutes – manden, der ifølge Sarah, nok har verdens fedeste job – om han ville spise frokost med hende og den anden praktikant; en frokostsamtale, hun husker hvert ord af.

Men det har også været hårdt arbejde, for hvis man ville sidde med ved redaktionsmøderne og pitche historier eller interviewe kilder, skulle man levere varen.

”Jeg havde kun seks måneder til at imponere de her mennesker, så der var ikke noget, der hed at gå i byen i den periode”, fortæller Sarah. ”Jeg arbejdede rigtig meget og koncentreret, og det skulle i hvert fald ikke hedde sig, at jeg var den første, der forlod kontoret”.

Stop Snitchin’
Relativt hurtigt fik Sarah skabt sig et ry som én, der altid afleverede gennemarbejdede facts, og som kunne hente konkret viden i selv de mest indviklede og tunge rapporter. En evne, som hun selv mener, at uddannelsen fra Film- og Medievidenskab har givet hende.

”På universitetet lærer man jo at dissekere store mængder af læsestof og finde frem til lige præcis det, der er relevant – og endnu vigtigere – man lærer at formidle det”, påpeger Sarah og tilføjer: ”Desuden har man jo en form for akademisk nysgerrighed, som er yderst relevant, hvis man arbejder på et nyhedsmagasin som 60 Minutes, hvor man typisk har et par måneder til at arbejde på en historie”.

Den store arbejdsindsats betalte sig, og Sarah begyndte at arbejde på historier, der behandlede emner som Irak-krigen og global opvarmning.

Selvom begge emner interesserer Sarah, var det arbejdet med historien ‘Stop Snitchin’, der gjorde mest indtryk på hende, og gav hende følelsen af at have verdens mest interessante job.

”Vi stod med den her historie om, hvordan man i sorte miljøer, især i New York, havde et udpræget moralkodeks, der dikterede, at man aldrig måtte sige noget til politiet – heller ikke, hvis det handlede om et mord – ellers ville man blive slået sønder og sammen. Det var et helt utroligt fænomen, som jeg aldrig havde hørt om, og det var super interessant at researche og fortælle denne historie”, siger Sarah.

Og netop processen med at vinkle og fortælle historier er måske i virkeligheden det, der optager Sarah mest.

 Der er ingen tvivl om, at hun har en kærlighed til amerikansk og international politik, fordi det, som hun siger: ”er tusind gange sjovere end dansk politiks små kontroverser”. Men den egentlige fascination ligger i, at Sarah med sit praktikophold på 60 Minutes i seks måneder fik lov til at præge processen og de historier, der præger seerne og sidste ende politikken i USA.

Fremtiden som One Man Crew
Det er nu halvandet år siden, at Sarah Holm afsluttede sit praktikophold. Hun er ikke tvivl om, at det var et rigtigt godt studie- og karrierevalg.

”Den journalistiske træning man får sådan et sted er uvurderlig, og desuden åbner det mange døre både i USA, men også ved danske medier”, vurderer Sarah, der efter sit ophold på 60 Minutes blandt andet var en del af redaktionen på DR2s ugemagasin Clement i Amerika, som blev sendt under den amerikanske valgkamp og desuden har arbejdet freelance for DR2 Udland.

I denne sammenhæng påpeger Sarah igen, at hendes grunduddannelse i Film- og Medievidenskab, særligt undervisningen i kameraoptagelser og redigeringsteknikker, har givet hende nogle kompetencer, der imødekommer mange af de krav, mediebranchen stiller i dag.

”Hvis du både kan filme, redigere og rapportere en historie, og på den måde fungerer som et slags ’one man crew’, er du langt mere attraktiv for journalistiske virksomheder”, råder Sarah.

Selv bevæger hun sig rundt på forskellige platforme, senest den litterære.

Den 3. februar udkom hendes første bog my NY – en alternativ og meget personlig rejseguide til New York – og fremtiden byder på en række freelanceopgaver for DR2 Udland samt en ny bog om Manhattans lillebror; Brooklyn. Og så lige et speciale i Medievidenskab, selvfølgelig.

Del denne artikel:
  • Digg
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Reddit
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • TwitThis

Skriv kommentar

Om denne artikel

Sofie Dalgaard

Skrevet af:
Sofie Dalgaard
23. februar 2009

Relaterede artikler

  1. Bøger New York Stories af Fishman, Steve et al (red.)....
  2. Drømmen om L.A. Times Mackenzie Weinger fra Los Angeles kæmper for at få en...
  3. Borgerjournalistisk koncept nedlagt Internetavisen The Huffington Post har smidt 12.000 borgerjournalister på porten....
  4. Idas Blog Party Blogging er en ekslusiv natklub for de ambitiøse og professionelle...
  5. Kampen om ‘the red carpet’ medievaerk tjekker, om den danske modejournalistik nu også er helt...