Nazikaffe
En fælles kampagne mellem det tyske kaffemærke Tchibo og benzinstationskæden Esso fik kun to ugers levetid, da kampagnens slogan fremkaldte associationer til Tysklands nazistiske traume.
I begyndelsen af januar måned lancerede Tchibo og Esso kampagnen ‘Jedem den Seinen’, der skulle få folk til at købe kaffe på tankstationer rundt omkring i Tyskland. Udtrykket kan oversættes til ‘hvad den enkelte fortjener’, og tanken var da også, at vi alle fortjener god kaffe fra Tchibo.
Allerede en uge inde i markedsføringen havde kampagnen fået stor bevågenhed, både fra medier og organisationer. Opmærksomheden skyldtes dog ikke, at kampagnen var vellykket.
Tværtimod blev reklamen mødt med protester, da sloganet fremkaldte ubehagelige minder hos store dele af den tyske befolkning. ‘Jedem den Seinen’ lå nemlig ufattelig tæt op af udtrykket ‘Jedem das Seine’, der under anden Verdenskrig hang over indgangen til koncentrationslejren Buchenwald, hvor omkring 56.000 jøder mistede livet.
Jødiske organisationer beskyldte firmaerne for at ignorere historien, mens Tchibo og Esso påstod, at de ikke kendte til skiltet i Buchenwald-lejren. Resultat blev, at skiltene røg ned fra tankstationerne efter kun to ugers markedsføring. Desuden undskyldte Tchibo og Esso for den ufølsomme kampagne.
Hvorvidt reklamefolkene bag kampagnen virkelig ignorerede historiske fakta, måske slet ikke var af tysk oprindelse eller bare ikke havde fulgt med i tysk nationalhistorie i skolen, melder sagen ikke noget om.
Uanset, blev konklusionen, at kaffe, der smager af Holocaust ikke kan sælges i Tyskland.









